BAGGRUND:
I en tale d. 22/10 2012 under en offentlig høring i forbindelse med placeringen af et slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald i Danmark udtalte den daværende sundhedsminister, Astrid Krag, at enhver generation bør rydde op efter sig selv, og – idet hun refererede til deponeringen af det radioaktive affald – at ”det er forkert at efterlade den arv til vores børn. Ved at deponere (affaldet) rigtigt nu, kan man i princippet glemme alt om det, og det vil ikke kunne skade mennesker eller miljø i den periode, det tager, indtil det er helt uskadeligt”.
Hermed anlægger sundhedsministeren et såkaldt fremtidsetisk perspektiv på atomaffaldsproblematikken, hvorved der tænkes på transaktionerne og forholdet mellem successive generationer. Denne form for fagetik tager sigte på at besvare spørgsmål som f.eks., om der består pligter overfor fremtidige generationer, hvordan et sådant ansvar skal begrundes, hvor vidt forpligtelserne strækker sig, og hvori de består. Konkret tager ministeren udgangspunkt i en anerkendt intergenerationel egalitaristisk standard, der tilsiger, at kommende generationer ikke bør stilles ringere end de nuværende, og som igen forudsætter et universelt lighedsprincip, der retfærdiggør lige rettigheder for alle aktuelt levende personer. Hvis en sådan begrundelse er mulig for de nuværende generationer, indbefatter den også fremtidige, eftersom de konstituerende egenskaber for en sådan udvidelse ikke behøver at ændres.
Såfremt Folketinget vælger at mellemlagre det radioaktive affald f.eks. i de næste hundrede år, er der imidlertid en risiko for, at det økonomiske ansvar for slutdeponeringen væltes over på kommende generationer. Deponeringen af det radioaktive affald skal under alle omstændigheder finansieres af skatteyderne, men spørgsmålet er, om finansieringen skal foretages af nutidens eller fremtidens skatteydere. En måde at undgå, at fremtidige skatteydere hæfter for denne økonomiske byrde, kunne være at oprette en fond eller en anden selvstændig juridisk entitet, hvortil der overføres så mange økonomiske ressourcer, øremærket til opførelsen og evt. driften af slutdepotet for det lav- og mellemradioaktive affald, at finansieringen af slutdepotet er på plads på det tidspunkt, hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle være i drift.
Link til Astrid Krags tale: Astrid-Krag-tale-22102012. For nærmere om ansvaret for fremtidige generationer i forbindelse med atomaffaldsproblematikken og de dermed forbundne miljø-, risiko-, fremtids- og risikoetiske overvejelser, se: Etikrapport: Atomaffaldsdeponering i etisk perspektiv, NOAH’s Forlag 2014: http://noah.dk/atomaffald-og-etik/
SPØRGSMÅL:
Mener ekspertpanelet, at den opfattelse af nuværende generationers ansvar for deponeringen af det radioaktive affald, som Astrid Krag giver udtryk for, er den etiske korrekte og dermed bør være retningsgivende for den måde, hvorpå affaldet skal håndteres?
Og såfremt Folketinget vælger at opføre et mellemlager, hvor det radioaktive affald skal opbevares i f.eks. hundrede år, bør det ansvar, som hun beskriver, udmøntes på en sådan måde, at det økonomiske ansvar for deponeringen ikke væltes over på kommende generationer, f.eks. gennem oprettelse af en fond eller en anden separat juridisk entitet, hvortil der overføres så mange økonomiske ressourcer, øremærket til opførelsen og evt. driften af slutdepotet for det lav- og mellemradioaktive affald, at finansieringen af slutdepotet er på plads på det tidspunkt, hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle være i drift, nemlig i 2022-2023?
Svar fra ekspertpanelet v/ Hanne Andersen:
Der spørges om, hvorvidt det bør være retningsgivende for håndteringen af lav- og mellemradioaktivt affald i Danmark, at nuværende generationer bærer ansvaret for deponeringen, og som konsekvens heraf hvorvidt en beslutning om en temporær løsning derfor bør ledsages af sikring af økonomiske ressourcer til dækning af senere generationers omkostninger ved etablering af et slutlage. Dette er et fremtidsetisk spørgsmål om, hvorledes de risici, der hidrører fra håndtering og opbevaring af affaldet, bør fordeles mellem nuværende og kommende generationer.
Hvis man anlægger det synspunkt, at det vigtigste er at minimere de samlede risici summeret over alle generationer, kunne en løsning, der ganske vist påførte en enkelt generation store risici, men samtidig drastisk reducerede risici for alle andre generationer, være at foretrække. Det er imidlertid et udbredt synspunkt, at alle generationer bør have lige rettigheder, og at respekten for disse rettigheder må gå forud for en afvejning af konsekvenser. Ud fra dette synspunkt vil en løsning, der lader få generationer bære langt større risici end alle andre generationer, ikke være acceptabel, uanset at den måtte indebære de laveste samlede risici. Det i spørgsmålet refererede udsagn om, at enhver generation bør rydde op efter sig selv, tillægger dog den generation, der har frembragt det radioaktive affald, en særlig forpligtelse for at reducere risici for efterfølgende generationer. Såfremt den nuværende generation har frembragt det radioaktive affald vil det altså sige, at den nuværende generation har en særlig forpligtelse for at lagre dette på en måde, som medfører de mindst mulige risici for efterfølgende generationer.
I den refererede form er det imidlertid ikke enkelt at anvende dette princip i det foreliggende tilfælde, idet beslutningen om etablering af de forsøgsreaktorer, der har frembragt det radioaktive affald, blev taget i 1950erne, dvs. af hvad der må kunne betragtes som en tidligere generation, og produktionen af affaldet efterfølgende har foregået over mere end et halvt århundrede, dvs. over hvad der må kunne betragtes som flere generationer. Det er således uklart, hvorledes en generations særlige ansvar for at tage vare på det affald, den har frembragt, er fordelt mellem nutidige og tidligere generationer.
Endvidere er det uklart, om det også ligger i dette synspunkt, at en foregående generations eventuelle forsømmelighed i forhold til at minimere risici for efterfølgende generationer pålægger de umiddelbart efterfølgende generationer en særlig forpligtelse til at afhjælpe denne forsømmelighed. Kun såfremt man lægger den position til grund, at en generations særlige ansvar videreføres til de direkte efterfølgende generationer, såfremt ansvaret ikke allerede er blevet løftet, kan man, givet de tidslige forhold, fuldt ud tilskrive den nuværende generation et særligt ansvar for affaldshåndteringen.
En alternativ formulering af en generations særlige ansvar over for efterfølgende generationer kan imidlertid være, at en generation i forhold til en given situation, uanset om denne er frembragt af generationen selv eller af tidligere generationer, altid bør handle således, at denne handling ikke stiller efterfølgende generationer ringere. Denne formulering lægger op til, at uanset hvem der har frembragt affaldet, så er det den nuværende generations forpligtelse at handle således, at efterfølgende generationer ikke stilles ringere. I det fremsendte spørgsmål formuleres en generations særlige ansvar i den form, at kommende generationer ikke bør stilles ringere end de nuværende. Det bør her bemærkes, at denne formulering af en generations særlige ansvar ikke nødvendigvis på enkel vis kan finde anvendelse på alle områder, f.eks. i forhold til fænomener, hvor alle tænkelige scenarier i en fremskrivning er til det værre.
Andre formuleringer af det særlige ansvar kan være, at de risici, der gennem den nuværende generations handlinger påføres kommende generationer, ikke bør være større end de risici, som nutidige generationer ville acceptere, hvis de var i de kommende generationers sted, eller at den nuværende generation ud af de tilgængelige handlingsalternativer bør vælge det, der stiller kommende generationer bedst muligt. Medtænkes også en afvejning af de økonomiske omkostninger ved forskellige handlingsalternativer må disse formuleringer udvides, f.eks. således at de risici og omkostninger, der gennem den nuværende generations handlinger påføres kommende generationer, ikke bør være større end de risici og omkostninger, som nutidige generationer ville acceptere, hvis de var i de kommende generationers sted.
Forskellige formuleringer af en generations særlige ansvar over for kommende generationer vil ikke nødvendigvis udpege samme handling som den foretrukne. Et princip om, at kommende generationer ikke bør stilles ringere end de nuværende, kan f.eks. rumme plads til, at den økonomiske byrde ved etablering og drift ikke bæres alene af den nuværende generation, men kan fordeles over efterfølgende generationer også, forudsat at efterfølgende generationers byrde ikke overstiger den nuværende generations. Et princip om, at kommende generationer bør stilles bedst muligt, kan derimod pege på, at den nuværende generation bør løfte den økonomiske byrde alene, også selv om denne måtte være meget stor. De ovenfor beskrevne forskellige positioner giver således anledning til forskellige handlingsanvisninger. Heraf er det ikke muligt at fremhæve en af positionerne som den korrekte.