Gå til indhold

Danmarks Frie Forskningsfonds begrundelse for indstilling af Rebecca Adler-Nissen

Rebecca Adler-Nissen beskæftiger sig med national suverænitet, europæisk integration og diplomati.

Hun har med bogen Opting out of the European Union (Cambridge University Press) blandt andet vist, hvordan diplomatiske forhandlinger drives af hidtil ubeskrevne normer og ritualer. Hun har udviklet nye teorier, som øger forståelsen for internationale sanktioner, herunder forståelsen af Ruslands reaktioner på sanktionerne efter krisen i Ukraine. Hun har vist, hvordan almindelige borgere spiller en vigtigere rolle for spredning af disinformation i internationale konflikter end myndigheder og medier. Rebecca Adler-Nissen kombinerer på forbilledlig vis indsigter fra flere forskellige discipliner, herunder politologisk teori, sociologi, antropologi og datalogi. Hun har i en meget ung alder formået at sætte en stærk forskningsmæssig dagsorden inden for en række spændende og hastigt forandrende felter.

Rebecca Adler-Nissen har publiceret i de allerbedste tidsskrifter inden for International Politik, herunder International Organization, og hun har opnået en række hædersbevisninger i form af nationale og internationale priser og bevillinger. Hun modtog således en Starting Grant fra European Research Council (ERC) i 2015, og hun har bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond, Carlsbergfondet og Norges Forskningsråd. I 2015 modtog hun den norske Niels Klim-pris, ligesom hun har modtaget flere priser for sine bøger og artikler. 

Rebecca Adler-Nissen har en kandidatgrad fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (2003) og en ph.d.-grad fra samme sted (2009). Hun har været visiting scholar ved European University Institute i Firenze, ved McGill University, Montreal og to gange ved University of Sydney. Hun har været fuldmægtig i Udenrigsministeriet 2010-2011. I 2016 blev hun professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 20. juli 2020