Normal hverdag på de videregående uddannelser fra 14. juni
Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om en plan, der beskriver, hvordan corona-restriktionerne i de kommende måneder bliver udfaset.
Det er gode nyheder for de videregående uddannelser, der kan vende tilbage til en normal hverdag igen fra den 14. juni. Her bliver restriktionerne ophævet og sat ned til et ”basisniveau”.
Det betyder bl.a., at per 14. juni:
- ophæves kravet om at bære mundbind eller visir på de videregående uddannelser.
- ophæves anbefalingen om at holde 1-2 meters afstand på uddannelsesinstitutionerne.
Det indbefatter derudover, at per 1. august:
- ophæves krav om, at studerende skal fremvise et negativt testresultat ved fremmøde på de videregående uddannelser.
- ophæves krav om, at de videregående uddannelsesinstitutioner har egen testkapacitet.
Basisniveauet omfatter alene, at en række forhold vedrørende rengøring mv. bliver opretholdt. Samtidig opretholdes de generelle råd om smitteforebyggelse med fokus på test og isolation ved symptomer, udluftning og god hygiejne.
Af hensyn til bl.a. den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen mv. kan det forventes, at en række af lempelserne først vil blive implementeret per 1. august 2021 på uddannelsesinstitutionerne.
Fysisk fremmøde for ansatte følger retningslinjerne for offentligt ansatte, hvilket betyder 50 pct. fremmøde per 14. juni og 100 pct. fremmøde pr. 1. august.
Med planen for udfasning kan de videregående uddannelsesinstitutioner dog således afholde sommerkurser under normale forhold og planlægge efter, at semesterstart efter sommerferien ligeledes vil ske under normale forhold.
Hvis epidemien igen udvikler sig i en bekymrende retning, kan det blive nødvendigt at genindføre en eller flere restriktioner.
For yderligere oplysninger:
De videregående uddannelsesinstitutioners spørgsmål vedrørende COVID-19 kan rettes til: info-covid-19@ufm.dk.
Pressehenvendelser kan rettes til pressekonsulent Kasper Emil Tofthøj Jakobsen, tlf. 7231 8127, e-mail katj@ufm.dk
Studerende får yderligere information fra deres uddannelsesinstitution og skal henvende sig til denne, såfremt der er spørgsmål.
Handlinger tilknyttet webside