Det talte ord gælder.
Tak for invitationen til at komme her i dag.
Da jeg blev inviteret til at tale for jer her i dag, så skrev du Anja, at du gerne ville invitere mig til at komme ”selvom det måske ikke lige er HK’erne, man tænker på, når man siger Uddannelses- og Forskningsministeriet”.
Det er jo for så vidt rigtig nok. Langt størstedelen af jeres medlemmer uddanner sig ikke i min butik – i hvert fald ikke lige i første omgang. Men jeg er alligevel glad for invitationen. Der er nogle relevante diskussioner om vores uddannelsessystem, hvor man bruger pengene henne og hvilke forandringer, der er behov for - ikke mindst i lyset af de kommende trepartsforhandlinger.
HK’erne er limen på en arbejdsplads
HK’erne er en enormt vigtig faggruppe for vores samfund. I er mange. I er en faggruppe, der får tingene til at fungere. Uanset om I er ansat i det offentlige eller det private.
Jeg læste et sted, at du Anja beskrev HK’erne som limen i en virksomhed. Og det synes jeg er, et rigtig godt billede. Limen, som får det hele til at hænge sammen. Regnskaberne, it-systemerne, kalenderne, korrekturen og alt det andet, der får dagligdagen til at fungere effektivt og professionelt. Det er HK’erne, der styrer det.
Min egen hverdag er særdeles stramt styret af effektive HK’ere. Jeg synes jo, jeg havde travlt, da jeg var skatteordfører. Jeg fik mere travlt, da jeg blev politisk ordfører før, da jeg var politisk ordfører. Men det viste sig, at der godt kunne skrues endnu mere op. Nu er min kalender – ja faktisk hele mit liv – inddelt i blokke af 15 minutter. Og det er jo ikke kun hos mig. HK’erne er limen, der får hele statsadministrationen til at hænge sammen.
En ny livsbane
Men vi skal tale lidt om livslang læring.
Vi har et uddannelsessystem nu, hvor langt størstedelen af de offentlige midler går til de unge. Der er en meget stor tyngde på uddannelse i ungdomsårene.
Mens mere end halvdelen af de 20 til 24-årige er i gang med uddannelse, er det kun omkring fem procent af dem, der er i halvtredserne, der tager uddannelse i regi af det offentlige i løbet af året.
Det er den livsbane, vi er vant til. Man afslutter folkeskolen, tager en uddannelse og så arbejder man inden for det fag resten af livet. Måske endda på den samme arbejdsplads.
Det er bare ikke sådan virkeligheden er længere. Den tid, hvor man fandt sig et fag og et arbejde som 19-årig, og så blev man ellers der, til man kunne fejre sit 40-års-jubilæum. Den tid er - for langt de flestes vedkommende - forbi.
Vi bliver ældre og sundere. Vi arbejder længere. Verden omkring os udvikler sig. Der kommer hele tiden ny teknologi, nye udfordringer og nye krav til vores kompetencer.
Jeg synes, det er vigtigt, at man har mulighed for at dygtiggøre sig gennem hele livet og en del af det handler også om uddannelse gennem hele livet. Man er aldrig færdiguddannet. Færdig med at lære nyt.
Uddannelse senere i livet er en investering
Det giver livskvalitet at lære noget nyt. At udfordre sig selv og forstå verden på en ny måde. Det kan være med til at løfte menneskers livsvilkår, når de videreuddanner sig.
De kan få nye muligheder for beskæftigelse, bedre vilkår og måske bedre løn. Der ligger meget social mobilitet – og det er vigtigt for mig som socialdemokratisk minister – i efter- og videreuddannelse.
Voksenuddannelse kan også være med til at sikre, at færre bliver nedslidte. HK’ernes a-kasse er den a-kasse, hvorfra næstflest indtil nu har benyttet sig af den nye ret til tidlig tilbagetrækning.
Det er fantastisk, at nedslidte mennesker har fået den mulighed. At man kan trække sig tilbage tidligere efter et langt og hårdt arbejdsliv. At man har den øgede tryghed i, at man har den rettighed. Det er fuldt fortjent.
Men vi bliver også nødt til at se på, hvordan vi kan forhindre, at mennesker overhovedet bliver nedslidte.
Det handler om arbejdsmiljø selvfølgelig. Men hvis nu butiksassistenten, lagerassistenten eller laboranten i højere grad videreuddanner sig og sadler om flere gange i løbet af deres karriere. Så de får et mere varieret arbejdsliv. Og ikke ender med at slide deres kroppe op.
Det giver livskvalitet for dem selv – og for deres nærmeste. Og det giver formentlig også flere år på arbejdsmarkedet.
Mere uddannelse hele livet er en god investering både for den enkelte og for samfundet.
Vi skal alle have den grønne omstilling ind under huden
En anden væsentlig grund til, at vi ikke kommer uden om at skulle uddanne os hele livet er, at vi står over for en stor samfundsmæssig forandring – den grønne omstilling.
Danmark er et foregangsland på klimaområdet, og det skal vi blive ved med at være. Derfor har vi i regeringen sat nogle meget ambitiøse mål med klimaloven og den grønne forskningsstrategi.
Den grønne omstilling af det danske samfund er i fuld gang og skaber allerede efterspørgsel efter medarbejdere med grønne kompetencer. På alle niveauer, på alle typer af arbejdspladser.
Det er typisk de tekniske kompetencer, forskning og produktionsdanmark, der er i fokus, når vi taler klima og miljø. Men hvis vi for alvor skal ændre noget, så skal den grønne tankegang ud at leve hos alle faggrupper i alle dele af samfundet. Fra middagsbordet til transportvanerne til arbejdspladserne.
De mange HK’ere, der hver dag sidder med ansvaret for f.eks. indkøb, logistik, spedition, rejser osv. De spiller en stor rolle i det her. De skal også have den grønne tankegang ind under huden. Ellers kommer vi ikke i mål. Og her er en del af nøglen også efter- og videreuddannelse.
Uddannelse løfter menneskers livsvilkår
Vi har allerede et godt voksen- og efteruddannelsessystem i Danmark. Jeg har indtryk af, at mange af jeres medlemmer er glade for de muligheder, der er. Men vi skal sammen arbejde for, at endnu flere kommer til at bruge det fremover. Vi har et stort fokus på, at folk, der ikke har en uddannelse i forvejen, skal have mulighed for at tage en uddannelse for 110 % af dagpengene. Vi skal samtidig sikre, at folk, der allerede har en uddannelse og har været på arbejdsmarkedet i mange år, skal have gode muligheder for at uddanne sig. Vi har en opgave i at sikre, at det er overskueligt, attraktivt og relevant. Så langt flere kan bruge det til at navigere på et omskifteligt arbejdsmarked.
Derfor er det også god timing, at vi kan have en diskussion i dag. Hvilke barrierer oplever I, når det kommer til brugen af efter- og videreuddannelsessystemet? Hvad har jeres medlemmer brug for?
Kernen er, at vi skal have et system, som virker, og som understøtter den livslange læring – både når man skal vedligeholde sine kompetencer, og hvis man har brug for at skifte spor.
Uddannelse har altid været et af de bedste midler, vi har til at løfte menneskers livsvilkår. Til at skabe et mere lige samfund. Til at skabe viden og vækst, der kommer hele samfundet til gode.
Nu skal vi i højere graf lære at tænke uddannelse ind hele arbejdslivet. Uanset hvilken baggrund, man har. Uanset hvor man arbejder.
Tak for ordet.