Gå til indhold

Bevillinger fra InnovationsFonden til europæisk samarbejde om byforskning – JPI Urban Europe

InnovationsFonden samarbejder med en række europæiske lande om strategisk forskning i problemstillinger relateret til byer. Samarbejdet foregår i JPI Urban Europe, og her er der netop givet 10 bevillinger til fælleseuropæiske forskningsprojekter, hvoraf Danmark er med i to af dem.

Herunder ses mere information om de to forskningsprojekter.

Projekttitel: ResSegr – Residential segregation in five European countries. A comparative study using individualized scalable neighbourhoods
Projektkoordinator: Ph.d. Karen Haandrikman, Department of Human Geography, Stockholm University (SE)
Dansk partner: Afdelingsdirektør Niels Ploug, Dansk Statistik
Samlet bevilling: € 1.555.711
Bevilling fra InnovationsFonden: € 254.719
Projektperiode: 2014-2017
Partnere: Stockholm University (SE), Dansk Statistik (DK), Vrije Universiteit Brussel (BE), Netherlands Interdisciplinary Demographic Institute (NL), University of Oslo (NO)

Resumé
Segregation af befolkningsgrupper i større byer er et problem. Det har stor politisk og akademisk bevågenhed i det meste af Europa, fordi det udfordrer den sociale sammenhængskraft og kan skabe store forskelle i adgangen til velfærd og arbejdsmarkedet. Men muligheden for at kunne gennemføre og sammenligne studier på tværs af lande hæmmes af, at befolkningsdata langt fra registreres ens alle steder.

I et samarbejde mellem forskere fra Danmark, Belgien, Holland, Norge og Sverige vil projektet ResSegr udvikle en ny innovativ metode, hvor befolkningskvarterer defineres med udgangspunkt i enkeltpersoner frem for at følge de administrative grænser. Det gør det muligt for projektet at sammenligne segregationsmønstre på tværs af byer og lande, hvilket vil give myndigheder nye muligheder for at bekæmpe segregation af befolkningsgrupper.


Projekttitel: UrbanData2Decide – Integrated Data Visualisation and Decision Making Solutions to Forecast and Manage Complex Urban Challenges Projektkoordinator: Dr. Peter Leitner, SYNYO GmbH (AT)
Dansk partner: Dr. Yvonne Dittrich, IT Universitetet
Samlet bevilling: € 956.224
Bevilling fra InnovationsFonden: € 176,029
Projektperiode: 2014-2016
Partnere: SYNYO GmbH (AT), University of Oxford (UK), Malmö University (SE), Open Data Institute (UK), IT Universitetet (DK), ZSI Centre for Social Innovation (AT)

Resumé
Beslutningstagerne i de større byområder står i dag overfor hidtil usete udfordringer såvel som nye muligheder i takt med at deres omgivelser bliver mere og mere komplekse. Ud af det allerede eksisterende ”hav af information” forbliver potentielt vigtige kilder i forhold til beslutningstagningen desværre stort set uudnyttede.

Projektet UrbanData2Decide sigter derfor mod at udtrække og bearbejde information fra to særdeles rige kilder til information, nemlig sociale medier og åbne datasæt. Denne information, kombineret med rådgivning fra ekspertpaneler, vil støtte kommunerne udi en mere holistisk, bæredygtig og velbegrundet beslutningsproces, der tager højde for synspunkter og perspektiver fra alle relevante interessenter.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. august 2019