Gå til indhold

Konference: Optimér din forskning og forretningsudvikling ved brug af big data

02. juni 2017
Innovation Centre Denmark – et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet - afholder sammen med Dansk Industri konference om, hvordan Danmark bedst kan udnytte mulighederne i big data og datadreven innovation.

Danske virksomheder og videnmiljøer er allerede globale aktører inden for digitalisering og udvikling af it-løsninger og big data. Men hvis Danmark fortsat skal være et foregangsland, er det helt afgørende, at danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner er på forkant med udviklingen inden for datadreven innovation.

- Brugen af data rummer fantastiske muligheder for både den private og den offentlige sektor. Big data kan både skabe nye forretningsmodeller og servicer, men også forbedre hele måden vi indretter vores byer på, vores arkitektur, vores sundhedsvæsen, den offentlige transport og den måde den offentlige sektor arbejder på. Mulighederne er mange og det gælder også i forhold til forsknings- og uddannelsesområdet, hvor jeg vil følge mulighederne tæt, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Der vil på konferencen være oplæg fra førende internationale og danske digitale virksomheder, målrettede sessioner inden for Fintech, Digital Health og Smart Manufacturing samt mulighed for at netværke med de danske innovationscentre og et bredt udsnit af danske innovationsmiljøer.

Fakta om konferencen

"Join the Data-Driven (R)evolution – Unlocking the Business Potential of Big Data" afholdes den 14. juni 2017 i Industriens Hus i København fra klokken 09.00 til 17.30

Hovedtalere er bl.a.:

  • Søren Pind, Uddannelses- og forskningsminister
  • Anders Samuelsen, Udenrigsminister
  • Daniel Yoo, Samsung SDS
  • Niklaus Waser, IBM Watson
  • Elin Rønby Pedersen, Google Medical Brain
  • Guga Stocco, Banco Original
  • André Rogaczewksi, Netcompany
  • Hans Eibe Sørensen, Copenhagen Business School

Moderator er: Christiane Vejlø, digital trendanalytiker og medlem af Disruptionrådet

 

Handlinger tilknyttet webside