Politisk opbakning til den frie forskning
Det Frie Forskningsråd satte med rådets årlige forskningskonference den 27. oktober spot på den frie forsknings betydning for det omgivende samfund. Konferencen viste, at der er bred opbakning fra forskningspolitiske aktører til den frie forskning og rådets rolle som ”fødselshjælper” i forhold til at skabe rum til, at talentfulde forskere kan forfølge originale ideer, etablere sig som forskere og igangsætte endnu større forskningsaktiviteter – ofte med stor betydning for forskningstunge industrier som fødevarer- og medicinalindustrien.
Konferencen bød blandt andet på oplæg om forskningens afgørende rolle for kvaliteten af undervisningen på landets universiteter såvel som debatter om forventninger til forskningens impact i fremtiden fra de politiske ordførers side.
Og så var der fokus på dem, det hele handler om – nemlig forskerne. Lektor Rikke Louise Meyer havde i sit oplæg fokus på, hvordan en bevilling fra rådet har muliggjort, at hun har kunnet forfølge sin banebrydende forskning om mere effektiv antibiotikabehandling. En forskning, der har givet anledning til en række erhvervssamarbejder og med store potentialer for vores fremtidige sundhedsydelser samt for industrien.
Handlinger tilknyttet webside