Gå til indhold

Prominente talere åbner Big Science Business Forum 2018

24. oktober 2017
12 prominente talere og et opdateret program er nu offentliggjort til den europæiske konference om investeringer på Big Science markedet: Big Science Business Forum 2018. Konferencen afholdes i København den 26.-28. februar 2018.

Til februar afholder Europas største Big Science organisationer for første gang en konference i København, hvor de sammen vil præsentere deres investeringer for fremtiden; indkøb som er mange milliarder euro værd.

På konferencen har de deltagende virksomheder mulighed for at møde repræsentanter fra Big Science organisationerne og fortælle om deres produkter og ydelser. Den danske andel af Big Science markedet er på cirka 300 millioner kroner årligt, men det vurderes at salgspotentialet for danske virksomheder er endnu større. Big Science organisationerne har både brug for brede ingeniørkompetencer og specialiserede ydelser og produkter, inden for områder som bl.a. mekanik, elektronik og software.

EU’s Kommissær for Forskning, Videnskab og Innovation, Carlos Moedas, er konferencens første keynote-taler og efterfølges af prominente talere fra de ni Big Science organisationer, som er medarrangører af konferencen. De ni organisationer stiller desuden med eksperttalere inden for en lang række tekniske og højteknologiske områder i konferencens omfattende parallelsessionsprogram.

Uddannelses- og Forskningsministeriet er sammen med BigScience.dk vært for BSBF2018. Region Hovedstaden støtter konferencen. Uddannelses- og Forskningsminister, Søren Pind, og Regionsrådsformanden for Region Hovedstanden, Sophie Hæstorp Andersen, er derfor også at finde på listen over BSBF2018’s prominente talere. 

Hovedtalerne fra de ni Big Science organisationer


CERN: Fréderick Bordry, direktør for acceleratorer og teknologi
EMBL: Silke Schumacher, direktør for internationale relationer
ESA: Johann-Dietrich Wörner, generaldirektør (TBC)
ESO: Xavier Barcons, generaldirektør
ESRF: Francesco Sette, generaldirektør
ESS: John Womersley, generaldirektør
European XFEL: Robert Feidenhans´l, administrerende direktør
F4E: Johannes Schwemmer, direktør
ILL: Helmut Schober, generaldirektør

 

BSBF2018’s vision er at udvikle et mere transparent Big Science marked med større samarbejde med industrien, som leverer løsninger og services til Big Science organisationerne. Dette er blandt nogle af de emner, som kommissæren og repræsentanterne fra Big Science organisationerne vil adressere på konferencen.

Danske virksomheder på hjemmebane til BSBF2018

I sidste uge kunne BSBF2018 løfte sløret for et nyt og opdateret program, som indeholder hele seksten parallelsessioner: sessioner, som hver især repræsenterer investeringsområder på Big Science markedet. Dette giver de deltagende virksomheder en unik mulighed for at blive klogere på specifikke områder, hvorpå de vil kunne levere services og løsninger til Big Science markedet.

Danske virksomheder har hjemmebanefordel og mulighed for at markere sig som potentielle leverandører og samarbejdspartnere til Big Science organisationerne. Disse ser et stort potentiale i små og mellemstore virksomheder, og her kan danske virksomheder i høj grad konkurrere med de europæiske virksomheder i forhold til at levere innovative løsninger og produkter af høj kvalitet til en god pris.

Der findes allerede flere succeshistorier om danske virksomheder, som samarbejder med de ni store europæiske Big Science organisationer, men BSBF2018-værterne håber at forøge denne andel yderligere i kølvandet på konferencen. Derfor håber man at se mange danske virksomheder til BSBF2018.

 

Kontakt

Lars Friemann Christensen
Kontorchef
Tlf.: 72318472
Email: lach@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside