Gå til indhold

Ny vicedirektør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for data, jura og økonomistyring

06. marts 2025
Ane Sofie Hansen er 1. marts tiltrådt stillingen som vicedirektør i styrelsen med ansvar for data, jura og økonomistyring. Hun kommer fra en stilling som stabschef i Fødevareministeriets departement.

Ane Sofie Hansen, ny vicedirektør i UFS

Ane Sofie Hansen får blandt andet ansvar for styrelsens økonomistyring og administration og for eksternt rettede opgaver i form af udbetaling af tilskud til de videregående uddannelsesinstitutioner, klagesager og personalejura i forhold til de selvejende institutioner samt indsamling og udstilling af statistik i ministeriets datavarehus og samarbejdet med Danmarks Statistik.

Ane Sofie har bred erfaring fra staten med opgaver inden for økonomistyring og ledelse fra blandt andet Skatteministeriet, Rigspolitiet og senest Fødevareministeriet.

Hun ser frem til at udfylde sin nye rolle:

- Jeg glæder mig til at lære uddannelses- og forskningsområdet at kende, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med engagerede kollegaer i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Styrelsen skal i de kommende år sikre implementeringen af store reformer af de videregående uddannelser og samtidig levere en sikker og effektiv drift. Det ser jeg meget frem til at være med til sammen med kollegaer fra hele ministerområdet og aktører fra sektoren.

Direktør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen Mikkel Leihardt ser ligeledes frem til samarbejdet:

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Ane Sofie, som får en central rolle i at optimere vores opgaver vedrørende tilsyn, tilskud og tværgående dataanvendelse. Derudover står vi overfor at justere den tværgående prioritering af økonomi, opgaver og ressourcer i styrelsen – også her bliver Ane Sofies erfaring og viden en afgørende faktor.

Ane Sofie er 42 år, uddannet cand.scient.pol. på Københavns Universitet og bor på Frederiksberg med sin mand og deres to børn.

Kontakt

Trine Søndergaard
Områdeleder
Tlf.: 72318009
Email: tri@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen