Gå til indhold

2023

2023

Afgørelse af 24. januar 2023 – afvisning af realitetsbehandling – sag nr. 2022-05

Nævnet har truffet afgørelse om at afvise at realitetsbehandle sagen i henhold til lovens § 13, nr. 1. Nærværende sag omhandlede en artikel, som var anmeldt for at have plagieret. Nævnet vurderede efter de foreliggende oplysninger, herunder det anmelder og anmeldte havde anført om baggrunden for og arbejdet med kilden og produktet, at sagen drejer sig om en forfatterskabstvist, der ikke vedrører videnskabelig uredelighed, herunder plagiering. Sagen er herefter ikke omfattet af nævnets kompetence. Sagen blev derfor afvist fra realitetsbehandling. Som følge af at sagen kunne indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis, blev sagen oversendt til forskningsinstitutionen til videre behandling.

Afgørelse af 23. februar 2023 – plagiering i ph.d.-afhandling – sag nr. 2022-01

Nævnet har truffet afgørelse om, at anmeldte har handlet videnskabeligt uredeligt. Nærværende sag omhandlede en ph.d.-afhandling indleveret til bedømmelse ved en forskningsinstitution, som var blevet anmeldt for at have plagieret. Nævnet kom frem til, at anmeldte i hvertfald ved grov uagtsomhed i ni tilfælde havde tilegnet sig tekster, formler og figurer fra fem forskellige kilder uden retmæssig kreditering. Nævnet vurderede endvidere under hensyn til plagieringens omfang og karakter, at plagieringen ved rapporteringen af forskningen ikke har haft ringe betydning. Nævnet fandt derfor, at der forelå videnskabelig uredelighed jf. lovens § 16, stk. 1. 

Afgørelse af 27. februar 2023 – ej grundlag for at behandle sagen af egen drift – sag nr. 2022-02

Nævnet vurderede på baggrund af sagens oplysninger, at der ikke var en begrundet formodning om videnskabelig uredelighed, og at der derfor ikke var grundlag for i henhold til lovens § 12, stk. 1, at nævnet undtagelsesvis benyttede sig af muligheden for at tage en sag op af egen drift. Nævnet behandlede herefter ikke af egen drift den foreliggende sag.

Afgørelse af 13. april 2023 – plagiering i en ph.d.-afhandling - sag nr. 2021-23

Nævnet har truffet afgørelse om, at anmeldte har handlet videnskabeligt uredeligt. Det var nævnets vurdering, at anmeldte i 50 tilfælde ved grov uagtsomhed har tilegnet sig tekst uden retmæssig kreditering af kilderne. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på antallet af tilfælde, deres karakter og placering i produktet og vurderede på den baggrund, at plagieringen ikke havde haft ringe betydning ved afrapporteringen af forskningen. Nævnet fandt på baggrund af sagens oplysninger anledning til at understrege vigtigheden af, at den enkelte forskningsinstitution sikrer, at ph.d.-studerende undervises og vejledes i retmæssig kreditering i videnskabelige produkter, og at den enkelte ph.d.-studerende deltager aktivt i undervisningen og vejledningen.

Afgørelse af 13. april 2023 – plagiering – sag nr. 2022-03

Nærværende sag omhandlede en forskningsansøgning, som var anmeldt for at have plagieret. Der er i produktet brugt tekst fra tre forskellige kilder uden at kreditere disse. Under hensyn til antallet af tilfælde og deres omfang fandt nævnet, at anmeldte i hvert fald ved grov uagtsomhed havde tilegnet sig teksterne uden retmæssig kreditering. Anmeldte havde derfor plagieret tekst, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 4. Efter nævnets vurdering havde plagieringen af tekst alene haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen eller rapporteringen af forskningen, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 1. Nævnet lagde herved navnlig vægt på indholdet af de plagierede tekster og deres betydning for produktets samlede indhold. Der forelå derfor ikke videnskabelig uredelighed jf. lovens § 16, stk. 1.

Nævnet vurderede endvidere, at sagen kunne indeholde tilfælde af tvivlsom forskningspraksis og oversendte derfor sagen til videre behandling ved forskningsinstitutionen, jf. lovens § 17.

Afgørelse af 25. maj 2023 – afvisning af realitetsbehandling – sag nr. 2023-02

Nævnet har truffet afgørelse om at afvise at realitetsbehandle sagen i henhold til lovens § 13, nr. 1. Sagen omhandlede en artikel, hvor indsamlingen af data efter det oplyste var sket uden den fornødne tilladelse. Nævnet vurderede, at sagen ikke vedrørte et spørgsmål om videnskabelig uredelighed, idet sagen hverken omfattede fabrikering, forfalskning eller plagiering, som disse begreber er defineret i loven. Sagen blev herefter afvist fra realitetsbehandling.

Afgørelse af 9. juni 2023 – plagiering i en videnskabelig artikel - sag nr. 2022-10

Nævnet har truffet afgørelse om, at anmeldte har handlet videnskabeligt uredeligt. Det var nævnets vurdering, at anmeldte i tre tilfælde har brugt tekst og i et tilfælde brugt en tabel fra kilden uden, efter det nævnet lægger til grund er gældende inden for forskningsfeltet, at kreditere kilden retmæssigt. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at anmeldte videregav anmelders tekst og tabel til produktets førsteforfatter, og at anmeldte ikke sikrede sig, at anmelder blev krediteret retmæssigt i forbindelse med brugen af den uændrede tekst og tabel i produktet. Nævnet lagde ved vurderingen af plagieringens betydning vægt på tilfældenes placering i produktet og betydning for det videnskabelige budskab. Nævnet besluttede endvidere at orientere udgiveren af det videnskabelige produkt og henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage, såfremt dette ikke allerede var sket.

Afgørelse af 20. juni 2023 - plagiering i abstract - sag nr. 2022-11 m.fl.

Nævnet har truffet afgørelse om ikke at behandle sagen af egen drift. Sagen omhandlede et videnskabeligt produkt (et abstract), der var anmeldt for at have plagieret tekst fra anmelders originale abstract. Nævnet lagde vægt på oplysninger om anmelders rolle i forbindelse med protokollens udarbejdelse og lagde til grund, at der ikke var dokumentation for, at anmelder havde skrevet protokollen. Endvidere lagde nævnet vægt på, at de relevante dele af abstractet var en engelsksproget parafrasering af protokollen. Nævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var en begrundet formodning for, at anmelders abstract er plagieret i de anmeldtes produkt.

Afgørelse af 31. oktober 2023 – plagiering og forfalskning i videnskabelig artikel – sag nr. 2023-04

Nævnet har truffet afgørelse om at afvise at realitetsbehandle sagen. Sagen omhandlede et videnskabeligt produkt, der var anmeldt for at have forfalsket og plagieret ideer, metoder, resultater, tekst og figurer fra anmelders kilde. Nævnet lagde til grund, at der ikke i produktet eller kilden er beskrevet en original idé. Endvidere lagde nævnet til grund, at anmelder og anmeldte har arbejdet samtidigt og publiceret produkt og kilde på næsten samme tid med to forskellige perspektiver. Nævnet lagde desuden vægt på, at omfanget af det anmeldte sammenfald af tekst og figurer i produktet og kilden er meget begrænset, og at sammenfaldet kan henføres til emnefeltets størrelse. Nævnet fandt, at anmeldelsen vedrørende plagiering og forfalskning var åbenbart grundløs.

Afgørelse af 9. november 2023 – anmodning om renselse – sag nr. 2023-06

Nævnet har truffet afgørelse om, at en forsker ikke har handlet videnskabeligt uredeligt. I 2023 modtog nævnet en anmodning fra en forsker med henblik på renselse for en påstand om videnskabelig uredelighed. Nævnet fandt, at forskeren ikke havde handlet videnskabeligt uredeligt jf. lovens § 16, stk. 1. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at en medforfatter til produktet havde påtaget sig det fulde ansvar for den skete plagiering og at der ikke forelå oplysninger om, at andre havde haft kendskab til plagieringen.

Afgørelse af 10. november 2023 – om forfalskning i et videnskabeligt produkt – sag nr. 2023-03

Nævnet har truffet afgørelse om, at anmeldte ikke har handlet videnskabeligt uredeligt. Sagen drejede sig om et videnskabeligt produkt, der var anmeldt for at have foretaget forfalskning i produktet i form af manipulation af i alt to mikrografier. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå at den billedtekniske bearbejdning af mikrografierne havde karakter af forfalskning, eller at der forelå manipulation af forskningsmateriale, hvorved forskningen fremstår misvisende jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 3. Nævnet fandt derfor, at der ikke forelå videnskabelig uredelighed jf. lovens § 16, stk. 1.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. december 2023