Gå til indhold

Jim Hagemann Snabe skal være med til at sætte retningen for fremtidens innovation i EU

20. januar 2017
Europa-Kommissionen har i dag udpeget danske Jim Hagemann Snabe til at være en af de 15 eksperter, der skal komme med anbefalinger til, hvordan EU’s programmer for forskning og innovation kan understøtte virksomheder i fremtiden.

Nystartede virksomheder og mindre virksomheder skal have mulighed for at vokse og bidrage til at skabe vækst og nye arbejdspladser i EU. 15 eksperter skal komme med anbefalinger til, hvordan EU’s programmer for forskning og innovation kan understøtte virksomhederne. Jim Hagemann Snabe er i dag blevet udpeget som en af eksperterne. Jim Hagemann Snabe er adjungeret professor på CBS. Han har tidligere været topchef for SAP og sidder i bestyrelsen for World Economic Forum.

I dag er der under EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020 en række programmer, som støtter virksomheder i at udvikle sig. De 15 eksperter skal blandt andet undersøge, hvordan man kan samle de nuværende innovationsprogrammer i et Europæisk Innovationsråd (EIC). Vi er i Europa blandt verdens førende producenter af ny og banebrydende viden, men vi er ikke de bedste til at omsætte vores viden til nye produkter og services. Når ny viden bliver til i Europa, er det ofte uden for Europa, at den bliver omsat til nye produkter. EIC skal være med til at understøtte, at det i højere grad bliver europæiske virksomheder, der får gavn af den nye viden, omsætter den til nye produkter, services og arbejdsgange og derigennem bidrager til vækst og beskæftigelse i Europa.

Arbejdet kommer til at foregå parallelt med, at Horizon 2020 midtvejsevalueres, og forventes at spille ind i arbejdet med Horizon 2020’s efterfølger. 

Handlinger tilknyttet webside