Forskningens Døgn giver inspiration til ny sydafrikansk videnskabsfestival
Sci-Bono er Sydafrikas svar på Københavns populære Experimentarium. I disse dage besøger en delegation fra Sci-Bono Danmark for at finde inspiration til en ny videnskabsfestival. Undervejs besøgte de Uddannelses- og Forskningsministeriet, som hvert år afholder videnskabsfestivalen Forskningens Døgn.
Den sydafrikanske delegation var særlig interesseret i den bottom-up-styring, der er byggestenen i Forskningens Døgn. Forskningens Døgn har over 200 lokale arrangører i hele landet, som selv står for at planlægge og afholde et arrangement i løbet af festivalen. Det er for eksempel pop-up foredrag i virksomheder, skolebesøg på biblioteker, åbent hus på hospitaler, temadage i kommuner med mere.
Også Forskningens Døgns nye såkaldte ”pakkeløsninger” vagte stor interesse blandt de besøgende. En af de populære pakkeløsninger er skoleprogrammet. Her har ministeriet i samarbejde med Københavns Universitets Skoletjeneste og Biblo.dk udviklet en pakke med undervisningsmateriale til lærere og elever. Undervisningsmaterialets faglige fokus varierer fra år til år og anvendes under Forskningens Døgn.
Af andre populære tiltag under Forskningens Døgn er Bestil en Forsker, hvor danskere helt gratis har mulighed for at bestille en forsker til at holde oplæg til et privat arrangement.
Videnskabsfestivalen Forskningens Døgn har de seneste år oplevet en øget popularitet, og i den forbindelse er festivalen udvidet fra at vare tre døgn til at vare syv døgn.
Handlinger tilknyttet webside