Einstein: I skæret fra lampen

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens tale ved EliteForsk-konferencen den 25. februar 2016 i København.

Einstein: I skæret fra lampen

Deres Kongelige Højhed

Ærede gæster

Et ansigt fortæller meget om et menneske og dets liv.

Det kan være furet og vejrbidt, og man ser den ældre fisker foran sig. Det kan være glat og uden rynker, og man ser den unge teenager med mod på livet. Det kan være stenet og sammenbidt, og man tænker, om den pågældende er kommet dårlig fra start. Det kan være familiært, venligt, og man glædes over de minder, det vækker.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen
Foto: Ditte Valente
Forskningen har også mange ansigter, der hver især fortæller en vigtig historie, illustrerer en vigtig pointe.

I, der sidder her i dag og skal hyldes for jeres fremragende indsats, er nutidens og fremtidens ansigter. Men fortidens forskere har også ansigter, og nogle forskere er så formidable, at de formår både at være fortidens, nutidens og fremtidens.

Et af de mest kendte er præget af et hvidt, stridt, krøllet hår. Buskede øjenbryn og overskæg. Et bredt smil. Og varme, brune øjne. Albert Einstein – både fortid, nutid og fremtid.

Han modtog Nobelprisen i fysik i 1921, og i år er det 100 år siden, at selv samme mand udgav en af de mest banebrydende teorier i astrofysikkens historie: Den generelle relativitetsteori.

Det er reglen om, at tyngdekraftsbølger kan bøje tid og rum, og at tyngdekraftens lineære love, som vi kendte dem fra Sir Isaac Newton, ikke er tilstrækkelige.

Einstein regnede aldrig selv med, at man ville kunne bekræfte hans teori. Men en mandag aften i september 2015 stod astrofysiker Vicky Kalogera i sit køkken og lavede mad til sin familie. Pludselig modtog hun en sms, som fik hende til at lade gryderne stå og styrte ud af hoveddøren.

Hendes kolleger på Northwestern University i USA havde skrevet til hende, at de ikke kunne få data fra deres kilometerstore testanlæg med identiske stråler til at passe.

Noget havde ændret sig i tiden for den ene stråle – den var forsinket. Dens tid var blevet bøjet pga. voldsomme tyngdekraftsbølger fra det ydre rum.

Forskerne på Northwestern kunne ikke tro det: Det var endelig lykkedes at bekræfte Einsteins generelle relativitetsteori - næsten 100 år efter dens offentliggørelse.

Og efter måneders krydstjek og beregninger udsendte de så for 14 dage siden nyheden, der fik verden til at overraskes. Forskningens pris

Det er sådan et øjeblik, de fleste forskere – og sikkert også alle jer prismodtagere – drømmer om. At missionen lykkes. At de mange timers intensiv forskning kulminerer i et banebrydende resultat.

Men hvad de færreste mennesker tænker over, er de mange tusind timer, der oftest går forud for glansstunden, hvor man som forsker i stedet for at komme i mål, støder hovedet mod muren og må lægge kursen om igen, og igen og igen.

I dag er en festdag, hvor vi hylder jer med priser for jeres fremragende forskning. Men vi skal også hylde jer for forskningens pris. For det koster både flid og slid at være topforsker.

Jeres største bedrifter er ikke de resultater, der gør jer til årets pris- og bevillingsmodtagere. Det er alt det, der er gået forud. Alt det, vi ikke umiddelbart kan se på jeres ansigter, når I sidder her i dag.

Det er i det arbejdsomme rum, at eliteforskeren fødes. I skæret fra skrivebordslampen eller computerskærmen, når alle andre er gået hjem fra instituttet. Når børnene sover. Når kæresten for længst er gået i seng, eller vennerne taget til fest.

Det er dér, hvor andre giver op, men hvor I bliver ved. Bliver siddende. Bøjet over bøgerne, petriskålen eller mikroskopet.

I har trodset jeres egen træthed, jeres skuffelser og jeres frygt for at fejle, og ofte har jeres familie ikke forstået en snus af, hvad I rodede med.

Men at I blev ved, er jeg – som minister og vi som samfund – enormt taknemmelige for. I har virkelig vores dybeste respekt og højeste agtelse. For det kræver meget at fortsætte, selvom målet i horisonten er uklart.

Forskning er til for samfundet

Som samfund er vi afhængige af jeres vedholdenhed.

Det gælder dagens fem prismodtagere.

Og det gælder også alle jer, som vi i dag anerkender for jeres modtagelse af en Sapere Aude-bevilling, en Advanced Grant eller et EliteForsk-rejsestipendium.

Vi hylder jer alle, for I repræsenterer noget af det ypperste i dansk forskning netop nu.

Som Einstein sagde, har viden sine begrænsninger, mens fantasi kan omkranse hele verden. Når man ser på jeres forskning i blandt andet kvanteinternet, kommunikationsteknologi, overfladereaktioner, politisk økonomi og digitalisering af arkitektur, står det klart, at Einstein også her havde ret.

Jeres forskning viser, at I, udover viden, har fantasiens gave. Og det er godt. For vi har brug for jer.

Vi har brug for, at I fortsætter med at udfolde jeres fulde potentiale til gavn for hele Danmark. Store evner forpligter også.

Som samfund har vi en moralsk forpligtigelse til at fremme de bedste i vores uddannelsessystem og på vores forskningsinstitutioner. Men forpligtigelsen går begge veje.

Ifølge oplysningsfilosoffen Thomas Hobbes er selve grundsubstansen i et samfund, at hver giver til andre, hvad de også selv ønsker at modtage.

Mit håb er, at I som forskere vil tage jeres forpligtigelse lige så alvorligt over for samfundet, som I tager den over for forskningen.

For vi skylder alle vores samfund uendeligt meget for de fantastiske rammer, det sætter omkring vores daglige liv.

Vision for uddannelses- og forskningsområdet

Vores danske demokrati hviler på en stærk tradition for udvikling af viden og adgang til uddannelse for alle.

Men der er ting, vi kan gøre bedre, og ligesom forskere har visioner for deres forskning, har jeg som uddannelses- og forskningsminister visioner for uddannelses- og forskningsområdet.

Det helt overordnede mål er, at vi har forskning og uddannelse af højeste kvalitet, og at den viden, vi skaber gennem forskning og uddannelse, i videst muligt omfang bliver omsat til værdi – både for det enkelte menneske og for vores samfund.

Derudover skal vi via et øget fokus på dannelse medvirke til at gøre vores studerende til aktive borgere, der er sultne efter viden og ønsker at give tilbage til det samfund, der har fostret dem.

Vi skal via et øget fokus på elite gøre flere af vores bedste studerende i stand til at nå helt til tops. For vi har som land en moralsk forpligtigelse til at understøtte vores dygtigste i at nå nye højder.

Og sidst, men ikke mindst skal vi via et øget fokus på innovation inspirere flere af vores studerende og forskere til at blive entreprenører, som har mod og fantasi til at skabe morgendagens Danmark. I såvel nationalt som internationalt perspektiv.

Inspiration fra udlandet

I den seneste tid har jeg haft fornøjelsen af at rejse til flere fantastiske arnesteder for viden. Oxford og Cambridge i England, og Columbia, MIT og Harvard i USA.

Der er langt fra de gratis, danske uddannelsesinstitutioner med SU til de privatdrevne udenlandske topuniversiteter, som koster tusindvis af pund og dollars per studerende om året.

Der er især én ting, som har gjort særligt indtryk på mig. Og det er, hvordan de studerende bliver set af deres undervisere. Hvordan de bliver et kendt ansigt. Hvordan omsorg, opmærksomhed og kontakt mellem underviser og studerende, såvel som studerende imellem, har en enorm indvirkning på læring, dannelse og menneskelig vækst.

Vi har ikke de udenlandske topuniversiteters budgetter. Og dem får vi heller ikke.

Men vi kan gøre meget for at skabe miljøer på vores videregående uddannelser, der bidrager til, at nye studerende bliver endnu bedre til at vokse fra rollen som elev ind i rollen som studerende og fra rollen som studerende ind i rollen som forsker.

Ikke ved at holde i hånd, men ved at udfordre fagligt, pirke til lysten til at lære og udvikle tankesæt og refleksion. Og samtidig gøre det i en atmosfære af opmærksomhed og omsorg.

På den måde får vi et stærkere fundament for at fremme dannelse og læring, føde flere eliteforskere og skabe ny viden og innovation. Alle disse elementer er afgørende for Danmarks velstand og velfærd i fremtiden.

Det er gennem den grundlæggende dannelse, at den enkelte får evnen til at håndtere egen livssituation.

Med den evne kommer frihed til at blive sig selv og vælge sit eget liv. Til at dygtiggøre sig, måske endda på eliteplan. Og med den dygtiges evner og frihed følger en forpligtelse til at give tilbage til samfundet.

Kære pris- og bevillingsmodtagere
I kan bidrage ved at gøre jeres bedste for både at udbrede jeres viden til det omkringliggende samfund og arbejde for, at den viden til stadighed når nye højder. Det kan I blandt andet gøre gennem udblik til resten af verden.

I har alle stærke internationale netværk og samarbejder. I skaber ikke jeres resultater i et lokalt vakuum, men indgår i relationer med forskere uden for Danmarks grænser.

Og når vi i dag uddeler rejsestipendier til tyve talentfulde ph.d.-studerende, så I kan drage ud i verden, lade jer inspirere og dygtiggøre jer i stærke forskningsmiljøer, forsøger vi også netop at skubbe på for udviklingen af mere udblik.

Vi har brug for, at I suger til jer på rejsen. Og at I så kommer tilbage og bidrager med den viden til at løfte dansk forskning og uddannelse til nye højder. Kun ved at forny det, vi kan, forbliver det danske samfund rigt.

Eliteforskning skal oplyse samfundet

Med ny viden kommer nye ideer og muligheden for den innovation, som skal forny os både rent menneskeligt med nye udfordringer og erkendelse, men også rent praktisk med nye ideer, nye virksomheder og nye jobs. For forskningen skal ud og virke i samfundet – både til gavn for demokratisk oplysning, menneskelig udvikling og økonomisk vækst.

Den danske forskning er stærk. Den har stor gennemslagskraft internationalt, og danske publikationer ligger i top, når det gælder citationer fra andre forskere verden over. Det skyldes ikke mindst flere af jer, der sidder her i dag. Og derfor har vi også brug for jeres samfundssind.

Som Marie Key lige før sang det om kærligheden, kan samfundet heller ”ikke stå selv, helt uden forsvar, det kan ikke holde” – uden at vi alle vedbliver at spørge os selv:

Hvad kan jeg gøre? Hvad kan jeg give tilbage af det, der er blevet givet mig?

Kære alle sammen
Her i 100 års jubilæet for Einsteins tanker står det klart, at én enkelt forsker kan gøre en verden til forskel.

Vi kan ikke se ind bag ansigtet på hinanden, men vi kan se, hvad der kommer ud af tænksom handling og vedholdende indsats fra hver enkelt af jer.

Hvorvidt jeres forskning også vil gøre jer til både fortidens, nutidens og fremtidens ansigter, bliver spændende at følge.

I dag personificerer I alt det, vi som samfund er stolte af, så hjertelig tillykke til jer alle.

Senest opdateret 26. februar 2016