Danske institutioner søger 236 millioner kroner til internationalisering
Videregående uddannelsesinstitutioner har søgt tilskud til, at deres studerende og ansatte kan komme på udvekslingsophold i udlandet.
Dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser har søgt tilskud til at sende ansatte ud i Europa på efteruddannelse.
Organisationer, der arbejder med unge, har søgt om tilskud til, at medarbejdere og unge kan komme på udveksling og om tilskud til at sende unge ud for at arbejde som frivillig i udlandet eller til at modtage unge frivillige fra udlandet.
Og organisationer, der arbejder med almen folkeoplysning og voksenuddannelse, har søgt om tilskud til at efteruddanne deres medarbejdere i Europa.
I alt 235 ansøgere har søgt om tilskud fra Erasmus+ gennem Styrelsen for Forskning og Uddannelse for et samlet beløb på knap 31,7 millioner euro (ca. 236 millioner kroner). Sidste år søgte 233 institutioner og organisationer om 25,5 millioner euro i første ansøgningsrunde. I år har mange ansøgere altså søgt om større beløb.
Erasmus+ Voksen er årets højdespringer
Sektoren for almen voksenuddannelse og folkeoplysning, Erasmus+ Voksen, er årets højdespringer. Her er antallet af ansøgere fordoblet i forhold til sidste år – i år har 11 nemlig søgt, hvorimod kun fem søgte sidste år. Syv af de 11 ansøgere er nye ansøgere.
I sektoren for erhvervsrettet grund- og efteruddannelse, Erasmus+ EUD, søger flere ErasmusPro, som er længerevarende ophold på over tre måneder, i kombination med ’APV’ – Advanced Planning Visits. Her kan institutionerne tage ud på planlægningsbesøg og sikre sig, at alt er i orden hos den modtagende institution, inden eleverne sendes ud. Det giver tryghed for eleverne og skolerne.
I Erasmus+ Skole, det vil sige dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelse, har 51 ansøgere søgt om næsten 2,1 millioner euro. 85 ansøgere har søgt Erasmus+ Ungdom om små tre millioner euro, mens 55 ansøgere har søgt Erasmus+ Videregående om 18,4 millioner euro.
Ansøgningerne bliver nu behandlet, og ansøgere vil få svar på mobilitetsansøgningerne senest den 1. juni 2018.
Næste ansøgningsfrister
Den 21. marts 2018 kl. 12.00 er der ansøgningsfrist for strategiske partnerskaber for Erasmus+ Videregående, EUD, Voksen og Skole, mens Erasmus+ Ungdom har næste ansøgningsfrist 26. april 2018 kl. 12.00 for både mobilitets-, partnerskabs- og politikudviklingsprojekter.
Den 22. marts 2018 kl. 12.00 er der frist for Charter for Higher Education (ECHE)
Om Erasmus+
-
Erasmus+ er EU’s uddannelsesprogram. Programmet trådte i kraft 1. januar 2014 og løber frem til 31. december 2020.
- Erasmus+ giver tilskud til strategiske partnerskaber og mobilitet i de videregående uddannelser og erhvervsrettede grund- og efteruddannelser, i dagtilbud, grundskoler og på ungdomsuddannelser. Derudover giver programmet tilskud til almen voksenuddannelse og folkeoplysning samt til ungdomsaktiviteter og idræt.
- Flere end 130.000 danskere har haft gavn af programmet siden 1987.
Handlinger tilknyttet webside