Dansk universitet topper europæisk uddelingsliste
Danmark modtager hvert år nogle af de dygtigste europæiske forskere, der bidrager til at skabe resultater i forskningsverden herhjemme. Det er kun de mest fremragende projekter tilknyttet stærke forskningsmiljøer, der kan modtage forskere med Individual Fellowship-stipendier. Med et Individual Fellowship-stipendie kan dygtige forskere arbejde på et udenlandsk universitet i typisk to år.
Med 50 bevillinger lægger Københavns Universitet sig helt i spidsen blandt europæiske bevillingsmodtagere i denne uddelingsrunde af Individual Fellowships i mobilitetsprogrammet i Horizon 2020. Nummer to på listen er The French National Centre for Scientific Research med 39 bevillinger, mens Cambridge Universitet og Oxford Universitet opnår henholdsvis 34 og 25 bevillinger til international forskermobilitet.
Resultaterne fra den seneste ansøgningsrunde til Individual Fellowships under mobilitetsprogrammet Marie Skłodowska-Curie actions fra 2018 er tilgængelige for Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Tallene er baseret på evalueringerne af knap 10.000 ansøgninger. I forbindelse med kontraktforhandlinger med Europa-Kommissionen kan ansøgninger fra ventelisten inviteres til forhandling eller projekter kan udgå. Derfor er tallene foreløbige.
Om uddelingen i tal
Samlet set har EU bedømt 9.676 ansøgninger, hvoraf 1.351 har modtaget tilsagn. Fra dansk side blev der indsendt i alt 472 ansøgninger fra danske værtsinstitutioner, hvoraf 83 har modtaget tilsagn om bevilling.
De 83 tilsagn giver et samlet dansk hjemtag på 17,6 millioner euro svarende til lidt over 131 millioner kroner. De danske deltagere får således 6,5 % ud af den samlede uddeling på lige knap 273 millioner euro.
De 83 mobilitetsstipendier er primært gået til de danske universiteter. Særligt Københavns Universitet, men også Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet ligger blandt topscorerne. Derudover er der også fordelt fem tilsagn til andre institutioner samt små og mellemstore virksomheder.
I denne uddeling har to danske ansøgninger opnået en topplacering inden for deres faglige felt. Den ene ansøgning får topkarakter med maksimale 100 point.
Læs mere
Kontakt
Handlinger tilknyttet webside