Indkaldelse af forslag til fem menige bestyrelsesmedlemmer til Danmarks Frie Forskningsfond pr. 1. januar 2026
Der vil ved udgangen af året være fem ledige pladser i Danmarks Frie Forsknings-fonds bestyrelse. Selvstændig konsulent Ole Kirk og professor Mette Marie Rosenkilde udtræder efter seks år i bestyrelsen, mens professor Jørgen Frøkiær, professor Nanna Mik-Meyer og professor Lasse Aistrup Rosendahl har mulighed for genudpegning for to år mere.
Danmarks Frie Forskningsfond
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har en fondsfunktion og en rådgivnings-funktion. Fonden har til opgave at styrke kvaliteten af dansk forskning ved at yde tilskud til konkrete forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne initiativer og har derudover mulighed for at udmønte midler til tematisk forskning. Fondens rådgivning sker efter anmodning eller på eget initiativ. Derudover skal fonden bidrage til at styrke formidlingen og anvendelsen af forskningsresultater.
Danmarks Frie Forskningsfond består af en bestyrelse, fem faglige forskningsråd og et varierende antal tematiske ad hoc-udvalg. De fem faglige forskningsråd er:
- DFF | Kultur og Kommunikation
- DFF | Natur og Univers
- DFF | Samfund og Erhverv
- DFF | Sundhed og Sygdom
- DFF | Teknologi og Produktion
Ved udmøntning af midler til tematisk forskning, dvs. forskning inden for et specifikt tema, som er politisk prioriteret og tildelt særskilt bevilling på finansloven, kan bestyrelsen nedsætte ad hoc-udvalg. I 2025 vil DFF udmønte bevillinger inden for følgende politisk aftalte områder: Grøn forskning, Arktisk forskning – Klima-forandringer og bæredygtige arktiske samfund, En strategisk forskningsindsats for udvikling af kvanteteknologi, Kunstig intelligens, Forskning i stofbrug, opioider og rusmidler, Psykiatriforskning, Ældreforskning Forskning i udsathed samt mistrivsel, Læring og trivsel i grundskolen og på erhvervsuddannelser og Forskning i anti-semitisme.
Bestyrelsen
Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse består af forperson, næstforperson og syv medlemmer. Medlemmerne udpeges for en periode på indtil fire år. Gen-udpegning er mulig, indtil et medlem har været udpeget i samlet seks år.
Bestyrelsen skal sikre, at bevillinger til forskningsformål tildeles efter retningslinjer, der er bindende for alle faglige forskningsråd, herunder at den faglige bedømmelse af ansøgninger varetages under relevant inddragelse af eksterne bedømmere. Hertil har bestyrelsen ansvaret for, at rådets virksomhed udøves i koordination med det øvrige forskningsrådssystem. Bestyrelsen er den øverste ansvarlige for Danmarks Frie Forskningsfonds rådgivningsfunktion.
Bestyrelsen fastlægger fondens strategi for en treårig periode. Fonden kan indgå i internationale samarbejder. Bestyrelsen fastlægger rammer og retning for fondens internationale engagement.
Bestyrelsesmøderne foregår sædvanligvis på dansk.
Bestyrelsen holder årligt syv ordinære bestyrelsesmøder og et strategiseminar. Derudover medvirker bestyrelsesmedlemmerne i andre af fondens arrangementer og i aktiviteter på vegne af fonden.
Bestyrelsesmøderne foregår primært i Odense, hvor sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond er lokaliseret.
De faglige forskningsråd
Hvert faglige forskningsråd består af 12-18 medlemmer. Medlemmerne udpeges for en periode på indtil fire år. Genudpegning er mulig, indtil et medlem har været udpeget i samlet seks år.
Rådene afholder ordinære møder i Danmark fire gange om året og har derudover løbende skriftlig procedure for rådgivningssager, hvor det er nødvendigt. Hvert råd behandler årligt i gennemsnit 300-500 ansøgninger.
Tematiske ad hoc-udvalg
De tematiske ad hoc-udvalg har mellem 9 og 20 medlemmer, som beskikkes for en begrænset periode.
Krav til kandidater
Alle medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse, faglige forskningsråd og ad hoc-udvalg skal være anerkendte forskere, dvs. personer der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.
Samtlige medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) udpeges i deres personlige egenskab, og der lægges vægt på en bred erfaring inden for både dansk og international forskning gerne med erfaring fra erhvervslivet.
Bestyrelsesmedlemmerne, herunder forpersonen, kan ikke samtidig sidde i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond, bestyrelsen for Danmarks Innovationsfond, udvalg under Danmarks Frie Forskningsfond eller udvalg under Danmarks Innovationsfond med bevillingskompetence.
Ligestilling
Uddannelses- og forskningsministerens udpegning af medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse er omfattet af bestemmelserne om offentlige udvalg, kommissioner og lignende i lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen anmoder om, at der indsendes forslag af både kvinder og mænd til bestyrelsen.
Indsendelse af forslag
Forslag sendes elektronisk sammen med kandidatens CV og publikationsliste (i én pdf-fil navngivet med kandidatens fulde navn; se nedenfor), en samtykkeerklæring fra kandidaten om behandling af personoplysninger (en pdf-fil navngivet med kandidatens fulde navn; se nedenfor) og en motivation for kandidaten (en pdf-fil navngivet med kandidatens fulde navn; se nedenfor).
Derudover skal følgende informationer være klar, inden forslag kan sendes ind elektronisk: Kandidatens fulde navn, som det fremgår af CV’et (korrekt angivet med æ, ø og å), fødselsår, universitetsgrad, e-mailadresse, stilling, titulering (spørg kandidaten, hvordan vedkommende vil tituleres), ansættelsessted og fagområde.
Alle kandidater skal være adspurgt, inden forslag indsendes.
CV og publikationsliste
CV og publikationsliste skal være på dansk eller engelsk.
CV’et (max to sider) skal indeholde den foreslåede persons nøjagtige institutions-adresse eller -adresser, hvis ansat mere end ét sted (på dansk for danske institutioner evt. i parentes efter det engelske navn i et engelsksproget CV) og oplysninger om uddannelse, beskæftigelse, hædersbevisninger, akademiske resultater, forskningsmæssige nøgleområder, projektledelse og vejledning. CV’et må ikke indeholde fortrolige oplysninger (f.eks. CPR-nummer), og orlovsperioder undtaget barsels- og adoptionsorlov angives uden yderligere specificering.
Publikationslisten skal indeholde udførlige referencer til publikationer fra de seneste fem år og gerne opdelt på peer-reviewed og øvrige videnskabelige indlæg samt angivelse af det fulde antal publikationer.
Pdf-filen med CV og publikationsliste navngives med kandidatens fulde navn, XXX, således at navnet bliver ’CV-XXX’.pdf’.
Samtykkeerklæring fra kandidaten om behandling af personoplysninger
Formularen Samtykkeerklæring for kandidater foreslået til Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse og faglige forskningsråd (Filnavn: DFF-Samtykke til brug af kandidatens personoplysninger) underskrives af kandidaten, dateres og skannes. Pdf-filen navngives med kandidatens fulde navn, XXX, således at navnet bliver ’Samtykke-XXX’.pdf’.
Det fremgår af samtykkeerklæringen, hvad der skrives under på.
Kandidater uden samtykkeerklæring til behandling af kandidatens personoplysninger vil ikke komme i betragtning.
Motivering for kandidaten
Der skal sendes en motivering med til forslaget til en kandidat. Pdf-filen med motiveringen navngives ’M-XXX.pdf’
Forslagene skal være Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i hænde senest tirsdag 20. maj 2025 kl. 16.00.
Videre proces
De indkomne forslag som bestyrelsesmedlem bliver forelagt uddannelses- og forskningsministeren, som udpeger bestyrelsesmedlemmer til fonden. Når ministeren har foretaget udpegning, får de udpegede besked om det fra ministeriet. Herefter vil de udpegede blive kontaktet af sekretariat for Danmarks Frie Forskningsfond med henblik på indtrædelse i fonden. Det første bestyrelsesmøde i 2026 forventes at blive afholdt primo februar.
Behandling af personoplysninger
Yderligere oplysninger
Evt. spørgsmål vedr. ovenstående kan rettes til fuldmægtig Vibeke Kalsbeek (+45 7231 8335, vka@ufm.dk).
Generelle spørgsmål vedr. Danmarks Frie Forskningsfond kan rettes til kontorchef Jesper Risom (+45 7231 9122, DFF_forvaltning@ufm.dk)
Handlinger tilknyttet webside