Neutroner er en ikke-ladet partikel, som kan anvendes til at se ind i materialer på samme måde som røntgen. På grund af neutronens specielle egenskaber giver den dog andre muligheder end røntgenstråling. De brede anvendelsesmuligheder ved neutronspredningsteknologien betyder, at det ikke alene er universitetsforskere, der vil kunne benytte sig af ESS.
Allerede i dag bruger private virksomheder neutronspredningsfaciliteter i deres forsknings- og udviklingsarbejde. Derfor kan etableringen af ESS i Øresundsregionen også få stor betydning for dansk erhvervsliv og åbne for en række helt nye muligheder for virksomhedernes udvikling og innovation.
Den erhvervsmæssige interessefor neutronspredningsteknologi har blandt andet været stor hos en række af verdens fly- og bilproducenter. De har typisk anvendt teknologien til at undersøge materialers egenskaber eller maskindeles holdbarhed under ekstreme forhold. I den sammenhæng er der ligeledes en række avancered elektronik- og energivirksomheder, som bruger neutronfaciliteter i deres udviklingsarbejde.
På samme måde er der et større antal udviklingstunge virksomheder på det farmaceutiske og biovidenskabelige områder, som anvender neutronteknologi. Disse virksomheder udnytter neutronfaciliteternes mulighed for at undersøge såkaldte ”bløde materialer” i form af celler og makromolekyler. Blandt andet har flere bioteknologiske og medicinalvirksomheder brugt teknologien til at undersøge proteiners strukturelle egenskaber og deres interaktion med cellernes øvrige bestanddele.