Det talte ord gælder.
Deres Kongelige Højhed, rektor, venner af videnskab. Kære alle ansatte og ikke mindst alle studerende her på VIA - er I deroppe på balkonerne?
Det er en udsøgt fornøjelse at være med til åbningen af Forskningens Døgn 2013.
Jeg er i hopla. Og det er ikke kun fordi, at jeg har siddet på en gummibold.
For Forskningens Døgn er en festdag. Eller rettere festdage. For det starter alt sammen i dag og kører til og med lørdag.
Forskningens Døgn er en oplevelsesrejse ind i videnskabens fantastiske verden. Det er i bedste forstand en folkelig og festlig fejring af forskningen. Og målet er soleklart.
Vi skal styrke interessen for forskning og skabe bred forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.
Forskning flytter verden
I år fylder Forskningens Døgn ni år.
Tillad mig kort at gå tilbage til det år, jeg blev ni. Det var i 1985. Jeg gik på Jellebakkeskolen i Risskov - blot fem minutter herfra.
Verden så noget anderledes end i dag.
Ronald Reagan er præsident i USA. Michael Gorbachev er netop blevet udnævnt til leder af kommunistpartiet i Sovjetunionen. En mur deler Vesttyskland og Østtyskland.
Herhjemme vinder Kirsten og Søren Dansk Melodi Grand Prix med nummeret Sku' Du Spør' Fra No'en. Superligaen hedder 1. division. Og AGF får i øvrigt bronze og vinder mesterskabet året efter.
Men det er ikke kun verdenspolitikken, musikstilen og magtforholdene i dansk fodbold, der har flyttet sig siden 1985.
Forskningen har også flyttet verden. Med raketfart. Og med ting der har haft umiddelbar indflydelse på vores liv og hverdag.
Færre tænder en cigaret i dag. Ikke mindst fordi forskning har påvist - ikke kun den skadelige virkning for den enkelte ryger, men også for dem, der passivt er udsat for røg.
Fertilitetsbehandling er gået fra at være noget usædvanligt man læste om i avisen, til at være en udbredt og helt almindelig behandling.
Internettet i midt 80’erne var et begreb, der kun gav mening i en lille nørdet kreds af videnskabsfolk.
Generelt er den teknologiske udvikling spurtet af sted siden 80'erne.
- Kassettebånd og lp-plader er afløst af MP3 spillere og podcast.
- Fastnettelefoner er afløst af smartphones.
- Breve er afløst af e-mails.
Den første e-mail i Danmark blev i øvrigt modtaget i 1982. Indbakken var Datalogisk Institut i København. Her stod en datamat, der var to meter høj, med en harddisk på størrelse med en vaskemaskine.
Sjovt nok er datamaten i dag udstillet på Stenomuseet her i Aarhus.
Det viser, hvor hurtigt udviklingen går, og hvor meget forskningen flytter verden. Fantastiske muligheder i dag – er måske på museum i morgen.
Fra idé til virkelighed
Det er første gang, at åbningen af Forskningens Døgn finder sted på en professionshøjskole. Og det er suverænt at være her på VIA University College i dag.
Jeg kan kun kvittere for ideen med at bygge åbningsarrangementet op omkring innovation. Temaet ’Fra idé til virkelighed’ er lige i øjet. Og det er et glimrende initiativ med en innovationspris for studerende.
Jeg tror, at alle er klar over, at I Danmark kan vi ikke leve af at producere ting billigt og løbe hurtigt.
Vi skal være klogere end de andre. Vi skal leve af viden og gode idéer. Vi skal netop være dygtige til at gå fra idé til virkelighed.
For det er den evne; det er innovation, der skaber nye arbejdspladser, vækst og velstand.
Det gælder både innovation, der udspringer fra forskning fra universiteterne. Men det gælder også den praksisnære forskning, der er professionshøjskolernes kendemærke, og som typisk tager udgangspunkt i konkrete behov ude i den virkelige verden.
Det kan for eksempel være, når den ergoterapeutstuderende i samarbejde med sygeplejersker forbedrer behandlingsmetoder til genoptræning af rygpatienter.
Eller det kan være, når den lærerstuderende udvikler nye metoder til at hjælpe elever med læsevanskeligheder.
Professionshøjskolerne er ikke kun uddannelsesinstitutioner – I er også udviklingsinstitutioner. Vi har brug for jeres viden. Og jeg ved, at det bobler med gode idéer og kreative løsninger derude.
Vi har brug for flere idéer. Ikke færre. For der er nok af udfordringer.
Vi står midt i en global omstilling. Over hele verden vokser middelklassen. Flere får en uddannelse, bedre helbred og mulighed for et bedre liv.
For de millioner af mennesker, der nu har muligheder, deres forældre aldrig har haft, er det en naturligvis en god fortælling. Men det skaber også udfordringer.
En høj befolkningstilvækst og øget forbrug skaber et stigende pres på klodens miljø, naturressourcer og råvarer. Den globale omstilling stiller krav til politisk handling. Og et tættere samspil om nye løsninger.
Derfor har regeringen iværksat en innovationsstrategi. En strategi, der vil sikre, at investeringer i forskning, innovation og uddannelse omsættes til vækst og arbejdspladser.
En strategi, som er et paradigmeskifte, hvor vi vil gå målrettet efter at finde nye løsninger på de store globale samfundsudfordringer.
Derfor skal vi også have endnu mere idérige og innovative elever og studerende.
For Danmark skal være løsningernes land.
Forskningens Døgns fantastiske tilbud
Forskning betyder noget for os alle. Derfor er Forskningens Døgn også for alle.
Der er igen i år hundredevis af spændende arrangementer rundt i hele landet.
- På Stændertorvet i Roskilde kan man være med til at lave en røgsky og udforske, hvordan en haj ser ud indvendig.
- I Kulturhuset i Give kan man høre et foredrag om, at sladder på arbejdspladsen ikke altid er en dårlig ting.
- På rådhuset i Odense kan man møde en ’cyborg’ som er et menneske, hvis krop er sammenkoblet med elektronik.
- På Syddjurs Bibliotek i Ebeltoft kan man høre om Big Bang og verdens største fysikforsøg.
- Og på Vor Frue Plads i København kan man se en kunstig komave, der bøvser.
Mulighederne er talrige.
Jeg håber, at alle de forskellige aktiviteter blev velbesøgt. Og jeg håber, at Forskningens Døgn kan inspirere en masse unge til at opdage det fantastiske ved forskning.
Tak til alle involverede
Ni år gammel er Forskningens Døgn blevet en begivenhed som har bidt sig godt og grundigt fast i Danmark.
Forskningens Døgn formidler forskning og viser, hvordan forskningen flytter verden. Det er helt afgørende, at forskningen ikke kun er for de få indviede.
Jeg har glæder mig til arrangementet i dag. Og jeg vil gerne takke VIA for denne fantastiske åbning.
Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke alle frivillige, der over hele landet hjælper til med, at Forskningens Døgn kan løbe af stablen.
Jeg kan garantere - og det er jo ellers noget vi politikere plejer at holde os fra - at vi også næste år arrangerer Forskningens Døgn.
For jeg er fast besluttet på at åbne vores forskningsinstitutioner og uddannelsesinstitutioner yderligere op mod omverdenen.
Vi skal have levende formidling. Vi skal have kommunikation med omverdenen. Derfor Forskningens Døgn. Som det hermed er mig en fornøjelse at åbne.