Gå til indhold

Dansk Institut for Internationale Studiers indstilling af Sine Plambech

Dansk Institut for Internationale Studiers indstilling af Sine Plambech til Forskningskommunikationsprisen 2025.

Antropolog og seniorforsker på DIIS, Sine Plambech, har gennem nu 20 år studeret migration, trafficking og sexarbejde på helt tæt hold. Hun har især med fokus på kvinder fulgt migranters arbejde på Istedgade, i bordellerne i Thy, Dubai og Pattaya i Thailand. Og hun har fulgt dem på deres migrationsruter fra Nigeria over Middelhavet og Thailand til Europa og tilbage igen. Sine Plambech er en markant stemme i den offentlige debat om global ulighed og kvinders migration. Hun er kendt for sin proaktive tilgang til formidling i medierne og tænker aktivt formidling og medieeksponering af forskningen ind i selve forskningen. For eksempel havde hun, før sit feltarbejde på Læger uden Grænsers redningsskib Geo Barents i starten af 2024, lavet en formidlingsaftale og medbragt en optager fra DR P1 for at kunne lave optagelser fra feltarbejdet både til P1 og Genstart.


I alle årene har hun konstant arbejdet med at udvikle og optimere både sin egen proaktive formidling og forskningsformidlingen generelt. Ved at bruge kreative formidlingsmetoder som film, radio og bøger og ved konstant at holde sig identifikationen for øje har hun som ingen anden formået at give de navnløse migranter og usynlige sexarbejdere et navn og en stemme. Hun har fået os til at forstå, at ikke alle migrantkvinderne er lokket ind i sexarbejde, men at de tværtimod vælger det for at give deres børn og deres familie et bedre liv, end de selv har haft. Hun viser, hvordan spørgsmål om tvang og frivillighed kan forstås og være til stede på samme tid i en ulige verden.

For sin evne til at få os til at se og forstå migration, trafficking og sexarbejderes liv og motiver indstiller vi derfor Sine Plambech til at modtage Forskningskommunikationsprisen 2025. Senest har Sine Plambech i 2023 udgivet den peer-reviewede bog ’Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme’. Bogen er på én og samme tid en dyb, kvalitativ videnskabelig analyse af, hvordan sexarbejde, migration og global ulighed er vævet sammen med hinanden og med historien. Og en legende formidlet fortælling som giver den helt almindelige dansker et let forståeligt og nuanceret indblik i kvindelige migranters bevæggrunde, og hvordan deres handlinger og handlemuligheder er indlejret i globale økonomiske strukturer. Samtidig præsenterer bogen en særlig antropologisk metode, som også kendetegner Sine Plambechs forskning, hvor bevidst inddragelse af hende selv som forsker bidrager til både at give nye videnskabelige indsigter og skaber nye veje til at formidle forskning.

Læg hertil at Sine Plambech i sin forskning gør brug af en metode, hvor hun følger de samme kvinder igennem en lang årrække. Netop det personlige indblik, det giver, at hun har fulgt de samme kvinder i de samme områder i Thailand og Nigeria, giver nye forståelser af, hvordan kærlighed til familien, migration, sexarbejde og global økonomi er vævet uløseligt sammen med hinanden og med historien.

Udover selve bogen har Sine Plambech, siden den udkom i november 2023, holdt mere end 30 foredrag og i samme periode har hun optrådt i medierne mere end 100 gange. Hun har deltaget i Heartland festival og i marts 2025 optræder hun på Bremen Teater med sin forskning i et utrætteligt forsøg på konstant at nå nye målgrupper, der normalt ikke læser antropologiske forskningsartikler.

Både ’Global sex’ og Sine Plambechs tidligere forskning og formidlingsindsatser har høstet anerkendelse og stribevis af priser i både ind og udland. ’Global sex’ modtog både Gyldendals Fagbogspris og Jyllands-Postens Faglitteraturpris i 2024. Den blev desuden nomineret til Politikens og Informations litteraturpriser. For sin tidligere forskning har hun modtaget Det Danske Forskningsråds Sapere Aude Talent pris (2015), Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris (2015) og Statens Kunstfonds særlige pris for at forene film og forskning (2019).

Hun stiller sig til rådighed for både danske og internationale medier, når aktuelle begivenheder kræver det og er fast skribent på Politiken. Hvad enten hun skriver om dengang, hun som antropolog arbejdede som telefondame på et bordel eller sine oplevelser blandt potentielle migranter i Nigeria, sexarbejdere i Pattaya og Dubai eller druknende mænd og kvinder på Middelhavet, formår hun at linke sine personlige erfaringer med det bredere antropologiske og forskningsrelevante perspektiv.

Under flygtninge- og migrationskrisen i 2017 påtog hun sig også en særligt stor rolle. Da bådene med flygtninge og migranter nåede Siciliens kyst, rapporterede hun fra sit feltarbejde i området til Politiken, DR, Zetland og P1. Derudover samarbejdede hun med ungdomskanalen DR Ultra på en særlig formidlingsindsats om flygtninge- og migrationskrisen rettet mod unge. Plambechs første film ’Fra Thailand til Thy’ fra 2008 blev vist på DR1 og set af over en million danskere. Hendes film ’Hjertelandet’/’Heartbound’ fra 2018 blev nomineret til en Bodil, vist på BBC og i danske og udenlandske biografer.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 20. august 2025