Gå til indhold

Danmarks Frie Forskningsfonds motivation bag Lone Simonsen som vinder af Forskningskommunikationsprisen 2021

Formandsgruppen for Danmarks Frie Forskningsfond indstiller tre kandidater til uddannelses- og forskningsministeren. Formandsgruppen udtaler:

Formandsgruppen for Danmarks Frie Forskningsfond indstiller Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet til Forskningskommunikationsprisen 2021.

Formandsgruppen ønsker at indstille Lone Simonsen til Forskningskommunikationsprisen 2021 på baggrund af hendes særdeles engagerede arbejde med at informere om COVID-19 pandemien på en sådan måde, at den danske befolkning bringes til at forstå de ofte meget komplicerede data, der produceres og analyseres med henblik på at få et overblik over pandemiens udvikling og vækst.

COVID-19 pandemien ramte verden omkring nytår 2019/2020 og har bredt sig til det meste af verden. Pandemien har haft meget markant indflydelse på folkesundheden og har desuden medført voldsomme ændringer af vores dagligdag med lukkede arbejdspladser og hjemmearbejde, lukkede skoler og andre uddannelsesinstitutioner, lukkede butikker, lukkede forlystelser, aflyste rejser og lukkede restauranter. Sideløbende hermed har vi også set øget nervøsitet for, om COVID-19 pandemien vil brede sig yderligere og tage til i intensitet, om nye mutationer ville blive farligere og om nedlukningen af samfundet vil fortsætte. Desuden findes der på de sociale medier en vis grad af misinformation om COVID-19, ligesom der findes grupperinger, som i udtalt grad nedtoner alvoren af COVID-19 pandemien.

I den forbindelse er det af helt afgørende betydning, at forskere og andre specialister med specialviden om epidemier generelt og specielt COVID-19 løbende bruger tid på at fortolke og viderebringe de mange data, som løbende kommer ind i stort tal, og det er netop, hvad Lone Simonsen har gjort.

Lone Simonsen har en kandidatgrad i biologi og kemi fra Roskilde Universitet, og en ph.d.-grad fra USA. Hun har specialiseret sig inden for epidemiologi og har fra 2000 til 2015 arbejdet som seniorforsker på National Institutes of Health i USA. Lone Simonsen har siden 2018 været professor ved Roskilde Universitet. Hun har publiceret 191 videnskabelige artikler og er særdeles velciteret.

Lone Simonsen har meget stærke kommunikative evner og har utallige gange været brugt som COVID-19 og epidemi-ekspert i TV og radio. Hun er således i perioden november 2017 til november 2019 citeret 865 gange i danske medier. Det er formandsgruppens klare overbevisning, at Lone Simonsen er en værdig modtager af Forskningskommunikationsprisen 2021.

Formandsgruppen for Danmarks Frie Forskningsfond

DFF-logo

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 17. september 2025