Danmark indgår ny aftale med en af verdens førende neutronfaciliteter
Danmarks neutronforskningsmiljø skal være velforberedt, når European Spallation Source (ESS) efter planen åbner i 2023. Derfor har Danmark den 15. marts 2019 indgået en ny aftale med ILL i Grenoble. Den nye kontrakt giver danske forskere adgang til en større andel eksperimenttid på faciliteten end i den forrige kontraktperiode.
Adgang til ILL har længe været væsentlig for danske forskere, og vil blive ved med at være det frem til åbningen af ESS. ILL er afgørende for, at Danmark kan få det fulde udbytte af medværtskabet af ESS, da faciliteten i Grenoble giver danske forskere adgang til eksperimenttid. Det har stor betydning for at opbygge et konkurrencedygtigt neutronforskningsmiljø i Danmark, der kan være med til både at opbygge og opretholde forskningsekspertise i Danmark.
Et fortsat dansk medlemskab med ILL ligger i tråd med regeringens forsknings- og innovationspolitiske strategi og den danske ESS-strategi fra 2015. Regeringen afsatte i 2019 12,1 mio. kr. til et fortsat dansk medlemskab af neutronfaciliteten.
Fakta om Institut Laue-Langevin
ILL, som er en af to fælleseuropæiske forskningsfacilitet i Grenoble i Frankrig, benytter ligesom det kommende European Spallation Source (ESS) neutroner til at analysere materialer på atomart niveau. Mens ESS er under opbygning, er ILL fortsat verdens mest kraftfulde reaktorbaserede neutronkilde med cirka 40 instrumenter, som muliggør forskellige typer af neutronspredning. ILL er bredt anerkendt som en af de vigtigste europæiske forskningsfaciliteter på neutronområdet, og er globalt ledende i forhold til at understøtte grundforskningen inden for fysik, kemi, biologi og materialeudvikling.
Handlinger tilknyttet webside