Det talte ord gælder
Tak fordi jeg må være med.
Jeg havde sådan ønsket, at vi kunne være sammen. Det er altid en fornøjelse at tale pædagogik. Tale børn. Tale stolthed. Og jeg er rigtig stolt af jer. I er i verdensklasse til det, I gør.
Hele diskussionen om, at det der med at passe børn er noget, ”alle og enhver” kan gøre, den er heldigvis passé. Og det er den ikke mindst, fordi I bidrager til at vise, hvad pædagogik kan, når det kommer ud og leve, hver dag I går på arbejde.
Jeg er på mange måder børneordføreren der blev uddannelses- og forskningsminister. Før valget sad jeg med fingrene helt nede i diskussionen om jeres hverdag. Men mit engagement er præcis det samme. Nu har jeg taget det med over til diskussionen om pædagoguddannelsen. Og til diskussionen om den viden der findes om det vigtige arbejde, I har mellem hænderne.
Jeg er minister for både uddannelse og forskning. Og jeg prøver at have jer meget centralt i mit arbejde, uanset om det er uddannelses- eller forskningskasketten, jeg har på.
En pædagoguddannelse med ambitioner
I forhold til pædagoguddannelsen. Som vel at mærke er Danmarks største videregående uddannelse. Så møder de nye studerende ind med en gejst og en flamme. Og jeg ønsker mig så brændende, at den gejst og flamme bliver mødt af et tilsvarende højt ambitionsniveau. Et signal fra studiemiljøet om, at: Det her fag er så vigtigt. Det, du skal ud og lave, er vigtigt. Her sætter vi barren højt! Her udfordrer vi dig! Her er der brug for at stå på tæer.
Det er ikke, fordi pædagoguddannelsen ikke har et højt ambitionsniveau i dag. Det er heller ikke sådan, at vi ikke uddanner rigtig dygtige pædagoger. Det gør vi. Men det kan blive endnu bedre.
Jeg så for nylig, at min tidligere kollega fra Dansk Folkeparti, Jeppe Jakobsen, havde et indlæg i Politiken.
Da han ikke blev valgt ved sidste valg, besluttede han at søge optagelse på pædagoguddannelsen, og jeg har skrevet lidt frem og tilbage med ham siden. Men det, han skrev i sit indlæg, det var:
”Vi leger ikke på uddannelsen. Vi spiller ikke musik. Vi laver ikke kreative udfoldelser. Vi læser og diskuterer. Men det med at øve sig i praksis optager forsvindende lidt plads på skolen (…) Hvis en pædagog ikke kan igangsætte, rammesætte og deltage i en aktivitet sammen med børnene, så kan man ikke flytte børnene”.
Det, I kan, er så meget mere end, hvad man kan læse sig til i en bog.
Christian Aabro har beskrevet det sådan, at: ”Ofte består fagligheden i at skrotte planen”. Andre siger, at man kan definere jeres faglighed sådan, at man skal: ” (…) balancere mellem sine faglige ambitioner og en uforudsigelig virkelighed”.
Jeg har ikke lige så mange børn mellem hænderne, som I har. Men derhjemme har jeg, trods alt, en på fem og en på tre, og der er ikke meget som er forudsigeligt. Der er ikke meget, jeg kan planlægge. Tværtimod. Men der, hvor man virkelig får en relation og en nærhed, er jo der, hvor man også kan følge med barnet: Ind i noget fantasi. Eller ind i en tristhed der skal tales om.
Det er det, I kan.
I kan skabe nye livsbaner for mennesker. Potentielt. Når vi er helt oppe i de høje luftlag. Tænk at kunne det. Jeg kan virkelig godt forstå, at overskriften på jeres dag i dag er ”Stolt pædagog”.
Forskning der løfter jeres hverdag
Den anden kasket, jeg har på, det er forskning.
Når jeg taler om pædagogisk forskning, og når Elisa går ud og siger, at det er virkelig vigtigt med pædagogisk forskning, så kan jeg jo se, at I skriver til både mig og hende: ”Jo jo, det er fint nok med det der forskning. Men man kan jo ikke forske sig til flere hænder. Vi har kun to af dem, og de er rimelig fulde, hvis I ikke har opdaget det”.
Men det har vi opdaget, skulle jeg hilse og sige. Vi er helt med på, hvad I står i.
Så når jeg gør noget, og når børne- og undervisningsministeren gør noget, så har vi en meget tæt dialog. For den her regering vil sikre en bedre ramme i hverdagen: Det handler om minimumsnormeringer, kvaliteten på uddannelsen og altså også videngrundlaget. Det skal styrkes.
Nogle af jer på pædagoguddannelsen har klasseværelser lige ved siden af sygeplejerskerne. Sygeplejerskerne – og generelt hele den medicinske verden – er godt nok gode til at udvikle den viden, man har, til at blive endnu bedre.
Ingen kunne forestille sig, at en sygeplejerske ikke skulle bruge den nyeste viden, hele tiden. Det samme gælder – selvfølgelig – når man er pædagog.
Prøv at forestil jer, hvis vi stadig brugte pædagogik fra 50’erne. Det gør I heldigvis ikke. Men der er brug for et styrket videngrundlag. Der er brug for, at vi bliver endnu bedre til relationerne, til at reflektere over jeres praksis og til at stå på den nyeste viden.
Det handler ikke om, at noget skal foregå oppe i et elfenbenstårn. Jeg kan godt, til tider, forstå, hvis I tænker, at forskning ikke har noget med jer eller jeres hverdag at gøre. Men det mener jeg, at det burde have.
Derfor er ambitionen: Nu sætter vi pengene af i de kommende år. Til en solid indsats i viden om, hvad I gør. Det skulle meget gerne få karakter af, at I er med til at skabe denne viden. Og den skal kunne bruges på uddannelsen og i jeres hverdag.
Jeg håber, vi kan komme derhen i fællesskab. Det er ikke nogen nem opgave. Men den er vigtig. Og derfor vil jeg prioritere mange kræfter på lige præcis dét.
Rank ryggen
I er vigtige for os alle sammen. I er vigtige for vores fremtid. Rank ryggen over hvad det er, I gør!
I skal vide, at I fylder rigtig meget i den politiske diskussion. Det gælder jeres dagligdag. Det gælder, hvordan vi uddanner jer bedst muligt. Det gælder, hvordan vi bygger på og bliver ved med at uddanne jer. Sådan at den faglighed, I står på, er så solid, at vi ikke har brug for koncepter der dikterer, hvordan man går til dét barn og dét barn.
Tværtimod. Jeres faglighed er at skrotte planen. Se på barnet foran jer. Og skabe den relation der skal til, for at også dén dag og dén livsbane bliver bare lidt bedre.
Tusind tak for det, I gør.