Gå til indhold

Internationale forskernetværk øger markant chancen for Horizon 2020-bevilling

04. december 2017
Ny undersøgelse viser, at ansøgninger til Horizon 2020 med afsæt i et internationalt forskernetværk finansieret af organisationen COST har en succesrate på 28 procent. Det er dobbelt så højt som det europæiske gennemsnit på omkring 14 procent og dermed et klogt springbræt til Horizon 2020.

Sekretariatet for COST (European Co-operation in the field of Scientific and Technical Research) har netop undersøgt en række afsluttede forskernetværk og sammenhængen til Horizon 2020. Deres undersøgelse viser, at Horizon 2020-ansøgninger udarbejdet med afsæt i et COST-netværk har langt større sandsynlighed for at opnå bevilling end ansøgninger fra andre konsortier. Succesraten på 28 % for Horizon 2020-ansøgninger baseret på et COST-netværk er en fordobling af det europæiske gennemsnit. Undersøgelsen er baseret på 230 Horizon 2020-ansøgninger indsendt fra 62 forskellige forskernetværk.

Forskernetværkenes force

Forskernetværk finansieret af COST baserer sig i høj grad på tvær- og interdisciplinært samarbejde.  De fleste netværk har samarbejde mellem en lang række beslægtede, men forskellige forskningsdiscipliner. Derudover er der ofte en høj grad af vidt forskellige forskningsområder involveret i samme netværk. Og den sammensætning af forskningsdiscipliner harmonerer ofte med EU’s ønske om tværfaglige løsninger på samfundets store udfordringer, som Horizon 2020 netop tager livtag med.

Vil du med i et COST-netværk?

Forskernetværk i COST er åben for deltagelse fra forskere alle 35 COST lande herunder også Danmark. Når nye netværk godkendes, kan der fra dansk side nomineres to repræsentanter til netværkets styregruppe og op til tre suppleanter. Offentliggørelse af nye forskernetværk forventes til april 2018 – umiddelbart herefter begynder processen for nominering af danske styregruppemedlemmer.

Ikke alle igangværende COST-netværk har dansk deltagelse – og flere har kun én dansk repræsentant i styregruppen, så der er stadig rig mulighed for at deltage i igangværende netværk.

Brug søgefunktionen 'Search for COST Action' og indtast et nøgleord for din forskning og eventuelt et årstal i 'Approval Year', så du begrænser søgningen til nyere netværk. Åben et af netværkene og klik på venstremenuen "Management Committee". På oversigten kan du se, om Danmark er repræsenteret i en enten styregruppen eller som suppleant.

Form dit ’eget’ forskernetværk

Har du selv en idé til et nyt forskernetværk? Så kan du stille dig i spidsen for en ansøgning til et nyt netværk. Det kræver en relativ kort ansøgning på 15 sider, og søges på vegne af en gruppe af partnere fra mindst syv forskellige COST-lande.

Ansøgningsfrister

Der er årligt to ansøgningsrunder, og næste deadline er den 20. april 2018.

Læs mere om

Handlinger tilknyttet webside