EliteForsk 2018: Prestigefulde forskerpriser i nye rammer
EliteForsk-priserne uddeles hvert år til nogle af Danmarks dygtigste forskere. Formålet med priserne er at hædre forskerne for deres vigtige arbejde og bidrag til at gøre Danmark til et af verdens førende og mest konkurrencedygtige videnssamfund.
Tidligere er priserne blevet uddelt ved et arrangement i Glyptoteket. Den festlige stemning flytter med til de nye rammer i Operaen, hvor EliteForsk-priserne traditionen tro overrækkes af uddannelses- og forskningsministeren og en repræsentant fra kongehuset.
Ved EliteForsk-prisuddelingen vil årets prismodtagere ikke blot være hædersgæster. Forskernes inviteres på scenen, og deres enestående forskningsindsats vil være omdrejningspunktet for dagens program. Ligesom tidligere år, hædres modtagerne af årets EliteForsk-rejsestipendium ligeledes ved arrangementet.
EliteForsk-prisuddelingen afholdes torsdag den 1. marts 2018 kl. 14.00-16.00 i foyeren i Operaen, København med efterfølgende reception. Arrangementet er forbeholdt inviterede gæster.
Siden 2007 har i alt 55 fremragende forskere i international særklasse modtaget en EliteForsk-pris på 1.200.000 kroner. Prisen er flere gange gået til forskere, som ikke kun har opnået store forskningsgennembrud, men som også har åbnet forskningens verden for den brede befolkning. I 2008 gik en pris til professor i filosofi Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, i 2011 til evolutionsbiolog Eske Willerslev, Københavns Universitet, og i 2016 til professor i klassisk arkæologi Rubina Raja, Aarhus Universitet. Derud over har 229 talentfulde ph.d.-studerende modtaget et EliteForsk-rejsestipendium på 200.000 kr. til et længerevarende studieophold ved et af de allerbedste forskningsmiljøer i verden.