Gå til indhold

Styrket forskningssamarbejde mellem Danmark og Japan

25. oktober 2023
Uddannelses- og Forskningsstyrelsens direktør Mikkel Leihardt er i disse dage i Japan i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens besøg i landet. Formålet er at styrke det bilaterale dansk-japanske samarbejde.

Sammen med sin japanske kollega fra MEXT, det japanske ministerium for uddannelse, kultur, sport, forskning og teknologi, har direktør Mikkel Leihardt underskrevet et samarbejdspapir, der skal bidrage til at styrke samarbejdet mellem Danmark og Japan på forskningsområdet.

Et af de områder, som bliver styrket fremadrettet, er samarbejdet mellem Danmark og Japan om kvanteforskning.

- Japan er en vigtig samarbejdspartner for Danmark. Landet har stærke forskningsinstitutioner og virksomheder inden for en række spirende og kritiske teknologiområder. Japan er f.eks. langt fremme, når det kommer til kvanteteknologi. Med det nye samarbejdspapir bidrager Uddannelses- og Forskningsministeriet til et styrket samarbejde mellem Danmark og Japan inden for forskning, teknologiudvikling og uddannelse,” siger Mikkel Leihardt, direktør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Udover samarbejdet om kvanteteknologi er Danmark og Japan også enige om at udvide og konkretisere forskningssamarbejdet inden for digitale teknologier, sundhed, klimaforandringer, grøn energi, fødevarer, landbrug og miljø.

Det nye samarbejdspapir bygger videre på eksisterende samarbejdspapir fra 2018 og med de nye underskrivelser er samarbejdet forlænget i fem år. Papiret fungerer som en åben ramme for samarbejde om forskning, teknologi og innovation mellem de to myndigheder, der er ansvarlig for forskning og teknologiudvikling i Danmark og Japan.

Danske forskeres og virksomheders forsknings- og innovationssamarbejde med Japan understøttes i dag af bl.a. af Uddannelses- og Forskningsministeriet gennem ministeriets ’Global Innovation Network Programme’, hvor Japan er et blandt 12 prioriterede lande uden for EU.

Fakta om Japan og kvanteforskning

  • Kvanteområdet er i hastig udvikling og anses som en fremtidig toneangivende teknologi, der rummer store samfundsmæssige, kommercielle og forsvarsmæssige potentialer, men også markante sikkerhedspolitiske udfordringer.Intet land forventes alene at kunne forløse kvanteteknologiens potentialer. Internationale partnerskaber spiller derfor en afgørende rolle i at udvikle kvanteteknologi som en styrkeposition i Danmark.
  • Danmark oplever en markant efterspørgsel for styrket kvantesamarbejde fra en række lande, herunder også Japan.
  • Japan anses som en central samarbejdspartner for Danmark grundet deres stærke forskningsmiljøer og store virksomheder, der vil kunne være med til at drive anvendelse og kommercialisering af kvanteteknologi. Danmark er ligeledes interessant for japanske kvanteforskere og virksomheder.

Fakta om Japan på forskningsområdet

  • Japan er verdens 3. største økonomi og 3. største investor i forskning og teknologiudvikling i verden efter USA og Kina.
  • Japan har et meget højt antal forskere pr. mio. indbyggere. Japan har fire af verdens 100 bedste universiteter.
  • Japan har desuden en række meget fremtrædende globale virksomheder og er godt placeret på en række globale innovations- og entreprenørskabsindekser.

Kontakt

Sune Kaur-Pedersen
Chefkonsulent
Tlf.: 72318240
Email: spe@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside