Gå til indhold

Danmarks deltagelse i forskningens europamesterskaber

15. juni 2021
Nye resultater for de europæiske landes deltagelse i EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020 er klar. Danmark klarer sig fortsat godt i konkurrencen om midler, og siden programmets start har 3540 deltagere fra danske institutioner og virksomheder kvalificeret sig til at modtage midler.

Hvem løber med sejren i forskningens europamesterskaber? Er det er af de store land som Frankrig eller Tyskland? Eller har et lille land som Danmark en chance?

Ser vi på EU’s forsknings- og innovationsprogram har landets størrelse naturligvis en betydning. De tre lande, der modtager flest midler fra programmet i den nyeste opgørelse, er:

  1. Tyskland (ca. 75 mia. kr.)
  2. Storbritannien (ca. 56 mia. kr.)
  3. Frankrig (ca. 54 mia. kr.)

Ser vi derimod på landenes hjemtag af midler fra programmet målt pr. millioner indbyggere, er det de mindre lande, der er på podiet i tæt konkurrence:

  1. Norge (ca. 2,28 mia. kr.)
  2. Danmark (ca. 2,24 mia. kr.)
  3. Schweiz (ca. 2,22 mia. kr.)

Fortsat aktiv dansk deltagelse i Horizon 2020

Samlet set er Danmark fortsat flot repræsenteret i programmet især inden for excellent forskning, forskermobilitet- og uddannelse samt energiforskning og -innovation. Via deltagelsen i international forskning eller innovation får danske aktører ikke alene midler, men også adgang til ny viden og nye internationale netværk.

Danmark har nu et samlet hjemtag på cirka 1.68 mia. euro, svarende til cirka 12.5 milliarder kroner. Det betyder, at Danmark har hentet 2,6 % af de uddelte midler fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020.

Næstsidste hjemtagsopgørelse i Horizon 2020

De sidste ansøgninger til Horizon 2020 er under evaluering, og denne hjemtagsopgørelse er formentlig den næstsidste for indeværende program. Horizon 2020 udløber nemlig meget snart og erstattes af det nye rammeprogram – Horizon Europe. 

Se flere tal om Danmarks deltagelse i Horizon 2020

Danmarks deltagelse i det europæiske forsknings- og innovationsprogram kan betragtes ud fra mange forskellige parametre. Det gælder f.eks. Danmarks deltagelse fordelt på de forskellige delprogrammer, Danmarks deltagelse sammenlignet med vores nordiske nabolande og Danmarks deltagelse i et regionalt perspektiv.

Læs mere

Kontakt

Peter Johansen Qvist
Fuldmægtig
Tlf.: 72318592
Email: pjq@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside