Gå til indhold

Danmark budt velkommen som nyt medlem af FN’s rum-komite

17. april 2018
Danmark har deltaget i sit første møde under FN-komiteen for fredelig udnyttelse af rummet. Det skete i komiteens juridiske underudvalg, hvor den seneste udvikling på rumområdet i Danmark blev præsenteret.

Ved åbningen af komiteens juridiske underudvalgs 57. session i sidste uge blev Danmark budt velkommen til FN’s rum-komite, og Danmark afgav sit første indlæg som medlem.

Indlægget præsenterede den seneste udvikling på rumområdet i Danmark med ny dansk rumlov og strategi fra 2016. Både når det gælder forskning og industri, står Danmark stærkt, hvilket senest har fået international opmærksomhed med opsendelsen af det store danske klimaobservatorium ASIM til den internationale rumstation. 

Udviklingen indenfor rumfart er gået stærkt de seneste år med nye opsendelsesmuligheder, mange flere satellitter i det ydre rum, mere data fra satellitterne og uanede muligheder for virksomheder og myndigheder. Men udviklingen betyder også en hel række af nye aktører i det ydre rum, mere trafik og mere rumaffald, som skal håndteres. Den udvikling har Danmark nu bedre muligheder for at følge og præge som nyt medlem af FN’s rum-komite.

Komiteen med navnet Committee on the Peaceful Uses of Outer Space (COPUOS) betragtes som det centrale internationale forum på rumområdet og blev etableret tilbage i 1959. Med optagelsen af Danmark sammen med Norge og Bahrain i 2017 har komiteen nu 87 medlemslande samt en række observatører.

Handlinger tilknyttet webside