Internationalt forskningssamarbejde har større gennemslagskraft
Dansk forskning er de seneste årtier blevet stadig mere international. Siden 1995 er antallet af danske forskningspublikationer mere end fordoblet, og udviklingen skyldes primært en stor stigning i antallet af publikationer, som er forfattet i samarbejde med en international partner.
Det viser en ny analyse, som Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet har lavet for Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Ifølge analysen kan stigningen i de internationale samarbejdspublikationer forklare knap 2/3 af den samlede stigning i antal publikationer. Antallet af offentlige forskningspublikationer med en international, offentlig partner er steget fra 2.201 i 1995 til 8.565 publikationer i 2013.
Samtidig er dansk forsknings gennemslagskraft også blevet større. Konkret bliver offentlige forskningspublikationer udarbejdet på baggrund af et internationalt samarbejde i gennemsnit citeret 41 procentpoint oftere end rent nationale, offentlige forskningspublikationer.
Analysen dækker alle typer af samarbejde fra mindre forskningssamarbejde mellem få forskere i Danmark til større internationale offentlige-private samarbejde.
Analysens resultater
- I 2013 var antallet af publikationer 16.351 mod 6.738 i 1995. Det er en stigning på 142 procent
- I 2013 var antallet af offentlige forskningspublikationer med en international offentlig partner 8.565, og i 1995 stod tilsvarende samarbejdstype for 2.201 publikationer. Det er en stigning på 289 procent
- Andelen med internationalt forskningssamarbejde er steget fra 33 procent i 1995 (2.201 ud af 6.738) til 52 procent i 2013 (8.565 ud af 16.351), og i 2013 står denne type forskningssamarbejde således for mere end halvdelen af alle publikationer
- Offentlige forskningspublikationer med internationalt samarbejde får i gennemsnit 41 procentpoint flere citationer end rent nationale, offentlige forskningspublikationer
Virksomheder, der publicerer, har i gennemsnit 14 procent højere produktivitet end virksomheder, der ikke publicerer. Virksomheder, der publicerer i et offentligt-privat forskningssamarbejde, har i gennemsnit 16 procent højere produktivitet end ikke-publicerende virksomheder.
Analysen af forskningssamarbejde indgår i Uddannelses- og Forskningsministeriets kommende Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse
Handlinger tilknyttet webside