Hvad forventer Europa-Kommissionen?
Når du gennemfører aktiviteter i Horizon Europe forventer EU, at du lever op til etiske principper og den relevante nationale, fælleseuropæiske og international lovgivning, herunder Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder og supplerende protokoller.
Forsknings- og innovationsaktiviteter, som gennemføres under Horizon Europe skal desuden udelukkende have fokus på civil anvendelse.
Europa-Kommissionen lægger særlig vægt på:
- Princippet om proportionalitet
- Retten til privatliv
- Retten til beskyttelse af private data
- Retten til personers fysiske og mentale integritet
- Retten til non-diskriminering
- Behovet for at sikre et højt niveau af menneskelig sundhedssikring.
Hvad indgår i den etiske vurdering?
Den etiske vurdering er fokuseret på følgende hovedemner:
- Beskyttelse af mennesker (herunder deltagere i studier og forskerne selv)
- Dyrebeskyttelse og -velfærd
- Databeskyttelse og privatliv
- Miljøbeskyttelse
- Tredjelande
- Dual use – militær anvendelse
- Misbrug/Ondsindet brug af forskningsresultater.
Hvad er processen for en etikgodkendelse?
1. Selvevaluering
Når du ansøger om støtte i Horizon Europe, skal du altid udfylde et skema vedrørende mulige etiske problemstillinger. Det er en del af det elektroniske ansøgningsskema Part A, nærmere bestemt afsnit 4. Dette er din Ethics Self-Assessment. Det er projektets koordinator eller den projektansvarlige, som udfylder dette skema.
Hvis der er noget i skemaet, som er gældende for forskningsprojektet, og som derfor afkrydses, skal du i umiddelbar forlængelse af skemaet redegøre for:
- Hvordan de(t) afkrydsede etikemne(r) relaterer sig til projektets forskningsmål, metode og mulige effekt (impact)
- Hvordan det sikres, at de(t) afkrydsede etikemne(r) vil blive håndteret i overensstemmelse med EU og national lovgivning i de lande, hvor aktiviteterne vil finde sted. Husk at eventuelle aktiviteter, som udføres udenfor for EU, skal være lovlige i mindst et af EU's medlemslande.
Vedlæg eventuelt godkendelser/etiske vurderinger, som du allerede har modtaget. Hvis du endnu ikke har opnået etiske godkendelser ved ansøgningstidspunktet, så beskriv hvilke godkendelser, du indhenter, og hvornår de forventes godkendte.
Du skal indføre etiske forpligtelser, som indtræder efter projektets start, som leverancer (deliverables) i ansøgningsskabelonens part B, afsnit 3 (Quality and efficiency of the implementation), tabel 3.1.
2. Etikscreening og -vurdering
Inden der kan indgås en tilskudsaftale, gennemfører Europa-Kommissionen en etikscreening og en etikvurdering.
3. Etikcheck og -revision
For særligt udvalgte projekter gennemføres et etikcheck og en etikrevision efter, at tilskudsaftalen er underskrevet.
Hvad kan ikke godkendes?
Der er forskningsområder, som ikke finansieres i Horizon Europe på baggrund af etiske hensyn.
Vær derfor særlig opmærksom inden for følgende områder:
- Forskning med formål om kloning med reproduktive formål
- Menneskelige stamceller og embryoner
- Genetisk modificering af den menneskelige arvemasse.
Der er dog områder inden for stamceller, der støttes alt efter forskningens indhold og de involverede medlemslandes lovgivning.
Meld dig som etikevaluator!
Europa-Kommissionen har brug for eksperter, der kan indgå i den etiske vurdering af projekter. Meld dig som ekspert på: