Det talte ord gælder.
Kære Benny. Kære socialpædagoger. Kære alle jer andre, der er optaget af den socialpædagogiske faglighed, og som vælger at bruge en dag på det i dag. Det har jeg glædet mig til at være en del af.
I møder udsatte mennesker, der hvor de er
Benny, vi havde jo - på en solskinsdag i det nordjyske, hvor vi begge to føler os ret godt hjemme - en rigtig interessant samtale omkring den socialpædagogiske faglighed. Vi var så heldige, at det var før corona, så man faktisk kunne få lov til at komme helt tæt på nogle af de mennesker, som vi taler om i dag. Dem, der netop arbejder med nogle af samfundets mest udsatte og sårbare grupper.
Vi mødte også en flok unge mennesker, som simpelthen var kommet skævt ud af deres livsbane og nu var på en sikret institution. Den dag husker jeg meget tydeligt. Navnlig fordi det var en stolt faggruppe, jeg mødte. Med rank ryg. Som vidste præcis, hvad det var de kunne, og hvilken forskel, de gjorde for mennesker. Men det var godt nok også en stolt gruppe af unge mennesker, jeg fik lov at møde.
Jeg fik lidt et indtryk af, at de faktisk aldrig rigtig havde fået en chance her i livet. Og nogle af dem havde måske heller aldrig følt, at de var gode nok. Måske havde de oven i købet aldrig rigtig følt sig elskede. Og så kom de til det her sted, som jo ikke kan erstatte alt det andet. Men som alligevel hjalp de unge, så de følte sig set, hørt og anerkendt i deres ret til at være her.
Der var alle mulige udfordringer med de her unge mennesker. Men hver gang noget boblede op og gik galt, og de unge blev rasende og aggressive, så var der også et svar. Et svar, der mødte dem, som dem, de var. Om det så var, at de skulle ud og lave noget træ i værkstedet. Eller om det var, at de skulle ud og slå græs på havetraktoren, fordi vibrationerne fik hele systemet til at falde til ro. Den faglighed og den respekt for de unge mennesker, siger rigtig meget om faget som helhed.
Vi skal have styr på grundfagligheden
For det er faktisk det, jeg oplever, nærmest uanset hvor jeg støder på socialpædagoger landet over. Og det kan I være stolte af. Jeg synes også, at det her er et emne, vi skulle have talt meget mere om for længst. En af de første beslutninger, jeg tog som minister, var at tage den tidligere regerings talentprogram for de aller, allerdygtigste og sige: ”Vi skal ikke krydre ting på toppen før vi har styr på grundfagligheden”. Jeg tog i stedet samtlige af pengene og sendte over til pædagoguddannelsen. Det gjorde jeg, fordi der er brug for, at Danmarks største - og rigtig vigtige - uddannelse har en grundfaglighed. Så vi er i stand til at møde børn, unge og udsatte lige præcis på den måde, de fortjener at blive mødt på.
Mennesker har stadig ikke lige muligheder
Vi ved det jo godt, alle os der er her i dag. At ens livsbane ikke er fuldstændig fri. Vi kommer jo ikke ud der på fødselsgangen, og så har vi et helt åbent blad, vi selv skal beskrive. Der er så meget, der er defineret allerede, imens vi ligger i mors mave. Hver gang jeg dykker ned i forskningen på det her område, så bliver jeg trist over, at vi stadigvæk er der. At der er så meget, der er defineret inden du selv har fået en fair chance.
Men den livsbane er jo ikke defineret på en måde, så den ikke kan brydes. Der er bare nogen, der skal kæmpe hårdere for det end andre.
I virkeligheden er det hele fundamentet for, hvorfor jeg er i politik. Det er oplevelsen af at være barn i Fjerritslev og kunne se, at skolekammeraterne ikke havde samme muligheder. At være på koloni med min mor, som er socialrådgiver, og kunne se, at der godt nok er mange forskellige måder at være barn på i det her land. Og det er mere end tyve år siden. Og der er ikke sket noget synderligt godt på de tyve år. Vi er stadigvæk der, hvor børns livsbane i høj grad er defineret af nogle udefrakommende faktorer, de ikke selv har besluttet.
Det er lidt som om, at lige når man bliver født, så er man allerede på toget. Det er jo ikke fordi, man ikke kan sporskifte undervejs. Men toget det kører altså. Der er masser af måder, det enkelte menneske selv kan tage ansvar for at bryde det her spor. Men der er også rigtig mange muligheder for, at andre kan gå ind og støtte op og sige: ”Den togbane du okser afsted på - det er ikke den, du skal være på. Lad os prøve at lave et sporskifte”. Og det er her, pædagogerne kommer ind.
Socialpædagoger hjælper med de vigtige sporskifter
Og det er uanset om, det er de pædagoger, der møder vores allermindste børn. Om det er dem, der støtter op i skolen. Om det er fritidshjempædagogerne, der opdager, at der er noget, der ikke er rigtigt derhjemme. Eller om det er jer: Socialpædagoger. Specialpædagoger.
Jer, der har vores handicappede, vores hjemløse. Dem, der er røget ud i misbrug. De mest udsatte i vores samfund, der har mest brug for, at der er nogen, der er der.
Alle de her forskellige menneskeskæbner, dem kan I gøre en forskel for. Det kræver selvfølgelig en faglighed. Og det kræver, at vi som samfund, har så meget respekt for jeres faggruppe, at vi både sørger for, at uddannelsen er i orden og at arbejdsforholdene er i orden. Når man møder ind på arbejde om morgenen, så skal det være til nogle rammer, så man kan gøre lige præcis det, fagligheden foreskriver, at man skal. Det er ikke nok med penge. Vi har sendt flere penge afsted til pædagoguddannelsen, men vi skal også se på indholdet. Vi skal have set på balancen mellem specialiseringerne.
Vi skal have set på, hvordan vi som samfund og jeg som uddannelsesminister kan løfte den vigtige opgave. Den opgave det er, at sikre, at mennesker, der har valgt det her vigtige fag faktisk også får kompetencerne til at gøre det ordentligt.
Jeg vil gerne sige jer tak. Både for at rejse debatten igen. Sætte fokus på det igen. Men også for, at når der er en åben dør for at komme ind og bidrage, så gør i det. Jeg er meget taknemmelig for jeres input og bidrag til evalueringen af pædagoguddannelsen. Det afspejler den her konference i dag jo også, at I er klar til.
Jeg ønsker mig, at vores pædagoguddannelse afspejler: At det I kan - det er noget ganske særligt. Det I skal, er noget ganske særligt.
Tak for det I gør
Næste gang vi mødes, kan vi forhåbentlig have en mere konkret snak om evalueringens resultater. De er lige på trapperne. Men indtil da, skal I vide, at I fylder rigtig meget – ikke bare i min hverdag, men i regeringens hverdag. Jeg ved at I senere i programmet har en af mine gode kollegaer - socialministeren – på. Det her fylder også rigtig meget på hendes bord, ved jeg. Og det er fortjent. I passer på nogle af de mest sårbare. I hjælper dem til lige præcis de sporskifter, der skal til, så deres livsbaner kan ændres. Hvor er det et vildt arbejde at have. Uanset om I gør det med den nyeste pædagogiske forskning. Eller om I gør det med en havetraktor. Så skal I have tak, fordi I gør det. Jeg har den dybeste respekt for det, I gør.
Jeg håber, I får en spændende dag sammen. At kommer helt ned i den faglige substans og nørder igennem. At I bagefter går herfra med den ranke ryg, I fortjener at have. Fulde af inspiration, men også fulde af faglig stolthed.
Tak for ordet.