DFIR rapport: Forskningsinformeret velfærdsinnovation i de danske kommuner
: 52
Kommunernes opgaver inden for dagtilbud, skole, socialområdet, beskæftigelse og sundhed bliver i stigende grad påvirket af en aldrende befolkning, øgede krav til sundhedsvæsenet og mangel på fagprofessionelle til borgernære opgaver. Samtidig oplever kommunerne en stigende kompleksitet i de problemstillinger, de skal løse, herunder beskæftigelsesindsatser, social udsathed, mistrivsel blandt unge og ulighed i sundhed og uddannelse.
DFIR's rapport afdækker, hvordan den borgernære velfærd i de danske kommuner kan drage større nytte af forskning og innovation. Rapporten viser, at der ofte enten ikke findes tilstrækkelig relevant forskning, eller at den forskning, der eksisterer, ikke bliver anvendt optimalt i kommunerne. Samtidig peger rapporten på, at kommunerne blandt andet i kraft af fravær af et tydeligt mandat til at indgå i forsknings- og udviklingsaktiviteter, ikke har tilstrækkelig kapacitet til at bringe forskningsinformeret viden i anvendelse. I rapporten præsenterer DFIR også to internationale eksempler på tiltag til at skabe et understøttende system for mobilisering af forskning og udvikling i kommunerne fra hhv. Norge og Nederlandene. På den baggrund præsenterer DFIR en række anbefalinger, der har til formål at styrke samspillet mellem forskning og praksis og gøre forskningsinformeret velfærdsinnovation til en integreret del af de kommunale opgaver.