Video og billeder fra konference om evaluering af Det Frie Forskningsråd
Nyhed fra Det Frie Forskningsråd
Der var leben under lysekronerne i Moltkes Palæs Store Sal, da cirka 180 deltagere fra den hjemlige forskerverden torsdag i sidste uge deltog i en konference med Det Frie Forskningsråd på dagsordenen. Baggrunden var den evaluering af rådet, som et internationalt ekspertpanel på anmodning fra den danske uddannelses- og forskningsminister har gennemført i 2014.
Konferencens hovedtaler var formanden for evalueringspanelet, Dr. Wilhelm Krull fra VolkswagenStiftung. Han lagde i sin præsentation vægt på, at Det Frie Forskningsråd spiller en afgørende rolle i et overvejende velfungerende dansk forskningsrådssystem.
Se hele Wilhelm Krulls præsentation (English)
Tilfreds minister
Også uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen deltog i konferencen. Hun lykønskede Det Frie Forskningsråd med den flotte evaluering og slog fast, at hun er godt tilfreds med, at Danmark nu har et internationalt ekspertpanels ord for, at det danske forskningsrådssystem fungerer godt.
Seniorforsker Jesper Schneider fra Dansk Center for Forskningsanalyse præsenterede en analyse af videnskabelige publikationer skrevet på baggrund af DFF-bevillinger i 2005 til 2008, der er blevet lavet som en del af evalueringen.
Analysen viser, at forskere, der får bevillinger fra Det Frie Forskningsråd, er blandt de mest citerede i verden.
Det Frie Forskningsråds bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen udtrykte stor tilfredshed med, at evalueringen er gennemført, og ser frem til at arbejde med de anbefalinger, som panelet har fremsat.
To paneler med deltagelse af repræsentanter for danske råd, fonde, organisationer og politiske partier diskuterede endvidere evalueringen og dens betydning for dansk forsknings fremtid.
Handlinger tilknyttet webside