Gå til indhold

Bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd – Bilateralt samarbejde med Indien, 2013

I det bilaterale samarbejde med Indien har Det Strategiske Forskningsråd i år besluttet at støtte to projekter, der forsker i sundhedsvidenskabelig bioteknologi, med i alt 9,5 mio. kr.

Projekterne er udvalgt i samarbejde med Departementet for Bioteknologi i det indiske Ministerium for Videnskab og Teknologi.

Læs beskrivelser af projekterne længere nede.

Samarbejdet med Indien startede i 2004 og har nu resulteret i syv dansk-indiske projekter. Dette er det femte bilaterale opslag mellem Danmark og Indien. Samarbejdsaftalen mellem Danmark og Indien har til formål at styrke forskningsarbejdet mellem landene inden for bioteknologi, idet Danmark og Indien har en fælles interesse i at imødegå udfordringer inden for bioteknologi og sundhed. Bioteknologi er desuden et område, hvor både Danmark og Indien har stærke potentialer.

Dette bliver udnyttet i de to nye projekter, som fokuserer på henholdsvis bekæmpelse af kræft ved at identificere genetiske ændringer, der påvirker udviklingen af kræft, og på sammenhængen mellem graviditetsdiabetes og type-2-diabetes.


DISC-B – Denmark-India in vivo Screen for Cancer Biomarkers
Dansk titel: DISC-B – Danmark-Indien Screening for kræft-biomarkører i patienter
Bevillingsmodtager: Stephen Michael Cohen, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet
E-mail: scohen@sund.ku.dk
Bevilget beløb: 5 mio. kr.
Samlet budget: 12,3 mio. kr.
Bevillingsperiode: 2014-2019
Forskeruddannelse: 3 ph.d. og 1 postdoc
Partnere: Indien: Indian Institute of Science Education and Research (IISER) (Pune), St Johns Research Institute (Bangalore). Danmark: Københavns Universitet.

En kræftknudes arvemasse indeholder mange genetiske mutationer. Nogle af disse mutationer opstår på et tidligt tidspunkt og kan være den oprindelige årsag til, at kræften udvikles. Andre mutationer kommer, mens kræften vokser og tilpasser sig, bl.a. som reaktion på en given behandling. Sammensætningen af genetiske mutationer i en kræftknude kan derfor være afgørende for patientens helbred og overlevelse, og for patientens gavn af behandlingen.
 
Nogle mutationer fremmer sygdommens udvikling, mens andre fjerner de forsvarsmekanismer, som ellers hindrer cancercellernes vækst og spredning. Kræftknuder vil normalt have mutationer af begge disse typer, og de vil samarbejde.
 
Projektet undersøger forekomsten af disse to typer mutationer i en levende organismes kræftceller. Som levende organisme er valgt bananfluer, hvis genetiske mutationer påvirker udviklingen af kræft på samme måde som hos mennesker. Projektet samler forskere fra Danmark og Indien i samarbejde om at finde nye cancerhæmmende mutationer i et større omfang. Målet er at teste alle gener i fluerne, vurdere deres rolle i sygdomme hos mennesker og bruge denne information til at finde nye biomarkører.


VICYDIP – The role of epigenetics in the vicious cycle of diabetes and pregnancy
Dansk titel: VICYDIP – Epigenitikkens rolle i den onde cyklus af diabetes og graviditet
Bevillingsmodtager: Allan Vaag, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet
E-mail: allan.vaag@regionh.dk
Bevilget beløb: 4,6 mio. kr
Samlet budget: 7,6 mio. kr.
Bevillingsperiode: 2014-2016
Forskeruddannelse: 3 ph.d. og 1 postdoc
Partnere: Indien: KEM Hospital Research Centre (Pune), Centre for Cellular & Molecular Biology (Hyderabad). Danmark: Københavns Universitet, Rigshospitalet, Statens Seruminstitut.

Graviditetsdiabetes (GDM) forekommer hos ca. 3% af danske og ca. 10% af indiske gravide kvinder. Kvinder med GDM har en væsentlig øget risiko for senere at udvikle Type 2 Diabetes (T2D), og vi har vist at børn af kvinder med GDM udviser betydelig øget risiko for begyndende udvikling af T2D allerede i 20-års alderen. GDM kan opfattes som en tidlig manifestation af T2D betinget af bl.a. nedsat virkning af insulin i muskel- og fedtvæv.

T2D er forbundet med betydelige omkostninger for patienter og samfund, herunder nedsat livslængde. Der er således betydelige gevinster at hente ved at forebygge GDM, og herunder også mindske risikoen for senere udvikling af T2D hos børn af mødre med GDM. Indien har en af de højeste forekomster af diabetes i verden, og Danmark har en førende position indenfor diabetesforskning. Vi ønsker at udvikle viden om de mekanismer, som fører til udvikling af forstadier til T2D hos børnene forårsaget af GDM i Indien og Danmark.

Epigenetik handler om modifikationer af DNA og RNA forårsaget af miljøpåvirkninger. Vi vil studere epigenetiske mekanismer i navlesnorsblod, blodprøver fra børn, placenta vævsprøver, vævsprøver og stamceller fra muskel og fedt fra 30-årige mænd og kvinder. Dette vil vi gøre ved befolkningsundersøgelser i Nord- og Midtindien samt i Danmark. Udover at opnå mekanistisk viden om sammenhæng mellem GDM og udvikling af forstadier til T2D håber vi også at finde epigenetiske biomarkører, der kan forudsige denne udvikling.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 02. maj 2014