Rådet modtog i alt 265 ansøgninger til et samlet beløb på godt 755 mio. kr. (eksklusiv Sapere Aude ansøgninger).
Nedenfor finder du en oversigt over de ansøgninger, som rådet har besluttet at yde støtte til.
Sapere Aude bevillinger offentliggøres senere
Beslutningen om DFF-Forskningsleder og Sapere Aude: DFF-Topforsker forventes offentliggjort ultimo september 2012, mens modtagerne af Ung-Eliteforsker bevillinger forventes offentliggjort ultimo december 2012.
Forbehold
Der tages forbehold for såvel trykfejl som eventuelle justeringer i forhold til de angivne beløb. Der kan således ske ændringer, for eksempel i tilfælde af, at der er opnået støtte fra anden side, eller hvis der i en budgetpost er ansøgt efter forkerte takster. Der kan også være knyttet særlige betingelser til den enkelte bevilling.
Udsendelse af bevillings- og afslagsbreve
De ansøgere, der ikke er anført i oversigten, kan forvente at modtage et afslag, der angiver de væsentligste faglige grunde til, at ansøgningen ikke opnåede bevilling, jf. i øvrigt de i opslaget meddelte betingelser og vurderingskriterier. Rådet har ikke mulighed for at yde detaljeret faglig vejledning i forhold til fremtidige ansøgninger, men kan blot give en kort uddybende begrundelse af det konkrete afslag, hvis ansøger ønsker dette.
Bevillingsbreve og afslagsbreve vil blive udsendt i løbet af 1-2 måneder. Al korrespondance vil blive sendt til den e-mail adresse, som du har angivet i din ansøgning.
Kvaliteten af ansøgningerne
Mange af de indsendte ansøgninger er af høj kvalitet, hvorfor konkurrencen om en bevilling er tilsvarende stor. Rådet kunne således støtte langt flere kvalificerede projekter, hvis den samlede bevillingsramme var større. FKK vil dog samtidig pointere, at en del ansøgninger kvalitetsmæssigt ligger under det niveau, der skal til for at opnå en bevilling fra FKK.
Rådets kommentarer til forårets uddeling 2012
Det er med stor glæde, at rådet kan give støtte til et bredt udsnit af højt kvalificeret humanistisk forskning. Rådet har igen i år modtaget mange spændende ansøgninger, og udvælgelsen af de bedst kvalificerede har ikke været let. Det er dog rådets overbevisning, at udvælgelsesproceduren sikrer, at netop de allerbedste ansøgninger tildeles midler.
Det samlede råd argumenterer på tværs af faggrænser - og med de eksterne bedømmelser som en yderligere kvalificering af beslutningsgrundlaget - for hver enkelt ansøgnings stærke og mindre stærke sider, hvorpå beslutningen om støtte eller afslag træffes i fællesskab.
Læs rådets kommentar til:
Individuelle postdocstipendier
Projekttitel: Velfærdprofessioner mellem udkant og arbejderklasse
Bevillingsmodtager: Jan Thorhauge Frederiksen
Institution: Roskilde Universitet
Bevilget beløb: kr 1.988.453
Projektbeskrivelse: Sygeplejersker, lærere, bibliotekarer og det man under ét kalder velfærdsprofessionerne har de senere år haft lave ansøgertal. For at få en sund økonomi må uddannelserne optage flere studerende med lavere uddannelsesniveau - studerende fra bl.a. arbejderklassen. Det øger den sociale forskel mellem de professionelle, og betyder at professionskulturen - de professionelles værdier, normsæt og fælles idealer for godt arbejde – forandrer sig. Det får stor betydning i mødet med nye modeller for velfærd: konkurrence, rentabilitet, borgeren som kunde. Velfærdsprofessionerne har mere til fælles end truslen fra de svigtende ansøgere: de udgør det forreste geled i statens møde med borgerne, og forandringer i deres kultur vil få betydning for relationen mellem stat og borger. Derfor undersøger dette projekt hvordan sociale forskelle forandrer det professionelle velfærdsarbejde. Dette projekt undersøger hvem de studerende er, deres forestillinger om velfærd og om arbejdet som lærer, pædagog, socialrådgiver etc.. Det undersøges hvordan de forestillinger forandrer sig, og forandrer arbejdet. Der findes stort set ingen viden om studentermassen på disse uddannelser, og ingen viden om hvilken betydning sociale forskelle har for arbejdet. Udviklingen i ansøgere skaber modsætninger – både inden for hver enkelt profession, hvor uddannelsesstedernes kultur og niveau kan komme til at afspejle den lokale studentermasse; men også mellem professionerne, og i hvordan de deler arbejdet.
Projekttitel: The notion of godlikeness in Plato
Bevillingsmodtager: Jens Kristian Larsen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.792.116
Projektbeskrivelse: Projektet undersøger et centralt, men underbelyst, motiv i Platons filosofi, nemlig at filosofi består i imitation af det guddommelige. Dette udføres gennem en komparativ analyse af en række platonske dialoger. Projektet vil vise, at idealet er ambivalent, da det på den ene side skildres som et aristokratisk ideal, forbeholdt filosoffen, mens det på den anden side betragtes som funderet i en almenmenneskelig stræben efter lykke. Samtidig fokuseres der på den spænding, der består mellem dette ideal og Platons sokratiske betoning af menneskets uvidenhed og endelighed. Idealet om guddommeliggørelse har været afgørende for den platonske tradition og har således stået centralt i den vesterlandske filosofi frem til det 18. århundredes opgør med platonismen. Projektet bidrager dermed også til vores forståelse af denne førmoderne tradition. Projektet er et grundforskningsprojekt, der vil resultere i vigtige bidrag til den internationale debat inden for antikkens filosofi, samt i to workshops om idealet om guddommelighed. Projektet vil dermed styrke den filosofihistoriske forskning i Danmark. Ved at betone idealets komplekse forbindelse til "det sokratiske" i Platons filosofi vil projektet vise, at idealet er andet og mere end et uddateret aspekt af en antik forståelse af filosofi. Tanken om, at mennesket er et endeligt væsen, som grundet indsigt i denne endelighed længes efter fuldkommenhed, er et motiv, der stadig står centralt i europæisk åndsliv.
Projekttitel: Between Land and Sea: Connectivity and Mercantilism in Coastal Landscapes
Bevillingsmodtager: Kristoffer Damgaard
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.770.435
Projektbeskrivelse: Projektet udforsker spændingsfeltet mellem maritime og landbaserede handelsnetværk i Middelalderen (600-1200); en periode hvor merkantil aktivitet udgør en stærk drivkraft for en proto-globalisering som defineres af øget mobilitet blandt agenter og en stigende bevidsthed om verdens omfang blandt forbrugere. Fænomenet har et fysisk udtryk og projektet søger netop at indkredse globaliseringens materialitet. Undersøgelsen af globalisering som bundet til merkantile relationer tager udgangspunkt i konceptet forbindelsesduelighed (connectivity). Denne uhåndgribelige men allestedsnærværende dynamik, som både har fysiske og metafysiske egenskaber, er et overset fænomen i moderne forskning. Her belyses problemet på to empiriske niveauer. På makroniveau analyseres menneskers interaktion med landskabet ved at kortlægge de ’signaturer’ som merkantil aktivitet afsætter. Dette komplimenteres af arkæologiske data fra et af de centre (Aylah) hvor de maritime og landbaserede handelsnetværk forbandtes. Gennem et innovativt studie, udstukket indenfor den moderne landskabsarkæologis teoretiske rammer og forankret empirisk, belyser projektet forholdet mellem landskab og menneskets brug af det i handelsøjemed. Formålet er både at undersøge hvorledes og hvorfor objekter, mennesker og ideer bevæger sig gennem tid og rum, og at forklare hvordan fysiske landskaber integreres med konceptuelle landskaber for derved at danne grobunden for en globaliseret bevidsthed og mobilitet.
Projekttitel: Indførelsen af den julianske kalender i Danmark. Kalenderbrug i yngre vikingetid og og højmiddelalder, ca. 900-1350.
Bevillingsmodtager: Lasse Christian Arboe Sonne
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.649.423
Projektbeskrivelse: Indførelsen af den kristne kirke ved overgangen fra vikingetiden til middelalderen bragte en skriftkultur baseret på pen og pergament til Norden og med denne skriftkultur kom samtidig en ny kalender, den julianske kalender, som kirkens liturgiske år var ordnet efter. Nu, tusind år senere, er kalenderen med de tilpasninger til det astronomiske år, der blev indført i Danmark i år 1700 ved implementeringen af den gregorianske kalenderreform, blevet grundlæggende for den temporale organisering af det sociale liv: vi går på arbejde mandag til fredag, vi får udbetalt løn den sidste bankdag i måneden, vi fejrer nytår d. 31. december osv. Vi kan følgelig med Kristof Glamann beskrive det nutidige forhold til tid som kalenderfetichisme. Indførelsen af den julianske kalender er således en skelsættende historisk begivenhed, der har haft en fundamental indflydelse på struktureringen af vores daglige liv i dag, og det er formålet med dette projekt at undersøge, hvorledes den julianske kalender blev indført i middelalderens Danmark.
Projekttitel: Mystik og Mirakler: Når religiøse forventninger dominerer sanseoplevelsen
Bevillingsmodtager: Uffe Schjødt Paldam
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 1.822.007
Projektbeskrivelse: I mit toårige post.doc-projekt vil jeg undersøge de konkrete situationer, hvor mystiske sanseoplevelser og mirakelhelbredelser oftest bliver rapporteret. Målet er, at kortlægge, analysere og forklare, hvordan specifikke aspekter ved disse situationer kan øge sandsynligheden for, at en troende rapporterer en såkaldt mystisk oplevelse eller en mirakelhelbredelse. Udgangspunktet er en generel perceptionsmodel for, hvordan hjernen kombinerer forventninger med sanseindtryk i individets sanseoplevelse. Der findes situationer, som det ses i hypnose- og placebobehandlinger, hvor styrkeforholdet mellem forventninger og sanseindtryk ændres, således at subjektets forventninger til situationen dominerer sanseoplevelsen og ligefrem overtrumfer modstridende indtryk fra sanseapparatet. Mange af de situationer, hvori mystiske og mirakuløse oplevelser rapporteres, kan sammenlignes med hypnose- og placebointeraktioner, fordi de rummer aspekter, som enten øger bestemte forventninger til sanseoplevelsen eller svækker individets mulighed for at korrigere disse forventninger. Det er en kortlægning og undersøgelse af måderne, hvorpå disse to effekter opnås i religiøse interaktioner, som udgør kernen i projektet. I projektets første del indsamles og analyseres data fra deltagere i den karismatiske bevægelse i Danmark. Disse data bruges til at identificere særligt interessante aspekter, som i projektets anden del isoleres og undersøges i kontrollerede adfærdsforsøg.
Projekttitel: Can We Know a Cause by Seeing it?
Bevillingsmodtager: Johan Peter Gersel
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.695.190
Projektbeskrivelse: En almindelig antagelse er, at vi kan have viden om kausale forbindelser. Vi kan vide hvad der forårsagede en given hændelse. Ydermere, opfatter vi vores erfaring af verden som kilden til denne viden. Det er fordi vi så det, at vi ved at Hansen var skyld i at vasen smadrede. Hume har dog argumenteret for, at vores erfaring ikke er i stand til at begrunde domme vedrørende kausalitet. Hume’s argument motiverer derfor en kritisk undersøgelse af hvad der er kilden til vores viden om kausalitet. Traditionelle løsninger har accepteret Hume’s konklusion og i stedet forsøgt at finde alternative begrundelseskilder til vores kausale viden. Det er dog problematisk at bevare et billede af kausale forhold som objektive empiriske fænomener, hvis vores viden om kausalitet ikke er baseret på empirisk erfaring. Formålet med dette projekt at gendrive Hume’s skeptiske argument og derved genetablere erfaring som kilden til kausal viden. Projektet vil bestå af en negativ del, der søger at vise hvordan Hume’s argumenter er baseret på antagelser, som ikke længere accepteres i lyset af moderne filosofiske landevinger. Derudover har projektet en positiv del, der har til hensigt at præsentere en forståelse af både erfaring og kausalitet, der gør det begribelig hvordan vi kan have direkte erfaring af objektive kausale forhold.
Projekttitel: Calm Surveillance: Overload, Attention and Affectivity in the Cultural Imagination of Ubiquitous Surveillance Technologies
Bevillingsmodtager: Kristin Eva Albrechtsen Veel
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.742.970
Projektbeskrivelse: Orwells Big Brother samfund, Foucaults Bentham-inspirerede Panoptikon og Kafkas paranoide labyrintverdener er alle metaforer, der har været brugt til at indkredse og forstå moderne overvågningssamfund. Traditionelt lægger definitioner af overvågning vægt på menneskelig kontrol. Imidlertid rummer udbredelsen af allestedsnærværende teknologi en anden form for overvågning, der fungerer usynligt i baggrunden: for eksempel radiofrekvens-chippen i pakken, der gør den sporbar, GPS-navigationen i bilen, eller når prisen på online-indkøb er determineret af tidligere transaktioner. Disse former for teknologisk, rutinemæssig registrering af information kan ikke karakteriseres som overvågning i traditionel forstand og kan derfor heller ikke beskrives på tilfredsstillende vis af de traditionelle overvågningsmetaforer, der har domineret det 20.århundrede. Dette projekt har til formål at identificere metaforer og figurer i samtidskunst, film og romaner, som indfanger og artikulerer tilstedeværelsen af disse teknologier og deres kulturelle effekt. Værkerne kredser tematisk såvel som formmæssigt omkring overload, opmærksomhed og affekt. Hvordan adskiller vi relevant fra irrelevant information? Hvad er konsekvenserne, når selektionen foregår på et niveau under vores bevidste opmærksomhed? Hermed kortlægges overvågningens affektive implikationer, som en vekselvirkning mellem nødvendighed, frygt og begær, der gentolker Big Brother, Panoptikonet og Slottet for det 21.århundrede.
Projekttitel: Writing Italian Renaissance Architecture: Intersections Between Buildings and Language in the Production of Architectural History
Bevillingsmodtager: Rikke Lyngsø Christensen
Institution: Det Kongelige Danske Kunstakademi
Bevilget beløb: kr 1.733.577
Projektbeskrivelse: At fremskrive italiensk renæssance-arkitektur: Om relationer mellem bygninger og sprog i produktionen af arkitekturhistorie. Projektets hensigt er at undersøge, hvordan emnet "italiensk renæssance-arkitektur" er blevet formet gennem kunst- og arkitekturhistoriske skrifter. Arkitektur fra 1400- til midten af 1500-tallet fremhæves ofte i arkitekturhistoriske oversigtsværker som værende en del af en særlig humanistisk og progressiv epoke, hvor arkitekturdisciplinen fralagde sig sin håndværksmæssige status og blev en af de såkaldte frie kunstarter. Selvom nyere forskning i den grad har udfordret en sådan opfattelse, så står den rolle, som den kunst- og arkitekturhistoriske disciplin selv har haft i fremskrivningen af en særlig opfattelse af emnet, ubehandlet hen i forskningen. Med afsæt i ideen om, at det at skrive om bygninger er en aktiv handling, der også er med til at frembringe syn på bygninger, undersøger projektet, hvordan centrale tekster om italiensk renæssance-arkitektur har virket ind på en nutidig opfattelse af emnet. Sammenholdt med en kortlægning af emnets videre reception, hvor bl.a. samtaler med førende forskere spiller en vigtig rolle, belyses emnets status idag. Baseret på udforskningen af, hvad der sker, når bygninger transformeres til ord, søger projektet at etablere et nyt grundlag, hvorfra man kan diskutere og overveje ikke blot, hvordan arkitekturhistorie er blevet skrevet, men også hvordan den skrives nu og i fremtiden.
Projekttitel: Københavns politi 1682-1814
Bevillingsmodtager: Jørgen Mührmann-Lund
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 2.099.637
Projektbeskrivelse: Københavns politi 1682-1814. I dag kan de fleste næppe forestille sig en stat eller et velordnet samfund uden et politi. Denne institution opstod imidlertid ikke samtidig i alle stater og havde til at begynde med ikke det samme formål som i dag. Det danske politi opstod i 1682, da den enevældige konge Christian 5. efter fransk forbillede udpegede Claus Rasch som politimester for København. Mit forskningsprojekt undersøger, hvorfor politiet blev oprettet på dette tidspunkt og hvilken betydning den nye institution fik for livet i den danske hovedstad indtil 1814. Det har været antaget, at oprettelsen af de ældste europæiske politimyndigheder i Paris og København var led i en enevældig ”socialdisciplinering” af deres hovedstæder. I nyere tysk forskning i den kommunale politiforvaltning, der fandtes før politiets oprettelse, og undersøgelser af politiet i 1700-tallets Paris er det imidlertid påvist, at også befolkningen efterspurgte denne magtudøvelse, der dengang mere handlede om at fremme den almene velfærd ved at holde fødevarepriserne nede og sikre et rent og sundt nærmiljø. I forlængelse af en undersøgelse, hvor jeg fandt, at politiforvaltningen i 1700-tallets Aalborg vedblev at være præget lokale interesser, ønsker jeg med dette projekt at undersøge, hvorvidt dette også var tilfældet i København. Jeg antager nemlig, at politiforvaltningen her kunne have haft mere karakter af ”ovenfra” kommende disciplinering på grund af nærheden til hoffet og et mindre solidarisk storbymiljø.
Projekttitel: Doña Goya's Children: From 'Culture of Poverty' to 'Culture of Security'
Bevillingsmodtager: Regnar Albæk Kristensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 2.059.134
Projektbeskrivelse: I dette forskningsprojekt undersøger jeg antropologisk udviklingen fra at bekæmpe fattigdom i 1960erne til nutidens mere omsiggribende kriminalitetsbekæmpelse i stort set de samme urbane ghettoer i Mexico By. Dette skifte har ledt til min formodning om at centrale kulturelle værdier har forandret sig blandt dem som er udsat for disse ’bekæmpelser’, grundet voksene spændinger mellem deres forskellige tidshorizonter (at leve fra dagen til vejen vs. langtidsplanlægning). Dette taler ind i en global udvikling set i mange storbyer med store konsekvenser for hvordan vores familierelationer udformes. Studiet realiseres ved ethnografisk at følge en Mexicansk familie som bor i samme by, hvor hovedpersonerne i Oscar Lewis verdensberømte værk Sanchez Børn boede for 50 år siden. Siden dette indflydelserige værk om ‘fattigdomskultur’ blev skrevet er bydelen gået fra at være kendetegnet ved fattigdom til at blive set som en kriminel højborg men stigende velstand, eskalerende vold og med en voksende del af befolkningen i fængsel. Dette ethnografiske studium giver hermed mulighed for analytisk at sammenligne to familiers forholden sig til sikkerhed og fattigdom, adskilt med et halvt århundrede og to kvalitativ forskellige ‘bekæmpelser’. Lewis’ begreb ‘fattigdomskultur’ tages op til revision og danner grundlag for en teoretisering af tidshorizonter i det jeg kalder ‘sikkerhedskultur’ blandt dem som er udsat for disse ’bekæmpelser’ verden over.
Projekttitel: Dansk uden for Danmark
Bevillingsmodtager: Karoline Henriette Kühl
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.886.283
Projektbeskrivelse: Historiske begivenheder har ført til at der tales/blev talt dansk af andre end dem der bor i selve Danmark. Der findes i dag tosprogede områder uden for landets grænser hvor dansk bruges til dagligt (Færøerne, Grønland, Sydslesvig), og sproget er før i tiden blevet talt i endnu større omfang, senest på Island. Ikke desto mindre er dansk uden for Danmark et stort set overset område indenfor den danske sprogforskning som har fokuseret på variationen i sproget inden for landets grænser (dia-,socio- og etnolekterne). Der mangler helt danske modstykker til de meget tidlige beskrivelser af Amerikasvensk og Amerikanorsk, og der findes kun lidt forskning om færødansk og sydslesvigdansk. Det foreliggende kontaktlingvistiske projekt sætter derfor systematisk fokus på dansk uden for Danmark og sætter sig som hovedopgave at undersøge de varieteter af dansk der er opstået som resultat af dansk i kontakt med et beslægtet vest- eller nordgermansk sprog: Færødansk, sydslesvigdansk og dansk i USA. Dette sættes i perspektiv mod den diakrone udvikling i de historiske dansk-bilingvale situationer Norge og Island. Projektet bidrager hermed til en kortlægning af det danske sprog i hele dets variation og mere overordnet til forskningen inden for kontaktinduceret sprogvariation og -forandring.
Projekttitel: The Sense of Tact
Bevillingsmodtager: Anders Engberg-Pedersen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 1.932.103
Projektbeskrivelse: Mit projekt handler om takt-begrebet. I dag henviser det til en kognitiv sans, som er væsentlig for musikudøvelse, for dømmekraften og for social interaktion, men det har det ikke altid gjort. Taktsansen kan spores til fingerspidserne, for oprindeligt henviste takt til en af de fem fysiske sanser – berøringssansen – men i en række historiske transformationer bliver begrebet udviklet til en mental sans, en slags tankens berøring. Mit projekt går ud på beskrive de historiske øjeblikke, hvor begrebet bliver forandret for derved at udvikle en mere overordnet teori om, hvad taktsansen overhovedet er. Taktsansen spiller en central rolle i tre felter: musik, filosofi og litteratur. For det første opstår takt-begrebet i musikken omkring år 1600 som et hjælpemiddel til at koordinere polyfoni. For det andet udvikler en række filosoffer taktsansen i slutningen af 1700-tallet til en kognitiv evne. Her anses den for en central bestanddel af menneskets dømmekraft, når vi skal håndtere komplekse situationer. Og for det tredje spiller taktsansen en afgørende rolle i 1800-tallets litteratur, i den såkaldte novel of manners, hvor den betragtes som forudsætningen for social interaktion. Projektets overordnede tese er, at taktsansen forbliver forankret i kroppen, og at den fungerer som et interface mellem den sansede verden og vores tænkning. For at sætte det på spidsen kan man sige, at taktsansen er vores middel til at give mening til komplekse kropslige sansninger.
Kollektive forskningsprojekter
Projekttitel: Invisible Lives: a comparative ethnography of undocumented migration
Bevillingsmodtager: Henrik Erdman Vigh
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 7.279.711
Projektbeskrivelse: Usynlige Liv: en etnografisk belysning af udokumenteret migration til Europa. Dette forskningsprojekt stiller skarpt på tilblivelse af en af Europas største, men mindst kendte minoriteter, de ’illegale’ migranter. Gennem et komparativt, etnografisk studie af udokumenteret og irregulær migration til Europa belyses ’usynlige’ liv og skygge-formationer. Projektet samler en gruppe regionale specialister med henblik på at undersøge hele migrationsprocessen – fra hjemland over transitland til EU. Det dokumenterer de specifikke rejser og udleder ved sammenligning en række generelle tendenser i forhold til den udokumenterede og irregulære migration til Europa. Projektet kaster således lys over måden, sådanne migranter er socialt og kulturelt forankrede, samt hvordan disse relationer tilpasses og forandres under selve migrationsprocessen. Det fokuserer på måden migranter navigerer i en verden, der modarbejder dem, og i hvis skygger de lever deres liv. Det belyser de mange faktorer, som spiller ind på udokumenteret migration; de sociale og politiske positioner og processer, der giver denne type migration form og – ikke mindst – de netværk som disse migranter gør brug af, udvikler og sidder fast i.
Projekttitel: An Ethnography of Language Encounters: Language and Interaction in the Globalized Corporation (LINGCORP)
Bevillingsmodtager: Hartmut Alfred Georg
Institution: Roskilde Universitet
Bevilget beløb: kr 6.496.582
Projektbeskrivelse: HaberlandForskningsprojektet LINGCORP belyser de udfordringer mange virksomheder oplever i dag som følge af den sproglige og kulturelle mangfoldighed som medarbejderskaren udgør på mange danske arbejdspladser. Undersøgelser har vist, at en sådan sproglig og kulturel mangfoldighed medfører en række udfordringer, både for den individuelle medarbejder og virksomheden som helhed, og at disse udfordringer kan være med til at vanskeliggøre den sociale integration blandt medarbejderne. LINGCORP ønsker at finde ud af præcis hvori disse udfordringer består, og arbejder ud fra en ide om at sproglig mangfoldighed er en ressource. Vi ønsker at kortlægge såvel sprogideologier (det vil sige baggrundsantagelser om sprog, flersprogethed og integration) som sproglige praksisser med hensyn til hvad der rent faktisk sker, når mennesker med forskellige sproglige baggrunde mødes på en arbejdsplads og interagerer. Undersøgelsen giver et unikt indblik i, hvilke barrierer og hvilket potentiale der findes på danske arbejdspladser i kraft af den sproglige og kulturelle mangfoldighed, der er til stede i virksomheden. Vores forskning bygger på observationer af hverdagen i virksomheden samt analyser af lyd- og videooptagelser af udvalgte aktiviteter. Herudover udfører vi interviews med relevante medarbejdere for at belyse bagvedliggende tanker om sprog, sproglig mangfoldighed og motivation for sproglæring.
Projekttitel: Phenomenal Consciousness and Cognitive Motor Control
Bevillingsmodtager: Morten Storm Overgaard
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 6.254.816
Projektbeskrivelse: Hvilken psykologisk rolle spiller bevidsthed i en persons liv? Blandt forskere indenfor psykologi og hjernevidenskab hersker der ikke konsensus om hvordan man bestemmer bevidsthedens kognitive funktion. En række kognitive modeller levner ikke plads til at give bevidstheden en reel funktion, og når frem til konklusionen, at hjernen kan fungere helt uden bevidsthed. Vi er tvivlende overfor disse konklusioner og vil i dette projekt undersøge bevidsthedens kognitive funktion i kontrollen af mentale processer og handlinger. I del 1 vil vi undersøge bevidste oplevelser af en række bevægelser, fra den kontrollerede handling til tvungne refleks, mht. hvilke spor de efterlader sig i hjernen. Ydermere vil vi fokusere på at skabe korrespondance mellem subjektive og objektive mål for, hvor kontrolleret en given adfærd er. Del 2 har til formål at bruge disse mål i en undersøgelse bevidsthedens kausale rolle i kontrol af handlinger. I en række forsøg, ønsker vi at manipulere forsøgspersoners subjektive oplevelse, både reel og illusorisk, af motorisk kontrol med det formål at belyse bevidsthedens funktionelle rolle i motorkognition. Del 3 bygger videre ved en teoretisk analyse af præmisser og implikationer for kognitive og non-kognitive modeller for bevidsthed, herunder hvorvidt enhver brug af subjektive rapporter forudsætter en kognitiv opfattelse af bevidsthed.
Projekttitel: Manifestations of Solitude: Withdrawal and Engagement in the European Religious Culture of the long seventeenth century
Bevillingsmodtager: Mette Birkedal Bruun
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 6.934.984
Projektbeskrivelse: Vær i verden uden at være af verden! Dette projekt undersøger, hvordan denne bibelske fordring tages op af forskellige kristne grupperinger i 1600- og 1700-tallet. Det udvikler metodiske redskaber til at forstå den rolle, religiøs afsondring fra verden spiller i europæisk kultur som katalysator for udviklingen af inderligheds- og tilbagetrækningsmotiver i tekster og billeder, arkitektur, musikalske genrer, uddannelse samt sociale livsformer, og det bidrager til viden om den historiske baggrund for begreber såsom selv, privathed og inderliggørelse. Projektet undersøger, hvordan forskellige grupper realiserer tanken om en kristen afsondring helt konkret, samt hvordan tekster, billeder, arkitektur og musik bruges både til at understøtte tilbagetrækningen og til at markere den over for det omkringliggende samfund. Tematisk går arbejdet på tværs af konfessionelle og kulturelle grænser og slår ned på seks steder, som dels eksemplificerer centrale institutioner i tidens religiøse og kulturelle liv, dels har afsondring som en vigtig identitetsmarkør: en dansk konventikel (Stauning), en parisisk salon (Hôtel de Nevers), en pietistisk skole (Halle), en skole for adelige piger (Saint-Cyr), samfundet i Herrnhut og klosteret La Trappe. Projektet trækker på bl.a. grundplaner, udsmykning, breve, gravmonumenter, dagbøger, andagtsbilleder, prædikener og musik i sin undersøgelse af, hvordan det religiøse selv former et symbolsk ladet rum omkring sig – og selv formes af dette rum.
Projekttitel: Neuroethics and Criminal Justice
Bevillingsmodtager: Jesper Ryberg
Institution: Roskilde Universitet
Bevilget beløb: kr 5.786.224
Projektbeskrivelse: Projektet omhandler etiske problemer, der rejser sig i forbindelse med anvendelsen af neurovidenskabelig viden og teknologi inden for retssystemet. Overordnet har projektet fokus på fire problemfelter, til hvilke der knytter sig en lang række centrale etiske udfordringer: 1) Straffeproces og neuroetik (behandler etiske spørgsmål vedrørende brug af bias- og løgnedetektion samt forbedring af hukommelse hos såvel vidner som tiltalte i straffesager); 2) kriminelt ansvar og neurovidenskab (omhandler neurovidenskabelige implikationer for basale straffeetiske rationaler samt for tilskrivning af ansvar til kriminelle); 3) farlige kriminelle og neuroteknologisk rehabilitering (behandler etiske problemer i tilknytning til både tvungen og frivillig brug af bl.a. farmakologisk behandling til at afhjælpe spontan voldelig adfærd for derved at opnå en kriminalpræventiv effekt); 4) prognostisk neurovidenskab og etik (drejer sig bl.a. om de mere generelle etisk problemer, som prognostisk brug af neurovidenskab inden for retssystemet giver anledning til).
Projekttitel: Meaning across media. Cross-media communication and co-creation
Bevillingsmodtager: Kjetil Sandvik
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 6.464.127
Projektbeskrivelse: Udviklingen og udbredelsen af mobile og netværksbaserede medier har skabt forhåbninger såvel som bekymringer i den offentlige debat såvel som indenfor medie- og kommunikationsforskningen. Mens nogle ser de nye, ‘sociale’ medier som grundlag for en deltagelsesorienteret mediekultur, advarer andre om at den selvsamme deltagerkultur medfører at professionalisme og kvalitet bliver udraderet. Mens nogle fremhæver mediernes demokratiske potentiale og bruger overskrifter som ’Facebook revolution’ om det aktuelle oprør i Mellemøsten, så pointerer andre at det stadig er de store medieinstitutioner der styrer store dele af medieproduktionen og at de nye medier også bruges af magthaverne. Dette projekt indtager en position mellem disse yderpoler og sætter medieudviklingen ind i en historisk kontekst samtidigt som der fokuseres på de nye roller for og forhold mellem brugere og producenter, som mobile og netværksbaserede medier og tværmedial kommunikation indebærer. Dagens mediebrugere anvender i stigende grad en bred vifte af medietyper og –genrer i dagligdagen og de gør dette med mange forskellige formål. Og efterhånden som medierne udvikler sig til righoldige og forbundne platforme (computeren, mobiltelefonen, internettet) så anvender brugerne ikke blot medierne hver for sig men også i varierende kombinationer. Og de nye mediers deltagelsesorienterede karakter medfører at brugerne ikke blot er forbrugere af medieindhold men også i varierende grad selv bidrager som producenter.
Projekttitel: The Power of the Precarious Aesthetics
Bevillingsmodtager: Arild Fetveit
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 4.731.875
Projektbeskrivelse: Projektet skal undersøge hvorfor dårlige og in-transparente kamerabaserede billeder, paradoksalt nok kan virke stærkere og mere forførende end tilsyneladende gode og transparente billeder. Den manglende transparens i disse billeder opstår ofte ved, at kameraet ryster under optagelsen, eller ved at tekniske problemer under overførsel eller lagring skaber visuel støj. Til trods for at sådanne billeders paradoksale kraft har været observeret af André Bazin, som opfattes som en af filmteoriens grundlæggere, er de indtil videre ikke blevet systematisk undersøgt. Samtidig synes disse billeder nu mere populære end nogensinde. Lige fra dramatiske film, over kunstscenens kamerabaserede billeder til tv-nyhedernes udsendelser fra det arabiske forår, kan vi observere utydelige billeder. Hvad enten denne utydelighed udspringer af mangelfuld teknologi eller fysisk håndgemæng, så fornægtes vi den oversigt kamerabilleder oftest giver, samtidig med at billederne kan blive mere dramatiske, retorisk overbevisende og emotionelt gribende. Dette projekt undersøger den operative logik, hvorfra disse billeder henter sin retoriske og emotionelle kraft, så vi bedre kan forstå deres forskellige virkemåder i de nævnte områder og medier.
Projekttitel: Biblia Manichaica - Reception and Transformation of the Bible in Manichaean Sources
Bevillingsmodtager: Nils Arne Pedersen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 6.606.932
Projektbeskrivelse: Biblia Manichaica Manikæerne var en religiøs bevægelse, der fra Mellemøsten bredte sig mod vest og øst. Overalt, hvor de kom, lod de deres hellige tekster oversætte til lokale sprog, og i moderne tid har man fundet vigtige rester af deres litteratur i Centralasien og Egypten. Det fremgår, at de brugte Bibelen og dele af den kristne tradition, men et nogenlunde samlet overblik over deres reception og omfortolkning af Bibelen har hidtil manglet, og ligeledes er det omstridt, i hvilken forstand de gjorde krav på at repræsentere den sande udgave af den kristne tradition – vi vil argumentere for, at manikæerne i udgangspunktet og i visse områder også senere ligefrem må betragtes som en “kristen bevægelse”. Projektet om den “manikæiske Bibel” vil tilvejebringe et kilde- og opslagsværk, der samler manikæiske citater fra og hentydninger til Bibelen på størstedelen af grundsprogene (iranske sprog, arabisk, syrisk, koptisk og græsk), ledsaget af engelske oversættelser og forsøg på at afgøre, om citaterne afspejler syriske versioner af Bibelen og dermed kan formodes at stamme fra manikæernes oprindelige miljø. Med udgangspunkt i en fyldig indledning vil værket bidrage til at afklare, hvilke passager i Bibelen manikæerne særligt lagde vægt på, videre hvordan de brugte og fortolkede disse passager, og endelig på den baggrund overveje, hvad resultaterne grundlæggende kan sige om manikæismen i forhold til kristendommen.
Projekttitel: Towards a New History of European Public Law - The battles over the constitutional practise, 1950 to 1993
Bevillingsmodtager: Morten Rasmussen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 6.907.683
Projektbeskrivelse: Ved at bidrage til etableringen af en historievidenskabelig udforskning af den Europæiske Unions retsordens historiske rødder og udvikling fra 1950 til 1993 udfyldes en markant lakune i historisk forskning. På trods af eksistensen af en meget omfattende juridisk og politologisk litteratur om EUdomstolens virke og udvikling har denne ikke systematisk været baseret på primære kilder fra relevante statslige, europæiske og private arkiver. Ligeledes har historiografien om den europæiske integration indtil for nyligt fuldstændigt overset den juridiske dimension af integrationsprocessen. Kun indenfor de seneste par år er de første historievidenskabelige og arkivbaserede bidrag udkommet, men feltet er i høj grad stadig i sin vorden og mangler en systematisk tilgang. Det er netop hvad dette forskningsprojekt vil tilbyde. Europarettens etablering og udvikling vil blive analyseret som et bredt transnationalt felt af juridiske, sociale og politiske aktører, der alle bidrage til at forme, legitimere eller udfordre europaretten både nationalt og på europæisk niveau. Ved en række præcise empiriske nedslag vil de helt centrale aktørers rolle, en række medlemslandes modtagelse og påvirkning af europaretten blive analyseret og kampen om europaretten skulle udvikle sig i forfatningsretning vil blive behandlet systematisk på basis af nyt kilde materiale.
Projekttitel: Soldier and Society: Exploring the Revival of Danish Warriorhood
Bevillingsmodtager: Birgitte Refslund Sørensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 5.124.642
Projektbeskrivelse: Dette projekt undersøger, hvordan Danmarks aktive deltagelse i internationale militære operationer genaktiviterer og påvirker konstruktionen og forhandlingen af 'soldaten' som kulturel kategori. Med udgangspunkt i teorier om 'det militære' og 'det civile', og om 'køn og maskulinitet', undersøger projektet: 1) hvordan civile bliver til soldater i militæret, og hvordan forskellige funktioner og erfaringer tilskrives militære/civile og maskuline/feminie kvaliteter; 2) hvordan soldater der forlader militæret og tager et civilt job, konstruerer en ny identitet på basis af levede erfaringer og aktuelle omstændigheder; og 3) hvordan 'soldaten' tillægges bestemte værdier og kvaliteter som en central figur i nationale forestillinger om 'os'.
Projekttitel: Impacts of the Danish Defeat of 1814. Political and Cultural Spaces of Communication in the Eras of Reaction and Scandinavism
Bevillingsmodtager: Michael Bregnsbo
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 5.617.056
Projektbeskrivelse: Bearbejdelsen af tabet af Norge i 1814. Politisk ideologi og kultur i Danmark i reaktionens og skandinavismens tidsalder I 1814 afstod Danmark Norge til Sverige. Projektet vil undersøge virkningen af nederlaget i Danmark - politisk-ideologisk og kulturelt. Modsat tidligere nederlag førte det nemlig ikke til nye krige med Sverige, ligesom de skandinaviske lande ikke siden har bekriget hinanden. Tværtimod udvikledes skandinavismen med bevidsthed om fælles historie og kulturarv. Selv om den aldrig blev til en politisk union, blev den en succes for så vidt som de skandinaviske lande idag ligner hinanden i en sådan grad, at ikke-skandinaver har svært ved at skelne mellem dem. Projektet vil analysere denne ekstremt hurtige omformning, og hvordan den blev kommunikeret i forskellige arenaer. Enevælden overlevede i Danmark trods udbredt folkelig misnøje, og Michael Bregnsbo vil undersøge. hvordan styrets talsmænd søgte at retfærdiggøre dets eksistens over for offentligheden frem til 1848. Lone Martinsen vil analysere kulturelitens opfattelse af enevælden og søger derved at nedbryde det traditionelle skel mellem det politiske og det æstetiske. Morten Ottosen vil se på danskes og svenskes gensidige syn på hinanden og de kulturelle forudsætninger for den hurtige forandring fra fjendskab til venskab. Endelig vil Rasmus Glenthøj analysere de dansknorske relationer efter 1814, og hvor vidt det tidligere unionsfællesskab her virkede befordrende eller hæmmende.
Projekttitel: Professional interventions as a state-crafting grammar adressing "the immigrant"
Bevillingsmodtager: Bolette Moldenhawer
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 5.323.442
Projektbeskrivelse: De pædagogiske interventionsformer, som blev udbredt med den universelle velfærdsstat efter 2. verdenskrig, bliver i nutidens æra af globalisering og migration, i stigende grad anvendt som centrale midler i den neoliberale stats formning af sine borgere. Projektets formål er at undersøge konstruktioner af tilhørsforhold i pædagogisk arbejde som eksempelvis løbende evalueringer eller medborgerskabsopdragelse. Projektet angår særligt de måder hvorpå ”immigranten” konstrueres og interventioner overfor ”immigranten” begrundes. Projektets overordnede spørgsmål er derfor: hvordan fremkommer professionelle interventioner i forhold til ”immigranten” og hvordan legitimeres og forandres de efter 2. verdenskrig? Projektet udforsker således en bevægelse i den danske stats transformation: fra den universelle velfærdsstats interventionsformer, med fokus på civiliseringen af alle i tiden efter 2. verdenskrig, til den neoliberale stats disciplinære og moraliserende interventioner, ofte eksplicit rettet mod identificerede grupper af afvigere som f.eks. ”immigranten”. Projektet vil afdække komplekse mekanismer og processer i statens arbejde med at identificere, civilisere og disciplinere ”immigranten” og blotlægge forbindelserne til skiftende konstruktioner af tilhørsforhold i pædagogisk arbejde. På den måde vil projektets resultater bidrage til diskussionen om tab, optimering eller erobring af professionalitet og professionelles mulige rolle som aktører i statsdannelsesprocesser.
Forskningsnetværk
Projekttitel: Reformationshistorisk Netværk
Bevillingsmodtager: Morten Fink-Jensen
Institution: Det Kongelige Bibliotek
Bevilget beløb: kr 484.795
Projektbeskrivelse: Reformationshistorisk Netværk skal fremme relationer på tværs af geografisk og institutionelt spredte forskningsmiljøer i Danmark, Skandinavien og øvrige udland. I særdeleshed skal netværket inspirere til nye projektansøgninger på tværs af forskningsmiljøerne til iværksættelse efter netværksbevillingens ophør og i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017.
Projekttitel: What Images Do
Bevillingsmodtager: Henrik Oxvig
Institution: Det Kongelige Danske Kunstakademi
Bevilget beløb: kr 970.236
Projektbeskrivelse: Netværksprojektet vil undersøge, hvad billeder gør. Tesen er, at billeder gør en forskel. Udfordringen er at skabe videnskabelig forståelse for, at billeders identitet er forskellig fra, hvad de måtte ligne: Netværket er ikke interesseret i illusioner, men i en dialog mellem billede og virkelighed som den, der kendetegner arkitekturen, hvor billedet (:repræsentationen) bidrager til at skabe en virkelighed, som ikke var en realitet forud for billedet. Ved konceptionen af arkitektur gælder, at repræsentationen af bygningen eller byen går forud for realiseringen af, hvad billedet repræsenterer. Billedet - repræsentationen - er led i et arbejde, båret af intuitiv forståelse for, at billedet som ""ikonisk differens"" muliggør indsigt i og realisering af ofte meget komplekse sammenhænge. Skal videnskaben bekræfte - og befordre - billedets særlige potentialer fordres en sproglig dialog med billedet, der ikke fastholder billedet på dets identitet med en forudgående virkelighed, men artikulerer dets særlige måde at være på. Netværkets arbejde er relevant i en tid, hvor undervisningsinstitutioner med vægt på kunst, design og arkitektur - som tidligere primært var båret af intuitiv dialog med billedproduktion - skal sikre dialog med videnskabens potentialer. Ambitionen, som i den forlængelse præger både danske og internationale institutioner, er, at denne dialog udfoldes ved at sproget ikke undertrykker, men bidrager til indsigt i billedets særegne muligheder.
Projekttitel: Closed Cities and Sites - International and Cross-Disciplinary Research Network 2012-14
Bevillingsmodtager: Niels Albertsen
Institution: Arkitektskolen Aarhus
Bevilget beløb: kr 1.007.906
Projektbeskrivelse: Closed Cities and Sites - International and Cross-Disciplinary Research Network fokuserer på tidligere lukkede byer og steder i Østersøregionen og har deltagere fra Estland, Letland, Sverige og Danmark. Under Den Kolde Krig spillede de lukkede byer en væsentlig rolle for især Sovjetunionens militære udvikling. I dag står de over for markante udfordringer, der spænder fra nedbrydning af urban infrastruktur til manglende kortlægning og udpegning af arkitektonisk kulturarv. Netværket forholder sig hertil ud fra et dobbelt perspektiv. For det første undersøges måder at begrebsliggøre og kortlægge områderne og deres konfliktfyldte udfordringer, for det andet scenarier og strategier for deres fremtidige udvikling. Dette varetages tværfagligt gennem indsigter fra arkitekturens, urbanismens, kulturarvens, historiens og landskabsarkitekturens fagområder. Begrebet ’dissonant kulturarv’ danner som udgangspunkt fælles platform for de forskellige angrebsvinkler til netværkets tema, som også anskues i forhold til den aktuelle byudvikling præget af globalisering, nye mobilitetsmønstre, metropolisering og nye periferidannelser. Netværket samler den spredte ekspertise vedrørende de lukkede byer og steder, skaber et fælles forskningsmiljø for ph.d.-studerende, bidrager til en fælles forståelse af lukkede byer og steder mellem de involverede lande og arbejder hen imod større internationale forsknings- og udviklingsprojekter inden for temaet.
Projekttitel: Den danske religionsmodel under forandring: Et komparativt perspektiv
Bevillingsmodtager: Margit Warburg
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 896.846
Projektbeskrivelse: I Danmark og i flere andre europæiske lande bygger forholdet mellem stat og kirke på en religionsmodel, hvor én majoritetskirke har en historisk fortrinsstilling i forhold til statsmagten. Grundlaget for denne fortrinsstilling er i dag under erosion som følge af blandt andet globaliseringen, og religionspolitiske reformer er gennemført eller er sat i gang i de øvrige nordiske lande. Eventuelle ændringer i den danske religionsmodel drejer sig imidlertid ikke bare om lovgivning, men vil påvirke brede dele af kulturen og samfundet. Netværkets formål er på et tværfagligt og tværinstitutionelt grundlag at samle danske og udenlandske forskere, som kan belyse den danske religionsmodel i sin konkrete historiske og aktuelle udformning og sætte den i komparativ europæisk belysning. I fire forskellige arbejdsgrupper vil forskerne samles til møder og workshops for at analysere den danske religionsmodels kulturelle kerne i det folkekirkelige liv, modellens grænseflade, hvor man blandt andet finder danske udlandskirker og religiøse mindretal i Danmark, modellens samspil med den danske samfundsmodel i øvrigt samt den danske religionspolitik og dens forbindelse med andre landes religionspolitiske strømninger. Netværkets arbejde udmunder i en international konference om den danske religionsmodel i komparativ belysning og giver samtidig et grundlag for udformningen af fremtidige større nationale og internationale forskningsprojekter om religion, stat og samfund.
Projekttitel: Humanistisk Velfærdsnetværk
Bevillingsmodtager: Klaus Petersen
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 993.888
Projektbeskrivelse: Det danske samfund er et velfærdssamfund domineret af en velfærdsstat. Skal vi forstå det danske velfærdssamfund i sin helhed eller bare fænomener i det (fx statens rolle), er det afgørende, at vi har en dyb forståelse for dets bærende konstruktioner, dets karaktertræk og funktioner, dets værdier og væsen. Som forskningsdagsorden er den slags spørgsmål domineret af samfundsvidenskaberne. Det blev påpeget af Det Humanistiske Forskningsråd i rapporten Bag Tallene. Humanistisk velfærdsforskning (2005), hvor mantraet lød: ” En nye velfærdsstat kræver en ny velfærdsforskning”. De seneste år, har humanister taget handsken op: Historikere skriver velfærdshistorie, litterater undersøger litteraturens velfærdsbilleder, etnologer og kultur- og medieforskere udforsker velfærdssamfundets kulturer og livsformer, filosoffer og teologer tager livtag med velfærdssamfundets væsen og forholdet mellem kristendom og velfærd, og sprogfolkene studerer velfærdsstatens sprogspil osv. Men den humanistiske velfærdsforskning står stadig svagt i forhold til samfundsvidenskaberne, fylder for lidt i det offentlige billede og har en alt for begrænset indflydelse på den politiske dagsorden. Det vil vi gøre noget ved med etableringen af Humanistisk Velfærdsnetværk. Netværket vil gennem seminar, ph.d.-workshops m.v. skabe en platform for synliggørelse, internationalisering og metodisk udvikling af dansk humanistisk velfærdsforskning.
Projekttitel: Network for the Critical Study of Religious Diversity Methodologies
Bevillingsmodtager: Lene Maria van der Aa Kühle
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 1.004.397
Projektbeskrivelse: Det er velkendt, at globalisering leder til voksende religiøs mangfoldighed. Der er omfattende forskning om, hvordan indvandring har medført etableringen af fx moskeer og migrantkirker og rejser ud i verden har øget interessen for bl.a. østlige religioner. Men undersøgelse af religiøs mangfoldighed er ofte begrænset til en bestemt geografisk sammenhæng, hvor valget af metoder og tilgange har været knyttet til den konkrete religiøse og samfundsmæssige situation. Der er derfor et voksende behov for komparative tilgange samt udvikling af teori og metoder. Dette netværk vil samle forskere med ekspertise inden for religiøs mangfoldighed. Formålet med netværket er at kortlægge, kritisk analysere og konstruktivt forbedre metoderne, der benyttes til at udforske religiøs mangfoldighed. Et vigtigt mål er udvikling af analyser af, hvordan historiske, politiske, juridiske og videnskabelige sammenhænge har påvirket forståelsen og definitionen af religiøs mangfoldighed, og hvordan disse har haft praktiske konsekvenser for videnskabelige undersøgelser, men også for embedsmænd, politikere og de religiøse grupper selv. Netværkets resultater vil således have betydning for videnskaben, men vil også have relevans uden for den akademiske verden. Netværkets ambition er at producere en bog, som kan fungere som international reference for udforskningen af religiøs mangfoldighed. Netværket vil også afsøge muligheden for yderligere samarbejde herunder om internationale ansøgninger.
Videnskabelige konferencer
Projekttitel: Konference om studiet af antikke befæstninger på Det Danske Institut i Athen
Bevillingsmodtager: Rune Frederiksen
Institution: Det Danske Institut i Athen
Bevilget beløb: kr 66.000
Projektbeskrivelse: Det internationale netværk af forskere „Fokus Fortifikation“ mødes i dagene 6. – 9. december 2012 på Det Danske Institut i Athen til en konference for at diskutere forskellige aspekter af antikke befæstninger. I omtrent 50 foredrag fremlægger forskerne - arkæologer, arkitekter, og historikere - deres resultater for hinanden, med det formål at få afprøvet temaer og teorier, og i øvrigt for at dele information med hinanden. Målet er at bringe vores viden om antikkens samfund videre, og eftersom den befæstede by som fænomen var den mest udbredte bosættelsesform gennem oldtiden, kan man naturligvis få meget ud af at studere urbane befæstninger. Disse, som oftest er bymure og forter, er mest blevet studeret som militær arkitektur, altså udfra deres praktiske funktion til at modstå belejringer og direkte angreb. Dette forskningsnetværk har som sit kerne formål at flytte fokus over på en lang række andre socio-økonomiske aspekter, som finansiering, arkitektonisk betydning for byers udseende og planlægning, historik betydning, bygningstekniske betydning osv. Konferencen vil blive udgivet som bog kort efter selve konferencens afholdelse. Bogen er således i virkeligheden det egentlig formål med konferencen, fordi foredragene bliver tilgængelige i permanent form og for et meget større publikum. Konferencens talere er netværkets medlemmer og nogle inviterede forskere, der har arbejdet mange år med befæstninger. Det største antal talere er imidlertid fundet ved opslag (call for papers).
Projekttitel: Colloquium Origenianum Undecimum. Origen and Origenism in the History of Western Thoughts
Bevillingsmodtager: Anders-Christian Lund Jacobsen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: Colloquium Origenianum Undecimum: Den 11. internationale konference om Origenes-forskning. Receptionen af Origenes og origenismen i den vestlige tradition. Origenes fra Alexandria (185-254) er den mest betydningsfulde af de græskssprogede kirkefædre. Hans betydning for Østkirkens og de senere Ortodokse Kirkers teologi kan bedst sammenlignes med Augustins betydning for Vestkirkens og de senere vesteuropæiske kirkers teologi. Ligesom Augustin har Origenes også haft betydning langt ud over teologiens grænser f.eks. for filologien og filosofien. Origenes har imidlertid ikke kun haft betydning for Østkirken, men også for vesteuropæisk teologi og tænkning. Receptionen af Origenes’ værker og tænkning i den vesteuropæiske tradition er temaet for denne konference. To tidligere internationale Origenes-konferencer har beskæftiget sig med receptionen af Origenes’ teologi og tænkning i de første århundreder efter Origenes’ død. Den 11. internationale Origeneskonference, som afholdes i august 2013 i Århus, vil beskæftige sig med receptionen af Origenes i den vestlige tradition fra Augustin og indtil nutiden. Konferencen vil også pege frem ad gennem drøftelser af kommende fokuspunkter i Origenes-forskningen. Følgende hovedtemaer vil blive drøftet på konferencen: Receptionen af Origenes’ teologi og tænkning i de vesteuropæiske teologiske og filosofiske traditioner, Origenes’ betydning for den vestlige mystiske teologiske tradition, og hans betydning for det moderne filologiske arbejde.
Projekttitel: The loose ends of fieldwork: emotional care of the self in the ethnography of violence
Bevillingsmodtager: Nerina Weiss
Institution: Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre
Bevilget beløb: kr 66.000
Projektbeskrivelse: Vold og konflikt er blevet populære forskningsfelter inden for socialvidenskaben og flere forskere vælger nu at gennemføre feltarbejde i konfliktområder. Mens flere discipliner inden socialvidenskaben samler data gennem deltagende observation og langvarige ophold i felten, har der hidtil været ringe opmærksomhed på de negative effekter forskningen på vold, lidelse og konflikt kan have på forskeren selv. Langvarig og gentagent arbejde med sådanne temaer kan ikke bare have yderst dårlige konsekvenser for forskeren personlig, men også påvirke hendes evne til at arbejde og bearbejde det indsamlede materiale. Som forskere og vejledere ser vi behovet for at skabe bevidsthed og kundskab i forhold til de emotionelle følger af et arbejde med vold, lidelse og konflikt. Konferencen er derfor ment som en platform, hvor forskere fra de forskellige samfundsvidenskabelige discipliner udforsker metodologiske tilgange til hvordan vi kan forholde os til de emotionelle udfordringer i dette forskningsfelt, og hvordan vi kan undgå traumatisering af forskeren selv.
Projekttitel: International Konference: "Need to Know II - Lessons learned"
Bevillingsmodtager: Thomas Wegener Friis
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 79.121
Projektbeskrivelse: I samarbejde med det polske Institut for National Erindring (IPN) vil Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet i efteråret 2012 arrangerer konferencen ”Need to Know II: Lessons Learned”. IPN er Europas største samtidshistoriske institution og en førende forskningsinstitution inden for intelligence studies. Konferencen er frugten af et længere samarbejde med de polske forskere og fortsættelsen af et konference-samarbejde, der startede i Bruxelles i 2011. Projektet prioriteres højt fra de polske partneres side, der derfor allerede har givet tilsagn om støtte til arrangementet. Forud for konferencen vil IPN-præsident Lukasz Kaminski desuden besøge Danmark og dermed markere den betydning, IPN tillægger samarbejdet med danske forskere. Konferencen vil medvirke til at åbne intelligence studies for danske forskere, der desuden vil få mulighed for at træffe førende forskere fra det meste af Europa. Konference-samarbejdet skal også medvirke til at positionere det dansk-polske forskningssamarbejde i forhold i EU. Konferencen stiller spørgsmålet: Hvad kan vi i dag lære af efterretningshistorien? I en verden med stadigt mere efterretningsaktivitet, er det på tide at evaluere og lære af tidligere succeser og fiaskoer.
Projekttitel: Design and Displacement 4S/EASST Conference
Bevillingsmodtager: Susanne Georg
Institution: Copenhagen Business School
Bevilget beløb: kr 77.832
Projektbeskrivelse: De to førende videnskabelige selskaber for ”science and technology studies" (STS), 4S og EASST, afholder en fælleskonference i København d. 17.-20. oktober 2012. CBS er vært for konferencen, og står dermed for tilrettelæggelsen af åbningsarrangementet, "The Convener's Thematic Opening", d. 17. oktober. Konferencens overordnede tema, "Design and displacement", understreger, at når nye videnskabelige resultater, teknologier, produkter, processer introduceres i hjemmet, i virksomheder og endda i samfundet, så kan eksisterende måder at gøre ting på og eksisterende produkter fortrænges. Introduktionen af noget ’nyt’ forløber imidlertid sjældent som planlagt men fører ofte en række forskelligartede kontroverser med sig. Åbningsarrangementet vil adressere konferencens tema på utraditionel vis. Sigtet er at bryde med det traditionelle konferenceformat, hvor formidlingen af de videnskabelige resultater sker primært ved en-vejs kommunikation fra forskerne til tilhørerne. Vi vil i stedet afholde interaktive workshops samt benytte ekskursioner i København og kunstneres visualisering af videnskabelige kontroverser på en markedsplads (på CBS) til at belyse det medieomtalte fænomen ”Copenhagenization” som eksempel på et nyt designkoncept. Dette vil kunne give konferencedeltagerne en anden måde at opleve konferencebyen og -stedet på, samtidig med at arrangementet adresserer temaer, der er centrale for STS-forskningen. Konferencen forventes at have mere en tusind deltagere.
Projekttitel: Gender in the European Town Conference 2013
Bevillingsmodtager: Deborah Leigh Simonton
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 78.924
Projektbeskrivelse: The Gender in the European Town Network will be holding a major international conference at the University of Southern Denmark, Odense, 23-25 May 2013. The international research network, Gender in the European Town, funded by the Danish Research council, has brought together new and established scholars from twelve countries to explore the place of gender in three interrelated areas that shaped the development of the modern town: the economy, politics and civic identity, and real and imagined space. This Conference will draw upon the extensive conversations the project has engendered, not only about the changing dynamics of gender and towns over time, but also about the challenges posed in writing a comparative European history that extends beyond the Anglo-Franco-German axis to incorporate explicitly the Nordic region, thus raising questions both about the complexities of pan-European gendered ideals (and how and where these were intersected and/or modified by local or national norms), and about the nature of the European town itself. The conference will showcase the research conducted under the FKK-funded international research network highlighting the importance of Danish-based research and its significance for the international academy with respect to the history of gender in European towns (www.sdu.dk/GENETON). It will draw international scholars working in this field to Denmark, while the keynote speakers will be renown historians in the field.
Projekttitel: Communities in Transition: The Circum-Aegean Later Neolithic Stages (4.500-3.000 B.C.)
Bevillingsmodtager: Søren Dietz
Institution: Det Danske Institut i Athen
Bevilget beløb: kr 60.000
Projektbeskrivelse: Formålet med konferencen: "Samfund i forandring" er at etablere et forum hvor fagfolk fra forskellige lande, discipliner og faglige anskuelser kan mødes, fremlægge og diskutere de mange nye data om perioden, som er fremkommet indenfor de seneste årtier. Temaet for konferencen er den relativt lange overgangsperiode på mellem 1500 og 2000 år fra mellemste del af den yngre stenalder til den tidlige bronzealder i området omkring det Ægæiske hav. Perioden har mange forskellige navne (f.eks. Final Neolithic, Chalcolithic, Eneolithic, Late Neolithic II eller Kobberalder) anvendt af kolleger med forskellige geografiske udgangspunkter og faglige traditioner. Trods de forskellige navne viser de arkæologiske kilder fra perioden over et stort geografisk område, som strækker sig fra Donau mod nord, Anatolien mod øst og Kreta og Cypern mod syd, mange fælles træk, som indicerer, at de underliggende sociale og kulturelle processer, som skabte dem, i bred forstand, var de samme. I løbet af perioden blev der i området etableret en scene for processer, som førte til anvendelsen af metalteknologi, opfindelsen og spredningen af hjulet, en generel befolkningstilvækst, inddragelse af nye bosættelsesområder, etablering af netværk for langtrækkende kommunikation og samhandel og stigende social komplexitet.
Projekttitel: GENDER AND SEXUALITIES: REVISIONING DRUG AND ALCOHOL RESEARCH
Bevillingsmodtager: Vibeke Marie Asmussen Frank
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 78.535
Projektbeskrivelse: Køn og seksualitet: gentænkning af alkohol- og narkotikafeltet. Køn har længe spillet en rolle indenfor alkohol- og narkotikaforskningen. Mænd både drikker mere alkohol og forbruger flere illegale stoffer end kvinder. Vores viden er dog mest baseret på statistikker og forbrugsmønstre fra større befolkningsundersøgelser. Vi ved således ikke meget om hvilke kønnede, kulturelle meninger alkohol og stoffer tillægges eller hvordan disse indgår i konstruktionen af køns- og seksuelle identiteter. Vi ved heller ikke meget om hvordan sådanne kulturelle betydninger kropsliggøres eller om, hvordan alkohol- og stofbrug bliver kønnede praksisser. Selvom udviklingen af teorier om køn spiller en større rolle i fag som antropologi, psykologi, sociologi, cultural studies, human geografi og kriminologi, så er denne viden kun i begrænset omfang blevet integreret i alkohol- og narkotikaforskningsfeltet. Et første skridt i sådan en retning er denne konference. Formålet er at opmuntre til ny udvikling i feltet ved at diskutere køn og seksualitet med fremtrædende internationale kønsforskere, og ved at give både nationale og internationale alkohol- og narkotikaforskere lejlighed til at fortælle om og diskutere, hvordan de inddrager køn som en del af deres forskningsprojekter. Konferencen er international og afholdes 10.- 12. oktober 2012 på Aarhus Universitet. Konferencen er åben for alle og deadline for indsendelse af abstracts er d. 1. juni 2012.
Projekttitel: Religiøs højreradikalisme: En kortlægning af feltet. Konference om højreradikales brug af religiøse trossystemer
Bevillingsmodtager: Brian Arly Jacobsen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 78.424
Projektbeskrivelse: Religiøs højreradikalisme: En kortlægning af feltet. Konference om højreradikales brug af religiøse trossystemer ”De højre- og venstreekstremistiske miljøer vil heller ikke i 2011 udgøre en alvorlig trussel mod det norske samfund.” Således skrev den norske efterretningstjeneste, PST, ifølge Ritzau 23. juli 2011, i sin trusselsvurdering for 2011. Synet på de politisk ekstreme miljøers voldelige aktiviteter delte den norske efterretningstjeneste med flere europæiske tjenester indtil bombningen i Oslo og massakren på Utøya, som fandt sted den 22. juli 2011 udført af en militant højreekstremist. Siden da har medier, myndigheder og politikeres fokus på europæiske højreradikale været massiv og især har spørgsmålet om deres religiøse forestillingsmæssige univers været i centrum, men hvad ved vi egentlig om højreradikale bevægelser og idéer? Hvad vil det sige at være 'højreradikal', og i hvilken sammenhæng er det relevant at anvende begrebet? Deler højreradikale bevægelser forskellige steder i verden anskuelser? Hvilke udfordringer har studiet af dette fænomen? Formålet med konferencen er dels at samle forskere fra hele verden med henblik på etablering af et forskningsnetværk, dels at udforske de mange former for moderne højreradikalisme og deres brug af religiøse trosforestillinger.
Projekttitel: Nordic Design Research Conference 2013: Experiments in design research
Bevillingsmodtager: Eva Brandt
Institution: Det Kongelige Danske Kunstakademi
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: ‘Nordes’ er forkortelsen på en designkonference, der er blevet afholdt hvert andet år siden 2005. Gennem årene er konferencen vokset til at blive den vigtigste designkonference i Norden med høje krav til kvalitet for de forskellige bidrag. Alle har mulighed for at indsende bidrag og få disse bedømt til eventuel optagelse på konferencen. På sidste konference i Helsinki blev ca. 30 % af bidragene accepteret på basis af en kvalitetsvurdering. Hvert bidrag vurderes af to uafhængige forskere, der ikke kender til forfatternes navne. Konferencens videnskabelige formål er at fungere som et sted, hvor resultater af designforskning kan præsenteres og diskuteres i et internationalt forum og et sted, hvor der kan skabes forskningsnetværk og fås inspiration til det videre arbejde. Næste gang er det Damarks tur til at være vært. Konferencen afholdes fra den 9. – 12. juni 2013 på ’Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering’. Ansøger, lektor Eva Brandt, er overordnet ansvarlig for konferencen i samarbejde med professor Pelle Ehn og professor Marie Reimer Hellström fra Malmø Højskole. Temaet for Nordes 2013 er ’Eksperimenter i Designforskning’. Vi søger om midler til betaling af honorar, rejse- og hoteludgifter til to hovedforedragsholdere; Erin Manning og Brian Massumi, der begge kommer fra Canada. Der søges desuden om midler til trykning af løbesedler samt en bog til konferencedeltagerne med korte beskrivelser af alle bidrag, konferenceprogram mv.
Projekttitel: 16de internationale ISRLC konference 19.-21. oktober 2012
Bevillingsmodtager: Nils Holger Petersen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: Der søges om støtte til afholdelse af den 16. internationale ISRLC konference 19.-21. oktober 2012 på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. ISRLC (International Society for Religion, Literature and Culture) er oprettet med henblik på at fremme tværfaglige studier af religion, litteratur og andre kunstarter i en international sammenhæng. Konferencens tema er kulturer under forvandling. I moderne forskning beskrives kulturelle og religiøse forhold som fænomener, der kontinuerligt er under udvikling og gensidig påvirkning. Igennem konflikter og opgør med etablerede værdier og forestillinger skabes nyorientering og ny identitet. Sækulariseringsbestræbelser, industrialisering, globalisering og demografiske bevægelser på tværs af nationale grænser har således i moderne tid præget religion og kultur i Vesten, men religion manifesterer sig igen på nye måder også i de vestlige samfund. Disse stadige ændringer kræver stadig nye indsigter og fører til nye bearbejdelser også i kunstneriske sammenhænge. Konferencen indbyder til diskussioner om religion og kulturmøder set fra forskellige faglige vinkler. Tematisk drejer konferencen sig om ændringer af identitetsforhold og værdier og om den kulturelle betydning af fælles erindring i en situation, hvor normer bryder sammen og nye bliver til. Konferencen består af en række paneler med forskellig faglig og tematisk profil, der tilsammen omfatter litteratur, religion, filosofi og andre humanistiske og kunstneriske områder.
Projekttitel: Popular Punishment: On the Normative Significance of Public Opinion
Bevillingsmodtager: Jesper Ryberg
Institution: Roskilde Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: På tværs af vestlige lande har der i den kriminalpolitiske debat i de seneste 10-15 været en klar tendens til at henvise til befolkningens opfattelse, når der skal træffes beslutninger på det strafferetlige område. Det er blevet et hovedargument i debatten, at straffene skal afspejle den almene retsfølelse. Fra akademisk hold er dette argument ofte blevet udlagt som en form for populisme. Imidlertid er det meget få, der for alvor har diskuteret, hvilken rolle en befolknings syn på det kriminalpolitiske område bør have for de beslutninger, der træffes. Det er dette emne, der ønskes behandlet på konferencen. Indbudt som Key Note Speakers er en række af verdens førende forskere i strafferetsetik og i spørgsmål vedrørende "public opinion".
Projekttitel: AFTERSHOCK: POST-TRAUMATIC CULTURES SINCE THE GREAT WAR
Bevillingsmodtager: Peter Jeremy Leese
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: Konferencen er en tredages konference, der skal holdes gennem Institut for engelsk, germansk og romansk sprog (ENGEROM) på Københavns Universitet fra den 22. til den 24 maj 2013. Konferencens arbejdstitel er “After-Shock: Post-Traumatic Cultures since the Great War.” Konferencen handler om politiske, medicinske og kunstneriske svar på traumatisk neurose (shellshock), som er opstået fra første verdenskrig og efterfølgende krige.
Projekttitel: Konference ExAPP 2013
Bevillingsmodtager: Nicolai Pharao
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: Ved at samle sprogforskere fra hele verden vil konferencen ExAPP 2013 bidrage til forståelsen af den systematik, der ligger i den variation , vi møder i daglig tale. Der vil blive fokuseret på følgende: • hvordan vi kan studere variationen nøjere gennem en højere grad af kontrol med de faktorer, der påvirker mennesker når de taler sammen • hvordan variationerne i talesproget påvirker den måde, folk ubevidst vurderer hinanden på • hvordan holdninger til den naturlige variation opstår, og hvad disse holdninger betyder for hvor svært vi har ved at forstå hinanden. Mange forskelle og forandringer opfattes som sjusk med sproget og skaber bekymring for, at folk får sværere og sværere ved at forstå hinanden på tværs af generationer og samfundsgrupper. Ikke desto mindre fortsætter folk med at tale forskelligt. De nyeste undersøgelser i en række af verdens sprog viser, at der er systematik i forskellene, ikke bare inden for hver generation eller samfundsgruppe, men også på tværs af dem. Sammentrækninger af ord og stavelser forekommer særligt hyppigt, når der gengives information, der allerede er kendt af deltagerne i en samtale, mens ord der udtrykker ny information, eller som har særlig relevans i den konkrete kontekst, til gengæld har tendens til at blive udtalt tydeligere. Sproget varierer også som en funktion af de indbyrdes relationer mellem deltagere i en samtale. Samspillet mellem disse faktorer vil blive diskuteret på ExAPP 2013 sammen med nye ideer til videre undersøgelser.
Projekttitel: Rhetoric in Society 3: Contemporary Rhetorical Citizenship: Purposes, Practices, and Perspectives
Bevillingsmodtager: Christian Erik Jungersen Kock
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 78.293
Projektbeskrivelse: Ved Afdeling for Retorik ved Københavns Universitet arrangerer vi en international konference med emnet ”Retorisk medborgerskab i vor tid”. Medborgerskab indebærer, at vi som medborgere har visse rettigheder og pligter. Men det er ikke det hele. Medborgerskab er også, at vi taler sammen, debatterer og argumenterer. Konferencens omdrejningspunkt er denne offentlige samtale mellem borgere, mellem deres valgte repræsentanter og mellem disse to parter indbyrdes. Hvordan står det til med den? Er den ved at degenerere? Hvordan udfolder den sig faktisk – i dagligdagen, i medierne og på ”Borgen”? Hvilke vilkår har den? Hvordan kan den gøres bedre? Nogle er medborgere, når de ser en politisk debat i tv og diskuterer den med kollegaer dagen derpå. Nogle er medborgere, når de giver kommentarsporet på Facebook eller Twitter en politisk drejning. Og for nogle er “retorisk medborgerskab” et ideal fjernt fra hverdagens realiteter, fordi de ikke har det statsborgerskab, den udtryksfærdighed og den medieadgang, som det i mange tilfælde forudsætter. Retorik er, mener vi, en nødvendig og underbelyst side af demokrati og medborgerskab. Siden oldtidens græske demokrati har retorik været anset for samfundets kit. Retorikken bidrager til skabelsen og udformningen af fællesskabet. Retorikken er en måde, vi kan være uenige på, uden at vi glider fra hinanden. Derfor er der behov for, at vi også i dag udforsker, hvordan vi kan være medborgere også i retorisk henseende, ikke blot på papiret.
Projekttitel: 2nd International CSR Communication Conference
Bevillingsmodtager: Anne Ellerup Nielsen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 79.200
Projektbeskrivelse: Konferencen er planlagt til afholdelse den 18.-20. september 2013 på Aarhus Universitet, Institut for Erhvervskommunikation. I dagene forud for konferencen (17-18. september) afholdes et ph.d.-kursus i CSR kommunikation. Formålet med konferencen er at samle toneangivende forskere og eksperter inden for strategisk kommunikation af CSR og bæredygtighed med henblik på at diskutere og udveksle nye ideer til udvikling af teorier, metoder og modeller, der kan understøtte denne type kommunikation i store, små og mellemstore private og offentlige organisationer i lokale og globale kontekster. Kommunikation af CSR og bæredygtighed er et nyt og interdisciplinært felt, der trækker på både samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner inden for ledelse, organisationskommunikation, marketing, public relations, diskursanalyse og retorik m.v. Det stigende pres på virksomheder og organisationer fra såvel interne som eksterne interessenter for at få dem til at tage et socialt ansvar og også kommunikere dette har generelt øget behovet for forskning i kommunikationsteorier og -metoder, der kan bidrage til at effektivisere planlægningen og implementeringen af CSR.
Projekttitel: Litteratur og anerkendelse
Bevillingsmodtager: Moritz Schramm
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 73.728
Projektbeskrivelse: ”Litteratur og anerkendelse” er en international konference, der afholdes i Odense. Konferencens sprog er tysk og engelsk. Konferencens formål er at diskutere anerkendelsesteoretiske tilgange indenfor litteratur- og kulturstudierne: deres muligheder, begrænsninger og perspektiver. Den tager sit afsæt i den store popularitet, som anerkendelsesbegrebet har nydt i især socialfilosofiske og samfundsvidenskabelige kredse gennem de seneste år og sigter i forlængelse deraf på at undersøge dets potentiale inden for litteratur- og kulturstudierne. Konferencen vil med andre ord afsøge mellemstedet mellem humaniora, samfundsvidenskab og filosofi. Konferencen har inviteret nogle af de internationalt mest fremtrædende forskere på området som hovedforedragsholdere, deriblandt lederen af det velrenommerede Institut for Sozialforschung i Frankfurt, Prof. Dr. Axel Honneth, der i sine seneste bøger i stigende grad har benyttet sig af litterære kilder i sin teoridannelse. Det skal med udgangspunkt i dette også diskuteres på konferencen, om eller hvordan litteratur- og kulturstudierne kan bidrage til den videre udvikling af anerkendelsesteorierne. Der udsendes et generelt Call for Papers, der indkalder til foredrag, som vil undersøge anerkendelsesbegrebets potentiale inden for litteratur- og kulturforskningen og/eller vil undersøge litteraturens betydning for den videre teoriudvikling.
Projekttitel: Fænomenet historie/Das Phänomen Geschichte/Le phénomène de l'histoire/History as a Phenomenon
Bevillingsmodtager: Søren Gosvig Olesen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: kr 74.664
Projektbeskrivelse: Filosofien er traditionelt kendetegnet ved at tage udgangspunkt i det ”eviggyldige”, som ikke er underlagt historiens foranderlighed. Men hvor filosofien i nyere tid vil grundlægge sig på den menneskelige bevidsthed, viser filosofiens udgangspunkt sig først som et slutpunkt efter tvivlsbetragtning eller kritik. Dermed får filosofien mere med det foranderlige end med det evige at gøre. Alle det 20. århundredes filosofiske retninger er historisk orienterede. En række filosoffer anser derfor historien for et problem, som det er nødvendigt at gøre til filosofiens tema. For at spørge: Hvad er historien som fænomen, dvs. som definerende selve menneskets eksistens? Formålet med afholdelsen af en konference med temaet ”Historien som fænomen” er at samle forskere, der hidtil har arbejdet med det uden indbyrdes kontakt. Derved kan konferencen være med til at skabe en platform for et fremtidigt netværk. I forhold til kolleger, stipendiater og studerende vil konferencen kunne vise denne forsknings muligheder. Endvidere er det en mulighed, at dannelsen af et netværk omkring temaet resulterer i en antologi baseret på bidragene til konferencen. Konferencens emne har bred appel i filosofiske kredse, og også udover disse, til humanistiske videnskaber og til samfundsvidenskaberne. I kraft af samarbejdet med Aarhus Universitet og med Södertörns Högskola, Stockholm, er konferencen sikret bred national og international tilslutning.
Projekttitel: Forming welfare/form til Velfærd - Velfærdsdesign som designpraksis
Bevillingsmodtager: Kjeld Vindum
Institution: Det Kongelige Danske Kunstakademi
Bevilget beløb: kr 74.664
Projektbeskrivelse: Projektets målsætning er at undersøge, hvilken rolle arkitektur og design kan spille i forhold til den omdefinering af velfærdssamfundet, som finder sted i disse år. Et delspørgsmål består i den forbindelse i at undersøge, hvordan velfærdssamfundet omdefineres, og hvilken indvirkning dette har på arkitektur og design eller omvendt, hvilken rolle arkitektur og design kan få i processen ? Målet er at fremme en mere fællesskabsorienteret, socialt bevidst nyudvikling inden for faget. Det er projektets grundantagelse at formuleringen af sådanne faglige hensigter og strategier, for at få betydning, må funderes på grundlæggende politisk/økonomiske analyser af samfundsudviklingen. Konferencen vil fokusere på, hvad vi mener velfærdsdesign egentlig kan byde på i form af konkret fysisk form: Arkitektur og design. Hvad skal arkitektur og design kunne ud over det humanistisk omsorgfulde og hvordan?
Projekttitel: The Eighth Conference of the Nordic Association of Semiotic Studies (NASS): Sign evolution on multiple time scales'
Bevillingsmodtager: Kristian Tylén
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 78.912
Projektbeskrivelse: Konferencen afholdes den 29.-31. maj 2013 og det overordnede tema vil være 'tegn-evolution', dvs. studiet af hvordan semiotiske tegnsystemer (verbal- og tegnsprog, gestus, notationssystemer, grafiske symboler, mv) opstår og forandres i et fylogenetisk, historisk, ontogenetisk og socialt interaktivt perspektiv. Feltet er interessant da det adresserer såvel individuelle kognitive processer som globale sociale dynamikker i samspil med det omgivende kulturelle og materielle miljø. Desuden forener emnet teoretiske og empiriske perspektiver der sjældent behandles samlet, såsom filosofi, evolutionær antropologi, udviklingspsykologi, eksperimentel semiotik og simulationsstudier. De seks inviterede plenaries er alle i den absolutte videnskabelige elite og repræsenterer et bredt spektrum af perspektiver og metodiske tilgange til emnet.
Tidsskrifter
Projekttitel: Støtte til digitalisering af tidsskriftet NyS
Bevillingsmodtager: Jann Scheuer
Institution:
Bevilget beløb: kr 30.000
Projektbeskrivelse: Det sprogvidenskabelige tidsskrift Nydanske Sprogstudier (NyS) ønsker at gøre samtlige numre af tidsskriftet siden starten i 1970 gratis tilgængelige på nettet i søgbar form. Dette forudsætter opsprætning, indscanning og digitalisering. Disse opgaver kan varetages af en studentermedhjælp som der hermed søges lønmidler til. Der kræves derudover dels et såkaldt OCR-program, dels opsætning af en digital platform hvorfra artiklerne kan nedhentes. Midler til disse søges også. Redaktionen samt udgiver, Dansk Sprognævn, bidrager med VIP- og TAP-timer til gennemførelse af projektet.
Projekttitel: Danske Studier
Bevillingsmodtager: Henrik Blicher
Institution:
Bevilget beløb: kr 90.000
Projektbeskrivelse: Danske Studier er et af de førende tidsskrifter inden for områderne dansk sprog og dansk litteratur. Hver årgang rummer længere videnskabelige artikler inden for disse emner og kortere bidrag om væsentlige enkeltheder. Tidsskriftet har en stor spændvidde, og artiklerne strækker sig fra runer til moderne litteratur. Alle bidrag – store som små – underkastes anonym fagfællebedømmelse. Af væsentlig betydning for vidensdelingen er også tidsskriftets anmeldelsessektion hvor førende forskere underkaster nye udgivelser en skarp kritik. Som noget relativt nyt har vi indført genren jubilæumsanmeldelse der giver en forskningshistorisk skitse med udgangspunkt i en 100 eller 50 år gammel fagbog. Danske Studier lægges på nettet med ét års forsinkelse, adressen er danskestudier.dk. Her ligger samtlige ældre numre lige fra det første – 1904 – i søgbar form.
Projekttitel: Tidsskriftet Danish Musicology Online.
Bevillingsmodtager: Søren Møller Sørensen
Institution:
Bevilget beløb: kr 79.500
Projektbeskrivelse: Danish Musicoloy Online/ Dansk Musikforskning Online er et landsdækkende musikvidenskabeligt tidsskrift af høj videnskabelig standard, der styrker publikationsmulighederne for dansk musikvidenskab. Tidsskriftet er gratis tilgængeligt på adressen www.danishmusicologyonline.dk De videnskabelige artikler bedømmes forud af fagfæller uden for redaktionen. Tidsskriftet begyndte sin virksomhed i 2010. Det udkommer to gange årligt.
Projekttitel: Journal of Cognitive Semiotics, udgivet af De Gruyter-Mouton
Bevillingsmodtager: Peer Franz Bundgård
Institution:
Bevilget beløb: kr 90.000
Projektbeskrivelse: Journal of Cognitive Semiotics er et nystartet multidisciplinært internationalt tidsskrift udgivet af forlaget De Gruyter-Mouton. Det har til hensigt at være et forum for højtkvalificeret forskning inden for området ”menneskelig betydningsdannelse”. Kognitiv Semiotik er et forskningsfelt, der forener forskellige kognitionsvidenskabelige, psykologiske, lingvistiske, neurovidenskabelige og semiotiske tilgange til det overordnede spørgsmål om, hvad der kendetegner menneskets meningsfulde interaktion med omverden og samfund, hvilke forbindelser der kan etableres mellem perception, handling og sprog, hvad der er det neurobiologiske grundlag for betydningsdannelsen, og hvilke strukturer og principper der styrer betydningssystemer som fx sprog, men også hvad der kendetegner resultaterne af menneskets betydningsproducerende aktivitet (i fx kunstens domæne, men også kulturelt, socialt og mellemmenneskeligt). Det specifikke ved Kognitive Semiotik, sådan som den er blevet udviklet siden begyndelsen af 1990erne i Danmark (Aarhus) og de seneste 10 år i Sverige (Lund), er, at den som forskningsprogram søger at bygge bro mellem de europæiske og de amerikanske traditioner samt mellem de mere kvalitative humanistiske metoder og de mere kvantitative kognitionsvidenskabelige metoder, der tages i brug til at undersøge menneskelig betydningsdannelse. Tidsskriftets redaktionskomité består af fire forskere fra hhv. Aarhus, Lund, Ontario (Canada) og New York (USA). Det vil udkomme to gange årligt.
Projekttitel: Foucault Studies
Bevillingsmodtager: Sverre Raffnsøe
Institution:
Bevilget beløb: kr 50.000
Projektbeskrivelse: Foucault studies er et internationalt tidsskrift, der har eksisteret siden 2004. Tidsskriftet fokuserer på den franske filosof Michel Foucaults tænkning, ikke bare i dets egen ret, men også sådan som Foucaults tænkning har fået indflydelse på og anvendelse inden for samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning. Tidsskriftet publicerer filosofiske og teoretiske fortolkninger af Foucaults arbejde og artikler, der ved hjælp af Foucaults tænkning diskuterer problemstillinger i forskellige fagfelter eller analyserer samtidige fænomener. Tidsskriftet udkommer to gange om året og publicerer foruden artikler også interviews, boganmeldelser og review essays.
Projekttitel: Tidsskriftet K&K. Kultur og Klasse
Bevillingsmodtager: Per Krogh Hansen
Institution:
Bevilget beløb: kr 90.000
Projektbeskrivelse: K&K, Kultur og Klasse K&K har eksisteret siden 1967 og udkom de første år under navnet Poetik. K&K udgives fra og med nummer 109 af Aarhus Universitetsforlag og er relanceret med nyt grafisk udtryk. K&K er fortsat et tidsskrift, der bringer originale videnskabelige artikler om filosofiske, litterære, æstetiske, medievidenskabelige og kulturanalytiske problemstillinger. Danske forskere har ranket tidsskriftet til det højeste videnskabelige niveau - det betyder, at en artikel i K&K udløser lige så mange midler fra Videnskabsministeriet til forskerens universitet som en artikel i fx Science eller Nature.
Projekttitel: Archaeological Textiles Review
Bevillingsmodtager: Ulla Mannering
Institution:
Bevilget beløb: kr 110.000
Projektbeskrivelse: Tidskriftsstøtte til Archaeological Textiles Review Archaeological Textiles Newsletter har eksisteret siden 1985 og startede som et uformelt forum for europæiske tekstilforskere og tekstilarkæologi interesserede. Tidsskriftet startede med at blive udgivet i England, og har siden haft skiftende ansvarshavende redaktører og hjemsteder (Manchester, Leiden og Trondheim). I 2008 overtog Ulla Mannering, Eva Andersson Strand og Margarita Gleba, som alle var ansat på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet ansvaret for udgivelsen af ATN. Samme år blev der oprettet en forening, Friends of Archaeological Textiles Newsletter, som har ansvaret for tidsskriftets udgivelse. En af de største udfordringer for den nye redaktion har været at modernisere tidsskriftet, både med hensyn til indhold, layout og tilgængelighed. Tidsskriftet har altid haft en stærk og anset faglig profil, men det redaktionelle løft og en større fokus på længere, forskningsbaserede artikler, har de sidste år givet tidsskriftet en ny profil mod en egentlig journal. Derfor vil tidsskriftet med virkning fra 2012 blive omdøbt til Archaeological Textiles Review, som bedre afspejler tidsskriftets faglige profil.
Projekttitel: Sprogforum. Tidsskrift for Sprog- og Kulturpædagogik
Bevillingsmodtager: Karen Lund
Institution:
Bevilget beløb: kr 90.000
Projektbeskrivelse: Tidsskriftet Sprogforum er ramme om pædagogisk og teoretisk debat om fremmed- og andetsprogsundervisning, hvor forskere formidler deres undersøgelser og resultater for at bidrage til forøget viden og forståelse på tværs af sprog, institutioner og traditioner. Sprogforum udkommer to gange om året og er fagfællebedømt. Artiklerne belyser et pædagogisk og forskningsmæssigt aktuelt tema. De seneste numre har behandlet følgende temaer: Sprog på universitetet, Sproghistorie og sprogtypologi, Curriculum samt Første- andet og tredjesprog. Sprogforum er udkommet siden 1994 med indtil nu 52 numre.