Tre ledige stillinger som underviser i dansk i udlandet
På omkring 70 universiteter verden over foregår der undervisning og forskning i dansk sprog, litteratur og danske samfundsforhold. 27 af universiteterne har ansat danskundervisere gennem den danske lektoratsordning.
Tre af universiteterne har nu ledige tidsbegrænsede stillinger til besættelse i efteråret 2019:
- Kina: Beijing Foreign Studies University (fra den 1. september)
- Serbien: Beograd Universitet (fra den 1. oktober)
- Østrig: Universität Wien (fra den 1. september)
Den enkelte underviser ansættes af universitetet som lektor. Styrelsen for Forskning og Uddannelse formidler ansættelsen via indstillinger fra Lektoratsudvalget.
Ansøgningsfristen til stillingerne er den 23. april 2019. Lektoratsudvalget forventer at afholde samtaler med ansøgerne i København i uge 18 og 19.
Lektoratsordningen under Uddannelses- og Forskningsministeriet har til formål at udbrede kendskabet til dansk i udlandet gennem støtte til danskundervisning ved udenlandske universiteter.
Handlinger tilknyttet webside