Gå til indhold

Innovationsklynger speeddater på Papirøen

15. september 2015
Den 17. og 18. september mødes 250 repræsentanter for virksomhedsklynger fra 30 lande i København for at finde inspiration til internationale samarbejdsprojekter.

Danmark har mere end 50 klynger og innovationsnetværk, hvor virksomheder er gået sammen med videninstitutioner for at opnå fordele, de ikke kan opnå alene. I denne uge deltager godt halvdelen af dem i Europas største matchmaking-event for klyngeorganisationer, ‘BSR Cluster-to-Cluster Conference and Matchmaking’, som finder sted på Papirøen i København med deltagelse af 150 klynger fra 30 lande.

Innovation by Combination

Den internationale klyngekonference afholdes for tredje gang, og dette års tema bliver ’Innovation by Combination’. Temaet fokuserer på klyngesamarbejde på tværs af såvel faggrænser som geografiske grænser. Men den slags samarbejde er dyrt for de små og mellemstore virksomheder (SMV'ere), som er målgruppen for aktiviteterne.

Derfor giver konferencen også indblik i finansieringsmuligheder, fra BSR Innovation Express til Horizon2020, og skaber rammerne for det succesrige internationale samarbejde. 

Mere end 60 samarbejdsprojekter er skabt igennem de seneste to års matchmaking-konferencer; projekter, som gør det lettere for SMV'ere at etablere internationale samarbejder inden for nationale styrkepositioner.

Der har været meget stor interesse for konferencen, som danner grundlag for nye projektsamarbejder. Over 150 klynger er med denne gang og størstedelen er nære samhandelspartnere, som Sverige, Norge, Tyskland og Polen.

Hans Henrik Lomholt, der er Styrelsen for Forskning og Innovations projektansvarlige på konferencen, siger om temaet:

- Vi mener, at innovation sker ved at kombinere kræfter på tværs af klynger, grænser og sektorer. Derfor har dette års arrangement fokus på det tværgående samarbejde, som giver virksomhederne adgang til nye markeder, viden, inspiration og måske mulighed for at indgå længerevarende partnerskaber.

På konferencen vil de deltagende klynger få mulighed for at speeddate hinanden. Således planlægges der lige nu flere hundrede møder blandt de deltagende klynger.

National klyngestrategi

Igennem de seneste 15 år har klyngeudvikling fået stadig større politisk interesse i Danmark. Senest har det ført til etableringen af et nationalt klyngeforum, hvor otte ministerier, seks regioner og nogle af landets største kommuner er repræsenteret. I dette forum er der udviklet en national klyngestrategi, der har som ambition at få mest muligt ud af klyngeindsatsen på nationalt, regionalt og kommunalt niveau i Danmark.

Handlinger tilknyttet webside