Nyt teknologiforståelsesprojekt sender danske forskere og ph.d.-studerende til topuniversiteter i USA
Flere danske forskere og ph.d.-studerende skal lære teknologiforståelse på amerikanske topuniversiteter. Derfor har det danske innovationscenter i Silicon Valley i samarbejde med Aarhus Universitet og med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet igangsat et nyt udvekslingsprogram.
Her vil danske ph.d.-studerende og forskere komme på ophold på eksempelvis UC Berkeley, som er langt fremme indenfor teknologiforståelse og computational thinking.
Programmet er en del af Teknologipagten, som regeringen lancerede tirsdag den 24. april med projekter fra omkring 80 virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner. Teknologipagten understøtter, at alle børn, unge og voksne får en bedre forståelse for teknologi, IT og naturvidenskab.
Udvekslingsprogrammet med Aarhus Universitet i spidsen vil styrke danske ph.d.-studerendes uddannelse i teknologiforståelse. Samtidig vil programmet styrke det dansk-amerikanske samarbejde og øge danske forskeres mulighed for at få adgang til international forskningsfinansiering.
Som en del af programmet indgås samarbejdsaftaler med amerikanske topuniversiteter, f.eks. UC Berkeley. Desuden bliver en dansk styregruppe etableret, og den skal stå for at promovere og udvælge danske ph.d.-studerende til programmet. Styregruppen, der består af 5-6 forskere/professorer og er ledet af professor Ole Sejer Iversen ved Aarhus Universitet, har også ansvaret at skabe muligheder for at amerikanske forskere kan komme til Danmark i programmet.
Handlinger tilknyttet webside