Deres Kongelige Højhed.
Kære prismodtagere.
Velkommen her i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Vi bor i en gammel bank. Det kan man fornemme på træpanelerne og de store søjler. Og man kan specielt fornemme det nede i kælderen. For der ligger den store bankboks.
Nu er det os, der bor her. Ekspeditionsskrankerne i forhallen er pillet ned. Bankboksen står tom. Men der er alligevel et vist overlap mellem fortiden og det, vi laver i huset i dag.
For vi arbejder stadig med at skabe værdi.
Vi arbejder med at skabe rammerne for: At når vi lægger over 50 milliarder af vores fælles skattekroner i videregående uddannelse, forskning og innovation hvert eneste år. Så er det penge, som ender med at skabe værdi og forandring uden for vinduerne.
Det er derfor, vi uddanner generation efter generation. Det er derfor, vi opdyrker nye erkendelser. Træder nye stier ud.
Vi gør det hele for at rykke noget i samfundet. Påvirke hvordan vi indretter os. For netop ikke bare at hive ny viden op af jorden og så putte det ned i bankboksen. Men faktisk bruge det til noget. Få det til at give værdi derude.
Og en af forudsætningerne - faktisk en af de allervigtigste elementer - for, at det kommer til at ske. Det er jer. Det er, at vi sender ikke bare dygtige men også engagerede, motiverede, modige og nysgerrige unge mennesker ud i samfundet. Mennesker som kan sprede den viden, vi genererer.
Så fra den store mission, som meget gerne skulle hænge inde på væggen, når jeg træder ind om morgenen, der går en direkte linje til, at I træder ind foran tavlen eller projektoren og lærer fra jer.
Jeres job fortjener prestige
Det er jo et flot billede at stå og male. Men som Per Reeslev har indikeret, så skulle jeg måske prøve at tage et sent eftermiddagshold, en onsdag som den her. Og mærke på egen krop, at så legende let er det ikke.
Men det er også lige præcis derfor, at i dag er vigtig. At anerkendelsen af jer er vigtig. Fordi: Nej, så legende let er det ikke. Og nej, det er ikke alle og enhver, der kan det. God undervisning er ikke bare hamrende vigtigt. Det er også hamrende svært. Men I gør det.
Og derfor, så er det jo en kæmpe glæde, at vi for første gang uddeler Undervisningsprisen til 7 fremragende undervisere. I hvert fald hvis man skal tro dem, I har foran jer og rundt om jer til daglig. For at give prestige til et job der – ganske enkelt – er umådelig vigtigt.
Det her handler jo ikke bare om at stikke en USB i nakken på jeres studerende – og så er der fyldt viden på. Så kan de gå hjem igen, og så kan de den tabel, teori eller graf. Gudskelov. Det er mennesker, vi har med at gøre. Og det skal de gerne fortsætte med at være. Og de skal lære at lære, som den anden Per har sagt.
Det stiller store krav til jer. I skal kunne formidle det komplicerede. I skal udfolde stoffet, og samtidig så skal I udfordre de studerende. I skal overraske dem. Give dem noget at reflektere over. Se dem og give dem feedback, der skubber dem videre. Skabe en kultur, hvor man gerne må stille spørgsmål. Og gerne må lave fejl.
Og mens de åbner bøgerne, så skal I åbne vinduerne. Vise perspektiverne og demonstrere, hvordan alt det der sker - inde i auditoriet - kan bruges herude i virkeligheden, hvor det gælder.
Begejstring smitter
Formlen for fremragende undervisning er lang. Og det bliver en lang tale, hvis jeg skal komme omkring alle elementer. Men der er én ting mere, jeg bliver ved med at vende tilbage til. En ting, som jeres studerende bliver ved med at vende tilbage til. Et element, der overskygger alle de andre. Som netop ikke kan sættes på formel. Og det er jeres begejstring.
Der er dét ved begejstring, at det smitter. Altså man kan jo mærke det. Når I træder derind, at I faktisk ligner nogen, der har lyst til at være der. Ligner nogen, der synes, det I taler om, er det vigtigste i verden. Så smitter det.
Og fordi I netop har med mennesker at gøre, som har op- og nedture. Som kan være vanvittigt motiverende, men hvis vi skal være ærlige også nogle gange er det modsatte. Og som bliver præsenteret for noget nyt hver eneste dag. Så er begejstring helt afgørende. .
Jeg må bare sige, at jeg er smittet af jer. Jeg kan mærke begejstringen, og det smitter at være i rum med jer. At mærke den glæde, I har for jeres fag. For case competitions, programmering, palliation, playful learning, bygningskultur, elektroteknik, magnetisme.
Det er bare små udpluk af, hvad I kommer omkring på et semester. Men det stråler ud af jer. Og det stråler ud af jer, at I – i det hele taget – har en begejstring for at give viden videre.
Dén begejstring er mere værd, end noget, der nogensinde kan ligge i nogen bankboks.
Den er forudsætningen for, at jeres studerende selv åbner for vinduerne og tager for sig af retterne.
Derfor får I opmærksomhed
Der er flere af jer, som har givet udtryk for, at man lige så godt kunne have fremhævet alle mulige andre kolleger.
For det kan godt være, at I befinder jer godt i et fyldt undervisningslokale, hvor der er mange, der kigger på jer, og I ved, hvad I kan. Men det er ikke jer alle sammen, der tager det ligeså hjemmevant, når der er journalister og kameraer og hæder på spil. Der er måske oven i købet nogen af jer, der synes, det er at overgøre det lidt.
Men kære prismodtagere. Jeg synes, I skal suge til jer. Jeg synes, I skal tage det ned. Fordi I er rollemodeller. Vi har brug for, at I ranker ryggen på vegne af hele jeres fag og det, I gør.
For det I gør hver dag, det er et meget væsentligt samfundsbidrag.
Det er svært at måle fremragende undervisning. Men vi kan sætte pris på den. Det gør vi i dag.
Bliv ved med jeres gode arbejde.
Og stort, stort tillykke med prisen.