Gå til indhold

Dansk biokemiker udnævnt til vicepræsident for Det Europæiske Forskningsråd

04. november 2022
Professor Jesper Svejstrup, Københavns Universitet, er udpeget til vicepræsident for Det Europæiske Forskningsråd, ERC. Med udnævnelsen får Jesper Svejstrup en helt central rolle i Det Europæiske Forskningsråds støtte til excellent forskning inden for life science.

Professor Jesper Qualmann Svejstrup er biokemiker og molekylærbiolog med speciale i forskning i gentranskription og dets grænseflade med andre DNA-associerede processer. Han har en ph.d.-grad fra Aarhus Universitet, og har siden arbejdet en årrække i udlandet, først på Stanford University og senest Francis Crick Institute i London, før han i 2020 fik ansættelse på Københavns Universitet. Han har gennem sin karriere opnået adskille hædersbetegnelser, bl.a. er han medlem af European Molecular Biology Organisation og Fellow ved Royal Society og Academy of Medical Sciences (UK) samt medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab. Han er æresprofessor ved University College London og ved Aarhus Universitet. Desuden har han igennem sit forskningsarbejde modtaget to ERC Advanced Grants.

Om hvervet som vicepræsident

Professor Jesper Svejstrup skal fra årsskiftet beklæde hvervet som vicepræsident inden for området life science.

Jesper Svejstrup bliver en af de tre vicepræsidenter i ERC. De to andre vicepræsidenter dækker de faglige områder inden for fysiske videnskaber og ingeniørvidenskaber samt samfundsvidenskab og humaniora. Som vicepræsident skal Jesper Svejstrup være med til at realisere ERC’s strategi om at støtte banebrydende forskning i den absolutte verdensklasse og sikre implementering af rådets arbejdsprogrammer.

Om Det Europæiske Forskningsråd

ERC støtter banebrydende forskningsprojekter af videnskabelig topkvalitet inden for alle fagområder. Talentfulde forskere fra hele verden kan opnå støtte til at gennemføre excellent forskning af allerhøjeste videnskabelige kvalitet i Europa.

ERC har fire hovedtyper af bevillinger: Starting Grant, Consolidator Grant og Advanced Grant, der støtter excellente forskere på forskellige karrieretrin, fra en ph.d.-alder på to år frem til professor. Dertil kommer ERC Synergy Grant, der støtter excellente forskergrupper på to-fire forskere.

ERC’s budget udgør cirka 16 milliarder euro, det svarer til 17% af budgettet for EU's forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe.

Læs mere

 

Kontakt

Anne Overgaard Jørgensen
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 84 51
Email: aoj@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside