3833 oplevede Det Uendelige Univers til Kulturnatten 2015
Hvad oplevede Danmarks første astronaut i rummet? Hvad spiser astronauter på rumrejser? Og hvad er det ydre rum?
Disse og mange andre spørgsmål blev debatteret, diskuteret og besvaret, da Uddannelses- og Forskningsministeriet den 9. oktober inviterede alle interesserede indenfor til en aften og nat under temaet Det Uendelige Univers.
3833 benyttede sig af muligheden og bidrog til at gøre aftenen festlig og interessant.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen bød velkommen og fortalte sine egne opleveler i Kasakhstan som vidne til Andreas Mogensens opsendelse til ISS i september.
- Danmark har brug for flere kreative sjæle, der tør lade nysgerrigheden tage styringen. Vi har hverken guld- eller diamantminer, men vi har en stærk tradition for at få idéer og skabe nye teknologier. Forhåbentlig er kulturnatten med til at inspirere voksne og ikke mindst børn og unge til at slippe nysgerrigheden fri, sagde Esben Lunde Larsen.
Han takker publikum og medarrangører for en vellykket kulturnat.
Masser af oplevelser
Programmet bød blandt andet også på science show fra Store Nørd, droner fra DTU Space DroneCenter, robotter fra Teknologisk Institut, jordemoderuddannelsen, maskinmesteruddannelsen, Grib Verden og Erasmus+, skoleskibet Georg Stage og meget, meget mere.
Handlinger tilknyttet webside