DFIRbrief 55: Det nye klyngeprogram: 2025-2028
I anledning af DEB's genudpegning af 11 klyngeorganisationer med en samlet pulje på 662 mio. kr. for perioden 2025-2028 har DFIR inviteret til debat om viden- og erhvervsklyngernes rolle, udfordringer og muligheder i det danske innovationsfremmesystem. Der var ved debatarrangementet bred enighed om, at de danske klyngeorganisationer især skal danne rammen for netværk på tværs af SMV’er, store virksomheder, finansieringskilder og videninstitutioner. Der er derfor behov for kontinuerlig og gensidig dialog på tværs af aktørerne i innovationsfremmesystemet for at styrke kendskabet aktørerne imellem og understøtte et gnidningsfrit samarbejde med afsæt i stærke personlige relationer.
SMV’er udgør 99 pct. af de private virksomheder og står for to tredjedele af den samlede omsætning i Danmark. De spiller en betydelig rolle for dansk erhvervslivs vækst, produktivitetsudvikling og konkurrenceevne. Imidlertid er SMV’ernes andel af danske private forsknings- og udviklingsinvesteringer vigende. Det begrænser Danmarks fremtidige konkurrencekraft, da FoU-aktive SMV’er ofte er mere risikovillige og oftere indgår i disruptiv forskning og innovation end større og mere etablerede FoU-aktive virksomheder.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i foråret 2025 tildelt i alt 662 mio. kr. til 11 klyngeorganisationer. Midlerne skal fremme og accelerere SMV’ers egen innovation og samarbejde om innovation. Det nye program indeholder en række ændringer i forhold til tidligere klyngeprogrammer, herunder fokus på klyngernes evne til at tiltrække privat finansiering, fokus på dybere samarbejde frem for brede netværksaktiviteter, færre klynger med fravalg af de spirende klyngeorganisationer samt en administration og finansiering samlet hos Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
I briefet fremhæver DFIR udvalgte observationer, herunder at der generelt er behov for at styrke samarbejdet med videninstitutionerne, der er afgørende for klyngeinstrumentets værditilbud og understøtte en kontinuerlig og gensidig dialog for at styrke kendskabet aktørerne imellem og understøtte et gnidningsfrit samarbejde med afsæt i stærke personlige relationer.
Handlinger tilknyttet webside