Det talte ord gælder
Kære forældre, rektorer, forskerkontakter og koordinatorer. Og ikke mindst kære forskerspirer.
Tak, fordi I har brugt timer, dage og uger på at være med i Projekt Forskerspirer. Og tak for præsentationerne ved rundvisningen. Det har været fantastisk inspirerende at høre om jeres forskningsprojekter, at mærke jeres engagement, jeres arbejdsiver og jeres nysgerrighed.
Albert Einstein sagde engang: "Jeg har ikke noget specielt talent, jeg er bare lidenskabelig nysgerrig." Og han sagde videre: "Det er ikke, fordi jeg er usædvanlig begavet, jeg bliver bare længere tid sammen med problemerne."
Jeg tror, at hårdt arbejde og en ekstrem nysgerrighed, netop er en fællesnævner for alle dygtige forskere. Og det er også en fællesnævner for forskerspirer. Jer alle 132. Og ikke mindst jer 12, der er gået hele vejen. I har knoklet. I har siddet med problemerne. Og I har stillet nogle fantastiske spørgsmål i jeres projekter.
Det er tydeligt, at I brænder for sagen, og at I har en nysgerrighed over for verden omkring jer. Det gælder både i det nære, med projekter og spørgsmål om:
- Hvordan højtlæsning påvirker identitetsdannelsen hos små 3-5-årige børn?
- hvorfor nogle udvekslingsstuderende kommer hjem med dårlige erfaringer i bagagen efter et udvekslingsophold?
- og hvorvidt musik kan lindre tandsmerter og forhindre tandlægeskræk?
Det gælder også for de projekter, der anlægger større og bredere samfundsmæssige perspektiver:
- som hvad den demografiske udvikling blandt amerikanske latinoer betyder for deres indflydelse på amerikansk politik,
- eller hvilke metaforer danske medier har brugt om finanskrisen, og hvordan de metaforer påvirker vores forståelse af økonomien,
- eller hvordan BRIK-landenes økonomiske udvikling påvirker deres position i international politik.
Man bliver overvældet og forpustet af de mange originale tilgange. Jeg kommer tilbage til flere af jeres projekter, men lad mig først komme med en lille historie fra sidste år.
Hundeepilepsi og gode idéer
For sidste år havde jeg også fornøjelsen af at være med ved finalen for Projekt Forskerspirer. Et af de projekter, jeg husker bedst, var en pige fra Midtfyns Gymnasium, Slaine Chambeul, som havde lavet et projekt om hundeepilepsi.
Slaine fik ideen til sit projekt, fordi hendes hund, McNell, led af hundeepilepsi: Den kunne pludseligt falde om på gulvet og ligge og sprælle som i krampe.
I første omgang ringede Slaine til dyrlægen, for at høre, hvad han kunne gøre. Men der var ikke megen hjælp af hente. Dyrlægen forklarede, at der kun er to medikamenter mod epilepsi hos hunde, og at de er meget sløvende og gør hundene fede.
Det svar stillede Slaine sig ikke tilfreds med. Hun skrev rundt til en række dyrlæger og epilepsiforskere for at høre, om der ikke var andet, man kunne gøre. Men heller ikke her var der megen hjælp at hente.
Her ville de fleste nok for længst have givet op. Men ikke Slaine. I stedet fik hun en idé. Hun skrev til en forsker i genterapi og foreslog, at man kunne bruge genterapien mod epilepsi.
I begyndelsen var forskeren skeptisk; ideen var da sjov i teorien, men nok ikke noget, man skulle bruge mere tid på. Men så viste det sig, at forsøget ikke var lavet før. Og det blev starten på Slaines forskerspirerprojekt.
Da jeg talte med Slaine sidste år, var det tydeligt, at hun var drevet af to ting. En enormt gå-på-mod og en stor nysgerrighed. Og så slog hun sig ikke til tåls med de gængse svar, men blev ved med at stille nye spørgsmål. Gode spørgsmål. Hendes spørgsmål var faktisk så gode, at hendes projekt vandt i kategorien Bio- og sundhedsvidenskab.
Og i dag er hendes projekt er taget op af den forskerkontakt, hun havde på Københavns Universitet, som har fået en stor bevilling til at føre projektet ud i livet.
Modet til at stille de gode spørgsmål
Det, der karakteriserer Slaine, er at hun er nysgerrig og arbejdsom.
Hun opdagede et problem, som hun vil finde en løsning på. Hun gik grundigt til værk og stillede gode spørgsmål. Og hun blev ved - og ved - og ved. Det samme gælder jer, der sidder her i dag. For ellers var I aldrig nået så langt.
Og det bringer mig tilbage til flere af jeres projekter og originale spørgsmål. For hvem vil f.eks. ikke gerne vide:
- om man kan udvinde ilt af de materialer, der findes på Mars’ overflade?
- om stamceller kan udvikles til muskelceller, som helbrede et dårligt hjerte?
- om det er muligt at lave en kærlighedseliksir?
- eller om vores fedt kan bruges som kroppens egen batterioplader, så man kan sikre at f.eks. pacemakere aldrig løber tør for strøm?
Sikke spørgsmål! Der skal en enorm kreativitet og fantasi til for at udtænke dem. Og måske er det netop unge mennesker som jer, der evner at tænke det utænkelige - og har modet til at stille de gode og originale spørgsmål.
I ser verden fra et andet perspektiv. Jeres øjne er ikke præget af 'plejer'. I tør stille skøre spørgsmål – som jo ofte netop er kloge. Samtidig har I også modet til at være nørdede. Supernørdede og superspecialiserede: At bruge måneder på at fordybe sig i kasusrelikter eller kontrollerede kvanteglimt, må kaldes nørdet.
Og jeg må indrømme, at jeg ikke forstod, hvad det handlede om, inden jeg kom her i dag. Men efter at have snakket med jer, tror jeg, jeg forstår det. Jeg har i hvert fald fået en større forståelse for, hvordan kasusrelikter er med til at præge vores sprog.
Og jeg er blevet klogere på, hvordan kontrollerede kvanteglimt måske kan bane vejen for en helt ny måde at lagre informationer på.
Forskning handler om at forstå verden bedre, både i det nære og det brede, det skæve og det supernørdede. Det har I demonstreret med stor overbevisning.
I har alle et Einstein-gen
Kære Rikke, Frederik, Simon, Nanna, Stefan, Josephine, Simon, Alexander, Greta, Ida, Viktor og Louise.
I har alle et Einstein-gen. I er lidenskabelig nysgerrige. Og I er parat til at blive længere tid sammen med problemet end de fleste andre. Også selv om det måske – som rektor Ralf Hemmingsen sagde tidligere – nogle gange betyder, at man lander i Jammerdalen, hvor man synes alle andre laver noget sjovere end en selv.
Man må erkende, at det kræver hårdt slid at komme til nye erkendelser. Men det er sliddet værd. For hvem, vil ikke gerne være klogere på, hvordan tingene hænger sammen?
Inden vinderne bliver afsløret om lidt, vil jeg gerne rette en særlig tak til juryen. Jeg er ikke i tvivl om, at det har været en vanskelig opgave at bedømme de mange kvalificerede bidrag.
Tak for det. Og tak til alle forskerkontakterne, og koordinatorerne. Tak til Københavns Universitet, og de folk der har stået for at skabe rammerne, så hele projektet er forløbet så godt.
Nu vil jeg ikke trække tiden længere. For nu er det blevet tid til kåringen af Årets Forskerspirer 2012.