Gå til indhold

Ingeniører fra DTU får EU-bevillinger til at udvikle nye teknologier

16. maj 2018
Forskere i Danmark henter to EU-bevillinger til at udvikle fremtidens teknologier. Et forskerhold vil udvikle nye materialer, der kan bruges som implantater til menneskekroppen, mens en nanoforsker vil kommercialisere ny teknologi, der gør det muligt at laser-printe optiske komponenter.

Tre forskere fra DTU henter over 23 millioner kroner fra EU’s FET-Open program i Horizon 2020. FET står for Future and Emerging Technologies. Programmet er åbent for nye idéer inden for alle teknologiområder. Fokus er på forskning i banebrydende og visionær teknologi, der kan øge Europas industrielle og teknologiske konkurrenceevne i verden.

Ud af 395 ansøgninger i den seneste ansøgningsrunde til FET er blot 26 ansøgninger imødekommet. To af de 26 bevillinger går til nytænkende forskere i Danmark.

Professor Nini Pryds og professor Vincenzo Esposito, DTU Energi, modtager 22,5 millioner kroner til projektet 'BioWings'. Forskernes fokus er at udvikle nye biokompatible materialer, der kan bruges til intelligente implantater til menneskekroppen.

Professor Anders Kristensen, DTU Nanotech, står i spidsen for projektet ’Delight’. Hans projekt har fokus på at kommercialisere en ny type laser-printing teknologi med ultra-høj opløsning, udviklet på DTU. Projektet modtager 750.000 kroner fra FET-programmet.

Facts om BioWings
Bevillingsmodtagere: Professor Nini Pryds, DTU Energi & professor Vincenzo Esposito, DTU Energi
Projekttitel: BioWings – Bio-compatible electrostrictive smart materials for future generation of medical micro-electro- mechanical systems
Bevilling: ca. 22,5 mio. kr.

Facts om DeLight
Bevillingsmodtager: Professor Anders Kristensen, DTU Nanotech
Projekttitel: DeLight - Digital Resonant Laser Printing for Mass Customization of Flat Optics
Bevilling: ca. 750.000 kr.

Læs mere 

 

Handlinger tilknyttet webside