Europæisk guld til Danmark i innovation
European Innovation Scoreboard (EIS) er en årlig sammenligning af en række landes forsknings- og innovationsperformance, og rapporten for 2023 er netop udgivet. I rapporten måler Europa-Kommissionen landene på 32 forskellige indikatorer bl.a. rammebetingelser i form af en højtuddannet befolkning, attraktive forskningssystemer og investeringer i forskning, digitalisering, adgang til venturekapital og innovationsaktiviteter.
Topplacering til Danmark
I år vurderes Danmark samlet set til at være det stærkeste EU-medlemsland ift. innovationsperformance. Danmark opnår førstepladsen i den bedste gruppe af lande – Innovation Leaders – og overgår lande som Belgien, Holland, Finland og Sverige, som i en årrække var bedst i innovation.
"En topplacering på den europæiske pointtavle er en cadeau til alle, der arbejder med innovation og forskning i Danmark – det gælder både forskere, iværksættere og alle dem, der dagligt arbejder for at sikre de bedst mulige rammebetingelser. Det er bl.a. glædeligt, at vi kan se en positiv udvikling i forskningssamarbejdet mellem private og offentlige aktører," siger direktør Mikkel Leihardt, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Figur: Performancemåling af EU-landenes innovationssystemer
Kilde: Rapporten 'European Innovation Scoreboard 2023', side 7
Den danske førsteplads i innovation beror blandt andet på følgende styrker:
- Livslang læring for danskere i alderen 25-64 år
- Internationale videnskabelige sampublikationer
- Udenlandske ph.d.-studerende
- Forskningssamarbejde mellem den private og offentlige sektor
- Udvikling af miljørelaterede teknologier.
Også guld til Schweiz og Sydkorea
Blandt landene i hele Europa løber Schweiz med guldet i innovation, og på verdensplan er Sydkorea fortsat det mest innovative land i verden. Canada og USA overgår også EU-landene i performance og den nye opgørelse viser, at forskellen i innovationsperformance mellem EU-landene og Sydkorea, Canada og USA er steget siden 2022. Kinas præstationsniveau er næsten på niveau med EU's, og med fortsat vækst i Kina forventes landet at overhale EU i 2024.
Innovation i en forandret geopolitisk situation
I rapporten diskuteres konsekvenserne af en forandret geopolitisk situation for EU's forsknings- og innovationsperformance. Det gælder Ruslands invasion af Ukraine, energikrise, høj inflation og eftervirkningerne af Covid-19-pandemien. De faktorer har sat sine spor i den nye opgørelse, men den viser alligevel, at innovationsevnen i Europa er steget med ca. 8,5 % mellem 2016 og 2023.
Vejen til en lysere fremtid
I rapportens forord opfordrer Margrethe Vestager, Europa-Kommissionens konkurrencekommissær, til en fortsat fælles indsats for at opbygge en videnbaseret og innovationsdrevet økonomi og samfund. Med innovation i højsædet mener hun, at EU-landene kan bane vejen for en lysere fremtid, og med guld i innovation viser hendes hjemland vejen.
Læs mere
Kontakt
Handlinger tilknyttet webside