Partierne bag aftalen om professionshøjskoler for videregående uddannelser (regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre) har drøftet status for aftalen i lyset af en konkret fusionsansøgning fra Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet.
Partierne bakker fortsat op om aftalen af 2. marts 2007 om professionshøjskoler for videregående uddannelse, der skal skabe og fastholde attraktive uddannelsesmiljøer overalt i landet. Det betyder, at professionsbacheloruddannelserne samles i professionshøjskolerne, der har til opgave, at:
- Styrke professionsbacheloruddannelsernes faglighed.
- Skabe attraktive studiemiljøer, som tiltrækker og fastholder endnu flere studerende i et udfordrende og udviklende miljø.
- Udvikle praksisnære videregående uddannelser og efter- og videreuddannelse, der på et internationalt fagligt niveau imødekommer behovet for kvalificeret arbejdskraft i såvel den private som den offentlige sektor.
- Sikre regional uddannelsesdækning.
Med aftalen blev der lavet en særlig ordning for ingeniørområdet, der skulle tage højde for ingeniørhøjskolernes særlige situation med vigende tilgang fra erhvervsuddannelserne m.v.
Partierne bag aftalen om professionshøjskoler for videregående uddannelser har i lyset heraf drøftet en konkret fusionsansøgning fra Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet.
Partierne er enige om at imødekomme fusionsansøgningen fra Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet med henblik på at sikre den fremtidige efterspørgsel af ingeniører i Midt- og Vestjylland og sådan, at den sammenlagte institution kan fortsætte Ingeniørhøjskolen i Århus´ uddannelsesudbud.
Undervisningsministeren vil derfor i samlingen 2011-12 fremsætte lovforslag med henblik på tilvejebringelse af det retlige grundlag for den sammenlagte institutions udbud af diplomingeniøruddannelser og tilhørende efter/videreuddannelse mv., således at fusionen kan ske senest pr. 1. januar 2012.
Partierne er herudover enige om, at et eventuelt ønske om fusion fra Ingeniørhøjskolen i København og et universitet ligeledes drøftes i kredsen.
Partierne er endvidere enige om forsat at styrke professionshøjskolernes uddannelsesudbud.
Det fremgår af bemærkninger til lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, at det skal ”overvejes, om der skal gives mulighed for inden for videreuddannelsessystemet for voksne at etablere professionsmasteruddannelser”. Undervisningsministeriet har med KL og Danske regioner drøftet behovet for etablering af professionsmasteruddannelser på professionshøjskolerne på sundhedsområdet.
Undervisningsministeriet igangsætter nu en analyse af behovet for etablering af professionsmasteruddannelser, der dækker professionsuddannelsernes fagområder generelt. Analysen gennemføres med inddragelse af relevante interessenter bl.a. professionshøjskolerne, Danske Universiteter, Danske Regioner, KL og FTF. Resultatet af de hidtidige drøftelser om behovet på sundhedsuddannelserne inddrages.
Partierne er enige om, at behovet og muligheden for, at der åbnes for etablering af relevante professionsmasteruddannelser på professionshøjskolerne, f.eks. inden for det sundhedsfaglige og pædagogiske område, drøftes i forlængelse af analysen med henblik på at etablere det nødvendige lovgrundlag for godkendelse og udbud. Det forudsættes, at professionsmasteruddannelsen skal have fuld anerkendelse som masteruddannelse svarende til kvalifikationsrammens niveau 7.
Analysen afsluttes i efteråret 2011. Partierne bag aftale om professionshøjskolerne for videregående uddannelser er i forlængelse heraf enige om at drøfte analysen af behovet for etablering af professionsmasteruddannelser på professionshøjskolerne inden udgangen af 2011 med henblik på at eventuelle lovændringer kan gennemføres i foråret 2012.