Søren Pind samler uddannelses- og forskningsinstitutioner til dannelsesmøde
- Læs programmet for Uddannelses- og Forskningsmødet (pdf)
- Læs mere om Uddannelses- og Forskningsmødet
Hvordan fastholder vi evnen til at fordybe os i en tid med en hastig strøm af informationer? Hvordan skal vi navigere i en tid med fake news og mistillid til autoriteter? Og hvordan kan vi understøtte, at studerende bliver rustet til at se ud over deres faglighed og bringe den i spil i andre sammenhænge?
Disse og mange andre spørgsmål er til debat, når uddannelses- og forskningsminister Søren Pind mødes med repræsentanter fra uddannelses- og forskningsinstitutioner fra hele landet til en snak om, hvad dannelse i det 21. århundrede indebærer for de videregående uddannelser og forskning. Det sker til det årlige Uddannelses- og Forskningsmøde, som i år afholdes den 5.-6. april.
- Tidens store udfordringer kræver, at studerende, udover en dyb faglighed, har etisk forståelse, kritisk sans og kendskab til verden omkring os. Derfor er spørgsmålet om dannelse vigtigt for det samlede uddannelsessystem. Jeg ser frem til en god drøftelse med sektoren om, hvordan en grundlæggende dannelse skal forberede vores studerende til at mestre de komplekse teknologiske udfordringer og muligheder i et samfund med højt tempo og krav om stadig omstilling, siger Søren Pind.
På mødet vil en række forskere holde oplæg om forskellige vinkler på dannelse, blandt andet om klassisk dannelse, digital dannelse og om den tyske dannelsestradition.
Harvard-professor Stephanie Kenen vil være blandt oplægsholderne. Hun vil fortælle, hvilke overvejelser man gør sig i USA om dannelse, og i den forbindelse, hvordan studerende skal sætte deres faglighed ind i en bredere kontekst og forståelsesramme.
Der vil også være eksempler på dannelse i de videregående uddannelser og på forskningsområdet, samt debat om, hvordan der skal arbejdes videre med dannelse i uddannelses- og forskningssektoren.
Følg med på Twitter
Følg Uddannelses- og Forskningsmødet på Twitter via #uofmoede18
Handlinger tilknyttet webside