Gå til indhold

EU arbejder sammen om at løfte den danske og den europæiske forskning

25. maj 2016
Store samfundsmæssige udfordringer inden for blandt andet klima, miljø og fødevareproduktion skal løses i fællesskab på tværs af landegrænser. Det er et af punkterne i en ny dansk køreplan, der skal være med til at styrke det europæiske indre marked for viden og dermed også dansk forskning.

Store samfundsmæssige udfordringer skal løses i fællesskab på tværs af landegrænser.

Virksomheder i hele Danmark skal have bedre adgang til den nyeste forskning, så de kan udvikle nye produkter og forretningsgange.

Dansk forskning skal forsat styrke samarbejdet med nogle af verdens førende forsknings- og innovationsmiljøer, også uden for Europa.

Det er nogle af de udfordringer, der bliver adresseret i en ny dansk køreplan for, hvordan dansk forsknings- og innovationspolitik kan være med til at udvikle det europæiske indre marked for viden. Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs tager køreplanen med til Bruxelles den 26.-27. maj, hvor den skal drøftes med de andre EU-lande.

Uddannelses- og forskningsministeren understreger, at vi på tværs af landegrænser skal arbejde sammen om at styrke den europæiske forsknings- og innovationsindsats.

- Regeringen har en ambition om, at dansk forskning skal være i toppen af den internationale liga. Det kræver, at vi arbejder sammen på tværs af landegrænser om at forbedre sammenhængskraften i det europæiske forskningsrum. Den nye danske køreplan sætter en retning for Danmark, så vi sammen med de andre lande i EU får mere ud af den forskning, som udføres. Det skaber vækst og arbejdspladser i hele Europa, siger Ulla Tørnæs.

Forskning i verdensklasse

Den danske køreplan præsenteres på et ministerrådsmøde i Bruxelles den 26.-27. maj og er lavet på baggrund af EU’s fælles køreplan, som indeholder syv prioriterede områder:

  1. Effektive nationale forskningssystemer
  2. Fælles løsninger på store samfundsudfordringer
  3. Effektive investeringer i og anvendelse af forskningsinfrastruktur
  4. Et frit og åbent arbejdsmarked for forskere
  5. Ligestilling mellem kønnene og integration af kønsdimensionen i forskning
  6. Optimal cirkulation og overførsel af viden, samt
  7. Internationalt samarbejde.  

Den danske køreplan opstiller målsætninger frem mod 2020, samt hvilke tiltag og instrumenter Danmark skal gøre brug af for at nå dertil. Køreplanen er et levende dokument, der vil danne udgangspunkt for dialogen om udviklingen af det europæiske forskningsrum i det danske forsknings- og innovationsmiljø. Køreplanen er en national køreplan, som skal gennemføres i samspil med forsknings- og innovationsmiljøerne.

Kontakt

Maria Ulff-Møller
Kontorchef
Tlf.: 72318482
Email: mul@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside