Gå til indhold

Birthe Dinesens ophold ved CITRIS

Forskerophold blev starten på stærkt dansk-amerikansk netværk inden for telesundhed.

Professor Birthe Dinesens ophold ved CITRIS har udmøntet sig i et længerevarende strategisk forskningssamarbejde, tiltrækning af mange millioner til fælles dansk-amerikanske forskningsprojekter samt fælles ph.d.-kurser.

I 2010 besøgte professor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitet en konference arrangeret af det danske innovationscenter i Silicon Valley. På konferencen kom Dinesen i kontakt med folk fra blandt andet forskningscentret CITRIS på UC Berkeley og Cleveland Clinic, der er verdensførende inden for forskning i hjertesygdomme.

Som opfølgning på de indledende kontakter tog Birthe Dinesen i 2014 på et fire måneders forskningsophold på CITRIS via en partnerskabsaftale, som Styrelsen for Forskning og Uddannelse har med det tværdisciplinære forskningscenter. De åbenlyse fælles forskningsinteresser resulterede i, at Dinesen sammen med de amerikanske partnere underskrev en femårig samarbejdsaftale med fokus på kardiologi.

Siden er netværket blevet udbygget med deltagere fra Harvard University, DTU, SDU og AU, og netværkets dagsorden er bl.a. blevet fremmet gennem et fælles dansk-amerikansk visionspapir.

Birthe Dinesen og kollegaerne har tiltrukket millioner af forskningskroner, og der er lavet mange fælles forskningsprojekter og publikationer på tværs af Atlanten. I 2017 blev netværkets første fælles ph.d.-kursus afholdt på Aalborg Universitet, hvor flere end 26 internationale ph.d.-studerende deltog, og der er planlagt endnu et fælles kursus i Californien i 2018.

Læs mere om netværket her: Transatlantic Telehealth Research Network (TTRN)

Kontakt

Winnie H. Laugø
Kontorfunktionær
Tlf.: +45 72 31 82 03
Email: whl@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024