Gå til indhold

Over 33 millioner euro kan nu søges til international mobilitet og uddannelsessamarbejde

26. marts 2021
Det nye program for Erasmus+ 2021-2027 er lanceret. Med programmet følger 33,9 millioner euro i 2021, som danske institutioner og organisationer kan ansøge om til internationalt uddannelsessamarbejde.



Grafik: Europa-Kommissionen. Nøgletal for Erasmus+ 2021-2027.

Europa-Kommissionen har lanceret den nye programperiode for Erasmus + 2021-2027, som er EU’s program for uddannelse, ungdomsområdet og idræt.

Med et samlet budget på 26,2 mia. euro for perioden 2021-2027 (mod 14,7 mia. euro i perioden 2014-2020) vil det nye program finansiere international mobilitet og tværnationale samarbejdsprojekter for omkring 10 millioner europæere, og det bliver gjort med en ambition om at skabe et mere inkluderende, mere digitalt og et grønnere Europa.

Lanceringen af det nye program har netop banet vejen for de første indkaldelser af ansøgninger under det nye Erasmus +. Alene i 2021 er der i dansk sammenhæng afsat 33,9 millioner euro til institutioner og organisationer, der ønsker at søge midler til internationalt uddannelsessamarbejde.

Hvem kan søge?

Alle offentlige eller private organisationer og institutioner, der er aktive inden for uddannelse, ungdomsområdet og idræt vil kunne ansøge om finansiering ved hjælp af Erasmus+. Enkeltpersoner kan ikke ansøge direkte om tilskud.

Der vil løbende komme opslag på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside om indkaldelse af ansøgninger til de enkelte aktiviteter – både de der kan søges via Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, og de som søges direkte hos Europa-Kommissionen.

  • Gå til oversigt på UFM.dk over muligheder og frister for at ansøge om tilskud via Erasmus+ [inaktivt link]

Bemærk, at der er varierende ansøgningsfrister for de enkelte aktiviteter. Ansøgningsprocessen foregår gennem et online-ansøgningssystem. De første ansøgningsskemaer forventes at blive offentliggjort 30. marts.

Hvilke muligheder giver Erasmus+?

Det nye Erasmus+-program giver blandt andet mulighed for studieperioder i udlandet, praktik- og skoleophold samt efteruddannelse af personale inden for hele uddannelses- og ungdomsområdet. Det er åbent for f.eks. skoleelever, studerende fra videregående uddannelser og erhvervsuddannelser, voksne kursister, ungdomsudvekslinger og ungdomsarbejdere.

Ud over mobilitet, der udgør 70% af budgettet, investerer det nye Erasmus + også i tværnationale samarbejdsprojekter. Det kan f.eks. være mellem videregående uddannelsesinstitutioner, skoler, voksenuddannelsescentre, ungdoms- og idrætsorganisationer, udbydere af erhvervsuddannelse og andre aktører på området for læring og uddannelse.

Vil du vide mere?

Hold dig opdateret
 

Handlinger tilknyttet webside

Afsendere