DFF’s Bestyrelse indstiller seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen til Forskningskommunikationsprisen 2023 på baggrund af hans enorme formidlingsindsats senest i forhold til krigen i Ukraine. Han kommunikerer sin forskning og viden om Rusland på en måde, der gør den relevant for de mennesker, han taler til og han har særligt fokus på modtagerorienteret kommunikation. Uden at docere og uden at forfladige lykkes det ham altid at nå sine læsere og lyttere, så de er bedre rustet til at forstå den situation, vi befinder os i.
Flemming Splidsboel Hansen har en ph.d. fra 2003 inden for internationale relationer fra Københavns Universitet. Han har siden 2015 været ansat på DIIS. Som den første akademiker i sin familie har han altid værnet om en lettilgængelig formidling af sin forskning. Flemming Splidsboel Hansen har i løbet af et kvart århundrede etableret sig som en højt respekteret forsker med internationalt anerkendte publikationer om russisk udenrigspolitik, forholdet mellem Rusland og Vesten, propaganda, militarisme, efterretningsarbejde, misinformation, Ukraines forhold til EU og en lang række andre emner relaterede til Rusland og de forhenværende Sovjetstater. Flemming har rejst på kryds og tværs i det tidligere Sovjetunionen og herigennem opbygget et omfattende kildenetværk, der udgør en af grundstenene i hans forsknings- og formidlingsarbejde.
Han har en enorm medie-eksponering. Alene siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har han givet over 1.000 interviews til dagblade, radio og TV, skrevet en lang række indlæg i diverse medier (herunder en stribe analyser i Politiken, hvor han har en fast klumme), holdt flere end 75 foredrag for alt lige fra gymnasieelever over menighedsråd til folkeuniversitet, og dertil skrevet daglige Twitter-tråde til sine henved 15.000 følgere. Endelig kan det nævnes, at Flemming Splidsboel Hansen er en efterspurgt ekspert i Folketinget, centraladministrationen og i diverse politiske fora, hvor han briefer politikere og embedsmænd om russiske og postsovjetiske forhold.
Det ligger kort og godt i Flemmings forsker-DNA at bidrage til og kvalificere Danmarks udenrigspolitiske arbejde såvel som den offentlige debat.
Det er DFF’s Bestyrelses klare overbevisning, at Flemming Splidsboel Hansen vil være en værdig modtager af Forskningskommunikationsprisen 2023.
På vegne af Bestyrelsen,
Maja Horst
Formand, Danmarks Frie Forskningsfond